I min naivitet så troede jeg på, at ens venner og bekendte var nogen som ønskede at fortælle sandheden om en, som ville tage en i forsvar, hvis man blev angrebet, og som ville udfordre dem som angreb og tvivlede på en.
Jeg forventede som minimum at disse kunne gå i meta på venskabet og eventuelle konflikter som de utilsigtet var en del af. At de kunne være objektive og ikke valgte side. At de søgte sandheden i hvad der foregik og søgte at dele deres fortælling om mig og min udvikling/forandring.
Nu er jeg blevet meget klogere på dette. Nu ved jeg hvad folk tænker om mig, hvem der tænker hvad og hvordan disse ikke ønsker at bidrage til en anden fortælling om mig. Ikke at udfordre den hidtidige fortælling om min person, er i min optik det samme som at acceptere og bekræfte denne, at man deltager i at ophøje denne til en universel sandhed og søger at fastholde mig i denne.
Jeg burde være ked af det.
Jeg burde være skuffet.
Men det er jeg ikke. Jeg er bare glad for endelig at vide, hvor jeg står, hvem jeg kan regne med, og hvem der ønsker at bidrage til en ny og anden fortælling om min person. En fortælling som ikke længere inkludere alkohol og min tidligere manglende integritet.
Jeg er faktisk glad og taknemmelig for denne viden, da den kan være med til at åbne nye perspektiver for min personlige udvikling. Om ikke andet så har det givet mig sikkerhed for, at jeg skal kæmpe endnu hårdere for at vise at fortællingen har ændret sig. At nye og anderledes kapitler skrives.
Wikipedias beskrivelse af venskab
tirsdag den 5. august 2014
fredag den 27. juni 2014
1 år er gået - tid til refleksion (opdateret version - inkl. billeder)
Et år er gået siden den skelsættende beslutning om ikke at drikke.
Jeg har brugt den seneste uge på at reflektere over livet og det forgange år. Af en eller anden grund så var den sidste måned særdeles hård at komme igennem. Jeg kan desværre ikke gå i detaljer med hvad der gjorde måneden svær, men vil bare sige, at jeg ikke ville ønske en sådan måned for min værste fjende.
Den sidste måned har også været mærkelig i den forstand, at det første livstegn fra Marie i 5 måneder kom. Af en eller anden mærkelig grund så mente universet/skæbnen, at jeg også skulle have denne spand kold vand i hovedet. At hun lige skulle minde mig om, hvor dårligt et menneske jeg havde været, hvor meget hun nu kendte mig og hvor lidt hun troede på mine forandringer. Hvilket for øvrigt blev fulgt op med en trussel om politianmeldelse, da jeg via mail påpegede overfor hende, at hun absolut ikke kendte mig.
Nå, men det er jo livets gang at opleve noget sådan.
Dagen i dag er 1 årsdagen for mit alkoholstop. Jeg har fejret dagen med et besøg hos min psykolog. Han mente at jeg skulle være stolt af mig selv. I øvrigt noget flere af læserne af bloggen, venner, bekendte og familie også har påpeget. Jeg har ikke sagt dette til andre end psykologen.
Men hvorfor skulle jeg være stolt???
Hvad har jeg at være stolt over???
Ja, jeg har reddet mig selv fra undergangen. Men hvad har jeg ellers opnået???
Ikke ret meget.
Skulle jeg kunne have været stolt af mig selv så skulle jeg have været stoppe med at drikke for 8 år siden, da jeg stoppede med at spille (så min ludomani i øjnene). Så havde jeg måske reddet mit ægteskab og haft muligheden for at være tæt på mine børn i deres opvækst.
ELLER
Jeg kunne også have været stolt af mig selv, hvis jeg i efteråret 2012 var kommet helt clean omkring fortidens synder overfor Marie og var stoppet med at drikke dengang. Så havde jeg reddet forholdet til min soulmate, min sparringspartner og min energikilde. Så havde mine drømme stadig været opnåelige.
Men jeg gjorde ingen af de 2 ovenstående ting. Så hvad kan jeg være stolt af???
Jeg er STOLT af processen jeg har været igennem. Jeg er STOLT af den åbenhed, ærlighed og sårbarhed jeg har lagt for dagen. Jeg er STOLT af, at jeg har kunne inspirere andre til forandring i deres liv. Hvad jeg er mest STOLT af er, at det jeg ikke kunne redde for mig selv, det har jeg inspireret andre til, at bringe kærligheden tilbage i deres liv.
At opleve en god bekendt - ja, jeg vil kalde ham ven den dag i dag - tage skridt til at kontakte sin ekskone for at genetablere en kontakt til sine børn, som han havde været foruden i en årrække. Alene på grund af fortællingen om min planlagte middag med Marie i det tidlige efterår 2013. Hvis nogen skulle være i tvivl om den del af fortællingen så handlede det om, at jeg inviterede hende fra Aalborg til København til en en tre retters hjemmelavet menu. Jeg var fuldt ud bekendt med at sandsynligheden for at hun dukkede op var noget nær nul procent. At helvede ville fryse over inden hun tog imod den invitation.
MEN jeg forberedte alt. Lavede forretter og dessert samtidig med at jeg havde forberedt hovedretten. Jeg tog i lufthavnen for at hente hende på det foreslåede tidspunkt. Alt sammen velvidende at jeg ville få et nederlag af dimensioner. Men jeg gjorde dette fordi det var vigtigt for mig at vide, at jeg havde gjort alt for at få muligheden for at tale ud. At jeg fulgte mit hjerte.
Denne handling fra min side betød, at min ven skrev et brev til sin ekskone/-kæreste. Han var klar over at sandsynligheden for et svar var meget lille og at svaret højest sandsynlig ville være negativt. Men han sendte det alligevel. For så fulgte han sit hjerte. Efter en 6-7 ugers tid fik han et svar retur om at hans børn gerne ville mødes med ham. Det gjorde de i midten af november måned 2013. For første gang i mange år kunne han dette år afholde julen med sine ældste børn.
Det er jeg STOLT af.
-----
Som nævnt ovenfor så var alkoholstoppet oprindeligt et forfejlet forsøg på at bekræfte min kærlighed overfor Marie. Et desperat håb om at hun ville anerkende mig. Det var et håb om at hun igennem mit alkoholstop ville se mig som et andet/nyt menneske og tage mig tilbage. Dette var min oprindelige og oprigtige motivation den 26. juni 2013.
Dette ændrede sig dog ret hurtigt. Under Roskilde Festivalen 2013 mediterede jeg en del. Jeg reflekterede også på, hvad jeg ville med mit liv og på hvordan jeg kom derhen. En af de store temaer i samtalerne med mig selv var, at jeg var nød til at genfinde tilliden og ikke mindst kærligheden til mig selv. Jeg var nød til at grave dybt i min egen historie og udvise en åbenhed, ærlighed og nøgenhed som aldrig før.
Dette blev blandt andet starten på denne blog. Det betød også at jeg igen måtte kaste mig på "briksen" hos psykologen og åbne sår der ikke rigtig var læget. Man kan læse lidt omkring den intensive terapi som blandt andet var en del af dette her:
http://dennisleth.blogspot.dk/2013/09/intensiv-terapi-1.html
og her:
http://dennisleth.blogspot.dk/2013/09/intensiv-terapi-2.html
Man kan i bogstaveligste forstand sige, at jeg var nødsaget til at nedbryde mig selv (se eventuelt de 2 links ovenfor). Det betød også at jeg måtte fravælge en del ting. Jeg måtte fravælge at have fokus på alt andet end processen og mine børn. Det eneste jeg ikke kunne fjerne mit fokus fra var, at jeg følte der var en derude, som havde behov for min hjælp, og jeg troede på, at jeg var den eneste der kunne hjælpe. I bagklogskabens klare lys så skulle jeg aldrig have haft dette fokus. Vedkommende har jo på intet tidspunkt ytret bekymring om min tilstand eller endsige gjort andet end at modarbejde mig og mine handlinger gennem mishagsytringer, anklager og forsøg på fastholdelse i tidligere adfærdsmønstre. Dette er jeg sikker på ikke er sket med onde intentioner, men alene grundet situationen og forskelligheden i oplevelsen af de kontekster vi begge befandt os i.
Det var i denne periode jeg opsatte nogle klare målsætninger for mig selv. I princippet lå der 4 mål foran mig i året der kom frem til den 26. juni 2014:
Jeg har brugt den seneste uge på at reflektere over livet og det forgange år. Af en eller anden grund så var den sidste måned særdeles hård at komme igennem. Jeg kan desværre ikke gå i detaljer med hvad der gjorde måneden svær, men vil bare sige, at jeg ikke ville ønske en sådan måned for min værste fjende.
Den sidste måned har også været mærkelig i den forstand, at det første livstegn fra Marie i 5 måneder kom. Af en eller anden mærkelig grund så mente universet/skæbnen, at jeg også skulle have denne spand kold vand i hovedet. At hun lige skulle minde mig om, hvor dårligt et menneske jeg havde været, hvor meget hun nu kendte mig og hvor lidt hun troede på mine forandringer. Hvilket for øvrigt blev fulgt op med en trussel om politianmeldelse, da jeg via mail påpegede overfor hende, at hun absolut ikke kendte mig.
Nå, men det er jo livets gang at opleve noget sådan.
Dagen i dag er 1 årsdagen for mit alkoholstop. Jeg har fejret dagen med et besøg hos min psykolog. Han mente at jeg skulle være stolt af mig selv. I øvrigt noget flere af læserne af bloggen, venner, bekendte og familie også har påpeget. Jeg har ikke sagt dette til andre end psykologen.
Men hvorfor skulle jeg være stolt???
Hvad har jeg at være stolt over???
Ja, jeg har reddet mig selv fra undergangen. Men hvad har jeg ellers opnået???
Ikke ret meget.
Skulle jeg kunne have været stolt af mig selv så skulle jeg have været stoppe med at drikke for 8 år siden, da jeg stoppede med at spille (så min ludomani i øjnene). Så havde jeg måske reddet mit ægteskab og haft muligheden for at være tæt på mine børn i deres opvækst.
ELLER
Jeg kunne også have været stolt af mig selv, hvis jeg i efteråret 2012 var kommet helt clean omkring fortidens synder overfor Marie og var stoppet med at drikke dengang. Så havde jeg reddet forholdet til min soulmate, min sparringspartner og min energikilde. Så havde mine drømme stadig været opnåelige.
Men jeg gjorde ingen af de 2 ovenstående ting. Så hvad kan jeg være stolt af???
Jeg er STOLT af processen jeg har været igennem. Jeg er STOLT af den åbenhed, ærlighed og sårbarhed jeg har lagt for dagen. Jeg er STOLT af, at jeg har kunne inspirere andre til forandring i deres liv. Hvad jeg er mest STOLT af er, at det jeg ikke kunne redde for mig selv, det har jeg inspireret andre til, at bringe kærligheden tilbage i deres liv.
At opleve en god bekendt - ja, jeg vil kalde ham ven den dag i dag - tage skridt til at kontakte sin ekskone for at genetablere en kontakt til sine børn, som han havde været foruden i en årrække. Alene på grund af fortællingen om min planlagte middag med Marie i det tidlige efterår 2013. Hvis nogen skulle være i tvivl om den del af fortællingen så handlede det om, at jeg inviterede hende fra Aalborg til København til en en tre retters hjemmelavet menu. Jeg var fuldt ud bekendt med at sandsynligheden for at hun dukkede op var noget nær nul procent. At helvede ville fryse over inden hun tog imod den invitation.
MEN jeg forberedte alt. Lavede forretter og dessert samtidig med at jeg havde forberedt hovedretten. Jeg tog i lufthavnen for at hente hende på det foreslåede tidspunkt. Alt sammen velvidende at jeg ville få et nederlag af dimensioner. Men jeg gjorde dette fordi det var vigtigt for mig at vide, at jeg havde gjort alt for at få muligheden for at tale ud. At jeg fulgte mit hjerte.
Denne handling fra min side betød, at min ven skrev et brev til sin ekskone/-kæreste. Han var klar over at sandsynligheden for et svar var meget lille og at svaret højest sandsynlig ville være negativt. Men han sendte det alligevel. For så fulgte han sit hjerte. Efter en 6-7 ugers tid fik han et svar retur om at hans børn gerne ville mødes med ham. Det gjorde de i midten af november måned 2013. For første gang i mange år kunne han dette år afholde julen med sine ældste børn.
Det er jeg STOLT af.
-----
Som nævnt ovenfor så var alkoholstoppet oprindeligt et forfejlet forsøg på at bekræfte min kærlighed overfor Marie. Et desperat håb om at hun ville anerkende mig. Det var et håb om at hun igennem mit alkoholstop ville se mig som et andet/nyt menneske og tage mig tilbage. Dette var min oprindelige og oprigtige motivation den 26. juni 2013.
Dette ændrede sig dog ret hurtigt. Under Roskilde Festivalen 2013 mediterede jeg en del. Jeg reflekterede også på, hvad jeg ville med mit liv og på hvordan jeg kom derhen. En af de store temaer i samtalerne med mig selv var, at jeg var nød til at genfinde tilliden og ikke mindst kærligheden til mig selv. Jeg var nød til at grave dybt i min egen historie og udvise en åbenhed, ærlighed og nøgenhed som aldrig før.
Dette blev blandt andet starten på denne blog. Det betød også at jeg igen måtte kaste mig på "briksen" hos psykologen og åbne sår der ikke rigtig var læget. Man kan læse lidt omkring den intensive terapi som blandt andet var en del af dette her:
http://dennisleth.blogspot.dk/2013/09/intensiv-terapi-1.html
og her:
http://dennisleth.blogspot.dk/2013/09/intensiv-terapi-2.html
Man kan i bogstaveligste forstand sige, at jeg var nødsaget til at nedbryde mig selv (se eventuelt de 2 links ovenfor). Det betød også at jeg måtte fravælge en del ting. Jeg måtte fravælge at have fokus på alt andet end processen og mine børn. Det eneste jeg ikke kunne fjerne mit fokus fra var, at jeg følte der var en derude, som havde behov for min hjælp, og jeg troede på, at jeg var den eneste der kunne hjælpe. I bagklogskabens klare lys så skulle jeg aldrig have haft dette fokus. Vedkommende har jo på intet tidspunkt ytret bekymring om min tilstand eller endsige gjort andet end at modarbejde mig og mine handlinger gennem mishagsytringer, anklager og forsøg på fastholdelse i tidligere adfærdsmønstre. Dette er jeg sikker på ikke er sket med onde intentioner, men alene grundet situationen og forskelligheden i oplevelsen af de kontekster vi begge befandt os i.
Det var i denne periode jeg opsatte nogle klare målsætninger for mig selv. I princippet lå der 4 mål foran mig i året der kom frem til den 26. juni 2014:
- Stop med at drikke.
- Kom i fysisk form - gennemfør VM i halvmarathon i København. (blev gennemført - detaljer for deltagelsen kan ses her http://www.endomondo.com/workouts/315389537/373302)
- Gennemfør Nykredt Copenhagen Marathon (denne blev grundet Christians konfirmation samme dag ændret til Haspa Hamburg Marathon - detaljer for deltagelsen/fuldførelsen kan ses her: http://www.endomondo.com/workouts/315389537/334421933)
- At vinde Maries kærlighed tilbage.
På vej i mål til VM i Halvmarathon.
Lige kommet over målstregen til Haspa Hamburg Marathon.
Det var de mål jeg satte mig i juli/august måned 2013. Kigger man på de 4 punkter som helhed så har jeg fejlet. Jeg opnåede aldrig min samlede mål.
MEN... Jeg har opnået noget der er meget større end Maries kærlighed, accept og anerkendelse. Jeg har genfundet kærligheden til mig selv. Jeg har genfundet energien, det positive livssyn og respekten for mig selv. Sidst men ikke mindst så har jeg genvundet respekten i nogens øjne. Samtidig så har jeg nok også vundet en del i forhold til, at jeg nu ved hvem der betyder noget for mig, og hvem jeg faktisk kan regne med på en regnfuld dag.
Så jeg vil tillade mig at sige: JEG HAR SEJRET AF HELVEDE TIL!!!
-----
Den største udfordring i det forgangne år er, at der er en del derude, der i deres egen frygt og konformitet ikke tør møde min person. Af en eller anden grund så frygter folk, hvordan jeg passer ind i de kontekster jeg tidligere var en del af. Hvem er han egentlig ham Dennis???
Det gør mig ekstrem ked af det i det daglige. Jeg føler konstant, at jeg søger at række hånden ud til folk. Tager initiativ til socialisering og samtaler. Men det er en mere eller mindre ensrettet gade. Det er som om jeg skal initiere alt. Der er ikke ret mange, som tager initiativ i forhold til at involvere og møde mig. Det gør faktisk - og det er en personlig note - at jeg i dag er mere ensom end da jeg drak. Jeg føler mig marginaliseret af folk der engang holdte af mig. Eller sagde at de holdte af mig.
Jeg føler mig IKKE social accepteret i de kredse jeg tidligere kom i og blandt de mennesker jeg holder/holdte af. Der er dog enkelte undtagelser.
Jeg vil gerne fremhæve den accept og anerkendelse jeg har mødt fra folk i og omkring Amager Bio, De Blå/Hvide Engle og folk på Café Haraldsborg. I den kreds af mennesker er der virkelig nogen, der har taget mit nye jeg til sig. Det vil jeg være dem evigt taknemmelig for. Men det var ikke der jeg regnede med at accepten og anerkendelsen skulle komme fra.
Den næststørste udfordring nævnte jeg tidligere i dette indlæg og det er, at Marie ikke tør se hvem jeg er i dag. At hun reelt set heller vil huske mig som et dårligt menneske, der var medvirkende til at fastholde hende i hjernerystelsens ubarmhjertige greb end i at se hvordan jeg har kunne udvikle mig. At det potentiale og de evner hun engang hyldede og troede på faktisk bliver forløst nu og kommer til fuldt udtryk i min hverdag.
Rent følelsesmæssigt så har det også givet mig en del udfordringer at jeg har været så åben og ærlig omkring mit liv (ja, jeg har gemt 5-8 år af mit liv for offentligheden indtil videre. Men de er kendte i min privatsfære for alle som er nysgerrig herpå. Det vil også blive offentligt når tiden er.) Det at jeg ikke fejer noget ind under gulvtæppet længere eller pynter på tingenes tilstand. De få kvinder jeg har mødtes med i det seneste halve år der er gået er alle blevet skræmte af min fortælling. Tiltrukket af den styrke min personlighed udviser, men samtidig så frygter de det værste. Det er altså op af bakke.
Så øjebliksbilledet på min situation er at jeg er mere ensom nu end nogensinde... Men det er alligevel det hele værd.
-----
I forhold til mit tidligere liv så har jeg igennem året søgt dialog med en hel del mennesker, der på den ene eller anden måde er blevet såret af mine handlinger. Jeg har søgt dialogen med dem dels for at få tilgivelse, men også for at fortælle dem hele baggrunden for mine handlinger og den proces jeg går igennem nu. Jeg har langt hen af vejen opnået den forståelse jeg ønskede og enkelte har da også tilkendegivet at de tilgiver mig mine handlinger.
Jeg har også brugt året på at kontakte folk, der har såret mig med deres handlinger eller mangel på samme. Jeg har fortalt dem om min fortælling omkring deres handlinger og den indflydelse det har haft på mit liv. Naturligvis ud fra den kontekst jeg har levet i samtidig med, at jeg har søgt at være nysgerrig på, hvor de kom fra, hvad deres fortælling var og hvad der lå til grund for deres handlinger. Jeg har fået et andet syn på nogle oplevelse af mit liv. Jeg har tilgivet en del, anerkendt at tingene er foregået og accepteret at det er en del af min fortælling. Uanset hvor ondt det gør.
Jeg har altså igennem året søgt at få balance i alle relationer som jeg har indgået i igennem tiden. Det har været en hård proces. Men også en utrolig givende proces. Mange ting er ligesom faldet på plads i dialogerne. Dialogerne har desværre ikke haft den effekt jeg indledningsvis havde håbet på. Men effekten har alligevel været så stor at den har været hele indsatsen vær.
I forbindelse med min proces er jeg også nødsaget til at udtrykke min taknemmelighed til en del mennesker. De fleste har jeg udtrykt denne taknemmelighed overfor personligt. Men det er ikke alle men hvem det kan lade sig gøre. Så disse må takkes særskilt her på bloggen.
Der er 2 personer som jeg virkelig er taknemmelig overfor. Som har været katalysatorer på min udvikling og givet mig energien.
Jeg er taknemmelig for at have haft Marie i mit liv. Uden alle hendes notater og voicebeskeder omkring min person, uden hendes sparring og råd igennem 2 år, uden hendes anerkendelse og uden de højdepunkter i livet hun trods alt gav mig så var jeg aldrig kommet videre.
Det er jeg dybt taknemmelig for.
Jeg er dybt taknemmelig for at hun gav mig endnu en livsfilosofi at leve efter: "Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, Det er igennem gode handlinger der skabes glæde, fremgang og kærlighed." Desværre er det en taknemmelighed jeg aldrig får lov til at udtrykke personligt. Selv i det skrevne her på bloggen så tror jeg, at hun og hendes netværk vil mistolke min taknemmelighed. Men det gør den ikke mindre væsentlig eller uærlig. Hun har haft en særdeles positiv og afgørende betydning for min beslutning og for min motivation til at lære mig selv at kende og forlige mig med min fortid. Det må og skal hun anerkendes for. Uanset hvad.
Den anden person som jeg er virkelig taknemmelig overfor er min ekskone. Jeg tror ikke hun ved det, men hun er faktisk en af de få i de familiære kredse som har interageret anderledes med mig efterhånden som jeg har udviklet mig. Hun har turde vise mig tillid og se på mig med nye briller. Hun har glemt alt om hvordan jeg tidligere har skuffet hende (alkohol og ludomani), hun har glemt alt om mine tidligere skjulte dagsordener og det er min oplevelse, at hun tror på de gode intentioner og de gode handlinger fra min side.
Og ja. Så er jeg dybt taknemmelig for støtten fra Spanien og Kolding. I ved hvem i er og i skal vide, at jeg til enhver en tid har jeres ryg. Uanset hvad der sker og uanset hvilke offer det kræver af mig. Ja, jeg er også nød til at anerkende gæsterne på mit stamværtshus Café Haraldsborg for at acceptere, anerkende og understøtte mit alkoholstop. I er så seje.
-----
Hvad bringer fremtiden???
Forandringsprocessen for min person vil nok pågå i en del tid fremover. Ja, den vil vel ret beset aldrig stoppe. Så det hersker der ingen tvivl om vil have mit fokus. Så det vil naturligvis lægge beslag på min tid og min energi. Derudover så er der kommet nye mål. Mål som jeg gerne vil delagtiggøre læserne af bloggen i.
Faglig udvikling:
Jeg skal forsat udvikle mig intellektuelt og anvende min nysgerrighed konstruktivt i både en professionel, politisk og spirituel kontekst. Der er taget en del skridt i forhold til dette. Blandt andet med min gennemførelse af og certificering som coach. Denne bliver lige nu fulgt op af en Masterclass i Human Ressource Development hos Probana. Seneste skal denne følges op af en Master i enten Innovation eller Management development.
Fysisk udvikling:
Jeg har tidligere i denne måned meldt mig ind i Tri Team Kvik. Her vil jeg søge at bryde nogle af mine egne grænser. Blandt andet min frygt for at svømme. Målet er at gennemføre Powerman Duathlon i 2015 og et tristævne senest i 2016. Den fulde Iron Man er det ultimative mål og skal gennemføres på et eller andet tidspunkt. Men det ligger længere ude i horisonten. Har så også lige meldt mig til Haspa Hamburg Marathons 30 års jubilæum i 2015.
Relationer:
Jeg har i det forgangne år fundet ud af hvem der vil mig i deres liv. Disse relationer vil jeg i første omgang søge at udbygge og vedligeholde. Dernæst er der enkelte relationer, hvor jeg stadig ønsker folk i mit liv, men hvor jeg er lidt uklar på hvor de øvrige deltagere står. Det vil jeg gerne have skabt klarhed omkring.
Økonomi:
Det er et område jeg ikke rigtig har prioriteret det seneste år. Der har været styr på tingene, men jeg har ikke gjort større indsatser end jeg bare kunne overleve og fokusere på min personlige udvikling. Fremadrettet skal der arbejdes videre på drømmen om økonomisk uafhængighed og muligheden for at immigrere når børnene er blevet voksne. Drømmen om at forlade Danmark lever i bedste velgående.
Kærlighed:
Her står jeg nok samme sted som jeg gjorde før jeg mødte Marie. Tænker jeg bare skal leve livet og nyde nuet. Rammer lynet mig så vil det gøre mig utrolig glad. Så er jeg åben herfor. Rammer lynet mig ikke så har jeg det fint med kærligheden til mig selv, mine børn og dem jeg i øvrigt holder af.
Alt i alt er jeg glad, lykkelig og klar til fremtiden. Jeg er et mere komplet menneske end gennemsnittet. Jeg kender alle mine egne styrker og svagheder. Så fremtiden kan bare komme an. Jeg ved den er lys og jeg går upåvirket denne i møde. Fortrøstningsfuld og i balance.
#WhoDaresWin
#NoPainNoGain
#InLoveWithLife
torsdag den 26. juni 2014
1 år er gået - tid til reflektion.
Et år er gået siden den skelsættende beslutning om at drikke. Jeg har brugt den seneste uge på at reflektere over livet og det forgangne år. Af en eller anden grund så var den sidste måned særdeles hård at komme igennem. Jeg kan desværre ikke gå i detaljer med hvad der gjorde måneden svær, men vil bare sige, at jeg ikke vil ønske en sådan måned for min værste fjende.
Den sidste måned har også været mærkelig i den forstand, at det første livstegn fra Marie i 5 måneder kom. Af en eller anden mærkelig grund så mente universet/skæbnen lige at jeg også skulle have den spand kold vand i hovedet. At hun lige skulle minde mig om, hvor dårligt et menneske jeg havde været, hvor meget hun kendte mig og hvor lidt hun troede på min forandring. Hvilket for øvrigt blev fulgt op med en trussel om politianmeldelse da jeg via mail påpegede overfor hende at hun ikke kendte mig.
Den sidste måned har også været mærkelig i den forstand, at det første livstegn fra Marie i 5 måneder kom. Af en eller anden mærkelig grund så mente universet/skæbnen lige at jeg også skulle have den spand kold vand i hovedet. At hun lige skulle minde mig om, hvor dårligt et menneske jeg havde været, hvor meget hun kendte mig og hvor lidt hun troede på min forandring. Hvilket for øvrigt blev fulgt op med en trussel om politianmeldelse da jeg via mail påpegede overfor hende at hun ikke kendte mig.
Nå, men det er jo livets gang at man oplever noget sådan.
Dagen i dag er 1 året for mit alkoholstop. Jeg har fejret dagen med et besøg hos min psykolog. Han mente at jeg skulle være stolt af mig selv. I øvrigt noget flere af læserne af bloggen, venner, bekendte og familie også har påpeget. Jeg har ikke sagt dette til andre end psykologen.
Dagen i dag er 1 året for mit alkoholstop. Jeg har fejret dagen med et besøg hos min psykolog. Han mente at jeg skulle være stolt af mig selv. I øvrigt noget flere af læserne af bloggen, venner, bekendte og familie også har påpeget. Jeg har ikke sagt dette til andre end psykologen.
Men hvorfor skulle jeg være stolt???
Hvad har jeg at være stolt over???
Ja, jeg har reddet mig selv fra undergangen. Men hvad har jeg ellers opnået???
Ikke ret meget.
Skulle jeg kunne have været stolt af mig selv så skulle jeg være stoppet med at drikke for 8 år siden da jeg stoppede med at spille. Så havde jeg måske reddet mit ægteskab og haft muligheden for at være tæt på mine børn i deres opvækst.
Eller
Ja, jeg har reddet mig selv fra undergangen. Men hvad har jeg ellers opnået???
Ikke ret meget.
Skulle jeg kunne have været stolt af mig selv så skulle jeg være stoppet med at drikke for 8 år siden da jeg stoppede med at spille. Så havde jeg måske reddet mit ægteskab og haft muligheden for at være tæt på mine børn i deres opvækst.
Eller
Jeg kunne også have været stolt af mig selv, hvis jeg i efteråret 2012 var kommet helt clean omkring fortiden overfor Marie og var stoppet med at drikke dengang. Så havde jeg reddet forholdet til min soulmate og mine drømme havde kunne være mulige at opnå.
Men jeg gjorde ingen af de 2 ovenstående ting. Så hvad kan jeg være stolt af???
Jeg er STOLT af processen jeg har været igennem. Jeg er stolt af den åbenhed, ærlighed og sårbarhed jeg har lagt for dagen. Jeg er stolt af, at jeg har kunne inspirere andre til forandring i deres liv. Hvad jeg er mest stolt af er, at det jeg ikke kunne redde for mig selv, det har jeg inspireret andre til. At bringe kærligheden tilbage i deres liv. At opleve en god bekendt, ja jeg vil kalde ham en ven den dag i dag, tage skridt til at kontakte sin ekskone for at genetablere en kontakt til sine børn som han har været foruden i en årrække. Alene på grund af fortællingen om min planlagte middag med Marie. Hvis nogen skulle være i tvivl om den fortælling så handlede det om, at jeg inviterede hende fra Aalborg til København til en hjemmelavet 3 retters menu. Jeg var fuldt ud bekendt med at sandsynligheden for hun dukke op var noget nær 0 %. At helvede ville fryse over inden hun tog imod den invitation.
Jeg er STOLT af processen jeg har været igennem. Jeg er stolt af den åbenhed, ærlighed og sårbarhed jeg har lagt for dagen. Jeg er stolt af, at jeg har kunne inspirere andre til forandring i deres liv. Hvad jeg er mest stolt af er, at det jeg ikke kunne redde for mig selv, det har jeg inspireret andre til. At bringe kærligheden tilbage i deres liv. At opleve en god bekendt, ja jeg vil kalde ham en ven den dag i dag, tage skridt til at kontakte sin ekskone for at genetablere en kontakt til sine børn som han har været foruden i en årrække. Alene på grund af fortællingen om min planlagte middag med Marie. Hvis nogen skulle være i tvivl om den fortælling så handlede det om, at jeg inviterede hende fra Aalborg til København til en hjemmelavet 3 retters menu. Jeg var fuldt ud bekendt med at sandsynligheden for hun dukke op var noget nær 0 %. At helvede ville fryse over inden hun tog imod den invitation.
Men jeg forberedte alt. Lavede forretter, dessert samtidig med at jeg havde forberedt hovedretten. Jeg tog i lufthavnen for at hente hende på det nævnte tidspunkt. Alt sammen velvidende at jeg ville få et nederlag af dimensioner. Men jeg gjorde det fordi det var vigtigt for mig at vide, at jeg havde gjort alt for at få muligheden for at tale ud. Denne handling fra min side betød at min ven skrev et brev til sin ekskone/-kæreste. Efter en 6-7 ugers tid fik han et svar retur om at hans børn gerne ville mødes med ham. For første gang i mange år kunne han derfor afholde julen med sine ældste børn da vi nåede december. Det er jeg STOLT af.
Som nævnt ovenfor så var alkoholstoppet oprindeligt et forfejlet forsøg på at bekræfte min kærlighed til Marie. Det var et håb, at hun gennem mit alkoholstop ville se mig som et andet menneske. Det var min oprindelige og oprigtige motivation den 26. Juni 2013.
Som nævnt ovenfor så var alkoholstoppet oprindeligt et forfejlet forsøg på at bekræfte min kærlighed til Marie. Det var et håb, at hun gennem mit alkoholstop ville se mig som et andet menneske. Det var min oprindelige og oprigtige motivation den 26. Juni 2013.
Dette ændrede sig dog ret hurtigt. Under Roskilde Festivalen 2013 mediterede jeg en del. Jeg reflekterede også på, hvad jeg gerne ville med mit liv og på, hvordan jeg kunne komme derhen. En af de store temaer i samtalen med mig selv var, at jeg var nød til at genfinde tilliden og ikke mindst kærligheden til mig selv. Jeg var nød til at grave dybt i min egen historie og udvise en åbenhed, ærlighed og nøgenhed som aldrig før. Dette blev blandt andet starten på denne blog. Det betød også at jeg igen måtte kaste mig på ”briksen” hos psykologen og åbne sår der ikke rigtig var læget.
Man kan i bogstaveligste forstand sige at jeg var nødsaget til at nedbryde mig selv. Det betød også at jeg måtte fravælge en del ting. Jeg måtte fravælge fokus på ALT andet. Det eneste jeg ikke kunne fjerne mit fokus fra var, at jeg følte der var en derude, som havde behov for min hjælp. I bagklogskabens klare lys så skulle jeg aldrig have haft dette fokus. Vedkommende har jo på intet tidspunkt bekymret sig om mig eller endsige gjort andet end modarbejde mig gennem mishagsytringer og anklager.
Det var i denne periode jeg opsatte nogle klare målsætninger for mig selv. I princippet lå der 4 mål foran mig i året der kom:
1. Stop med at drikke
2. Kom i fysisk form – gennemfør VM i halvmarathon (http://www.endomondo.com/workouts/315389537/373302)
3. Gennemfør Nykredit Copenhagen Marathon (blev grundet Christians konfirmation ændret til Haspa Hamburg Marathon - http://www.endomondo.com/workouts/334421933)
4. Vind Maries kærlighed tilbage
Det var de mål jeg satte mig i juli/august måned 2013. Kigger man på de 4 punkter som helhed så har jeg fejlet. Jeg opnåede aldrig mit største mål -> Maries kærlighed.
MEN… Jeg har opnået noget der er meget større. Jeg har genfundet kærligheden til mig selv. Jeg har genfundet energien, det positive livssyn og respekten for mig selv. Sidst men ikke mindst så har jeg genvundet respekten i nogens øjne. Samtidig så har jeg nok også vundet en del ift., at jeg nu ved hvem der betyder noget for mig, og hvem jeg faktisk kan regne med på en regnfuld dag.
Så jeg vil tillade mig at sige: JEG HAR SEJRET AF HELVEDE TIL…
Den største udfordring i det forgangne er, at der er en del derude, der i deres egen frygt og konformitet ikke tør møde min person. Af en eller anden grund så frygter folk, hvordan jeg passer ind i de kontekster jeg tidligere var en del af. Hvem er han egentlig ham Dennis? Det gør mig ekstrem ked af det i det daglige. Jeg føler konstant, at jeg søger at række hånden ud til folk. Tage initiativ til socialisering og samtaler. Men det er en ensrettet gade. Det er som om jeg skal initiere alt. Der er ikke ret mange som tager initiativ ift. at involvere mig. Det gør faktisk – og det er en personlig note – at jeg i dag føler mig mere ensom end da jeg drak. Jeg føler mig marginaliseret af folk der engang holdte af mig.
Den største udfordring i det forgangne er, at der er en del derude, der i deres egen frygt og konformitet ikke tør møde min person. Af en eller anden grund så frygter folk, hvordan jeg passer ind i de kontekster jeg tidligere var en del af. Hvem er han egentlig ham Dennis? Det gør mig ekstrem ked af det i det daglige. Jeg føler konstant, at jeg søger at række hånden ud til folk. Tage initiativ til socialisering og samtaler. Men det er en ensrettet gade. Det er som om jeg skal initiere alt. Der er ikke ret mange som tager initiativ ift. at involvere mig. Det gør faktisk – og det er en personlig note – at jeg i dag føler mig mere ensom end da jeg drak. Jeg føler mig marginaliseret af folk der engang holdte af mig.
Jeg føler mig IKKE social accepteret i de kredse jeg tidligere kom i. Der er dog enkelte undtagelser. Jeg vil gerne fremhæve den accept jeg har mødt fra folk i og omkring Amager Bio, De Blå/Hvide Engle og folk på Café Haraldsborg. I den kreds af mennesker er der virkelig nogen der har taget mit nye jeg til sig. Det vil jeg være dem evigt taknemmelig for. Men det var ikke der jeg regnede med accepten og anerkendelsen skulle komme fra.
Den næststørste udfordring nævnte jeg tidligere det er, at Marie ikke tør se hvem jeg er i dag. At hun reelt set heller vil huske mig som et dårligt menneske end acceptere at jeg har kunne udvikle mig. At det potentiale hun engang så i mig faktisk bliver forløst nu.
Rent følelsesmæssigt så har det også givet mig en del udfordringer at jeg har været så åben og ærlig omkring mit liv. At jeg ikke fejer noget ind under gulvtæppet længere. De få kvinder jeg har mødtes med i året der er gået er alle blevet skræmte af min fortælling. Tiltrukket af min styrke samtidig med at de frygter det værste. Det er altså op af bakke.
Øjebliksbilledet på min situation er at jeg er mere ensom nu end nogensinde.
I forhold til mit tidligere liv så har jeg igennem året søgt dialog med en del mennesker, der på den ene eller anden måde er blevet såret af mine handlinger. Jeg har søgt dialogen med dem dels for at få tilgivelse, men også for at fortælle dem hele baggrunden for mine handlinger. Jeg har langt hen af vejen fået tilgivelse fra alle jeg har talt med.
I forhold til mit tidligere liv så har jeg igennem året søgt dialog med en del mennesker, der på den ene eller anden måde er blevet såret af mine handlinger. Jeg har søgt dialogen med dem dels for at få tilgivelse, men også for at fortælle dem hele baggrunden for mine handlinger. Jeg har langt hen af vejen fået tilgivelse fra alle jeg har talt med.
Jeg har også brugt året på at kontakte folk der har såret mig med deres handlinger eller mangel på samme. Jeg har fortalt dem om deres indflydelse på mit liv ud fra min kontekst samtidig med at jeg har søgt at være nysgerrig på hvor de kom fra og hvad der lå til grund for deres handlinger. Jeg har tilgivet folk og anerkendt at tingene er foregået.
Jeg har altså søgt at få balance i alle relationer som jeg har indgået i igennem tiden. Det har været hårdt. Men også utrolig givende. Mange ting er ligesom faldet på plads i dialogerne. Dialogerne har desværre ikke haft den effekt jeg indledningsvis havde håbet på. Men effekten har alligevel været så stor at den har været indsatsen værd.
I forbindelse med min proces er jeg også nødsaget til at udtrykke min taknemmelighed til en del mennesker. De fleste har jeg udtrykt denne for personligt. Men det er ikke alle det kan lade sig gøre overfor.
Der er 2 personer som jeg virkelig er taknemmelig overfor. Jeg er ekstrem taknemmelig for at have haft Marie i mit liv. Uden alle hendes notater omkring min person, uden hendes sparring igennem 2 år, uden hendes anerkendelse og uden de højdepunkter i livet hun trods alt gav mig så var jeg aldrig kommet videre. Det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg er dybt taknemmelig for at hun gav mig endnu en livsfilosofi: ”Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Det er gode handlinger der skaber glæde og fremgang.” Desværre er det en taknemmelighed jeg aldrig får lov til at udtrykke og selv i det skrevne her på bloggen ved jeg det vil blive mistolket af hende og hendes netværk. Men det gør ikke taknemmeligheden mindre eller uærlig. Jeg er oprigtig taknemmelig for at have haft hende i mit liv. Hun har haft en positiv og afgørende betydning. Det må og skal hun anerkendes for. Uanset hvad.
Den anden person som jeg er virkelig taknemmelig overfor er min ekskone. Jeg tror ikke hun ved det, men hun er faktisk en af de få i de familiære kredse som har interageret anderledes med mig efterhånden som jeg har udviklet mig. Hun har turde vise mig tillid og se på mig med nye briller. Hun har glemt alt om alle mine tidligere skjulte dagsordener og det er min oplevelse, at hun tror på de gode intentioner og de gode handlinger fra min side.
Den anden person som jeg er virkelig taknemmelig overfor er min ekskone. Jeg tror ikke hun ved det, men hun er faktisk en af de få i de familiære kredse som har interageret anderledes med mig efterhånden som jeg har udviklet mig. Hun har turde vise mig tillid og se på mig med nye briller. Hun har glemt alt om alle mine tidligere skjulte dagsordener og det er min oplevelse, at hun tror på de gode intentioner og de gode handlinger fra min side.
Og ja. Så er jeg dybt taknemmelig for støtten fra Spanien og Kolding. I ved hvem i er og i skal vide jeg til enhver en tid har jeres ryg. Uanset hvad der sker og uanset hvad der kræves af mig.
Ja, jeg er også nød til at anerkende gæsterne på mit stamværtshus Café Haraldsborg for at acceptere, anerkende og understøtte mit alkoholstop. I er så seje.
Hvad bringer fremtiden?
Ja, jeg er også nød til at anerkende gæsterne på mit stamværtshus Café Haraldsborg for at acceptere, anerkende og understøtte mit alkoholstop. I er så seje.
Hvad bringer fremtiden?
Forandringsprocessen for min person vil nok pågå i en del tid. Det hersker der vist ikke tvivl om. Så det vil naturligvis til stadighed lægge beslag på min tid og min energi. Derudover så er der kommet nye mål. Mål som jeg gerne vil delagtiggøre læserne af bloggen i.
Faglig udvikling.
Jeg skal udvikle mig intellektuelt og anvende min nysgerrig konstruktivt i både en professionel og politisk kontekst. Der er tage en del skridt ift. dette blandt andet med min coach uddannelse. Denne bliver lige nu fulgt op af en masterclass i Human Ressource Development. Senere skal denne følges op af en Master i enten Innovation eller Management Development.
Fysisk udvikling.
Jeg har tidligere i denne måned meldt mig ind i Tri Team Kvik. Her vil jeg søge at bryde nogle af mine egne grænser. Blandt andet min frygt for at svømme. Målet er at gennemføre Powerman duathlon næste år og et tristævne i 2016. Den fulde Iron Man skal også gennemføres på et eller andet tidspunkt. Men det ligger længere ude i horisonten.
Relationer.
Jeg har i det forgangne år fundet ud af hvem der vil mig i deres liv. Disse relationer vil jeg i første omgang søge at udbygge og vedligeholde. Dernæst er der enkelte relationer, hvor jeg stadig ønsker folk i mit liv, men hvor jeg er lidt uklar på hvor de øvrige relationer står. Det vil jeg gerne have skabt klarhed omkring.
Økonomi.
Det er et område jeg ikke rigtig har prioriteret det seneste år. Der har været styr på tingene, men jeg har ikke gjort større indsatser end jeg bare kunne overleve. Fremadrettet skal der arbejdes videre på drømmen om økonomisk uafhængighed og muligheden for immigration når børnene er blevet voksne. Drømmen om at forlade Danmark lever i bedste velgående.
Kærlighed.
Her står jeg nok samme sted, som jeg gjorde før jeg mødte Marie. Tænker jeg bare skal leve livet. Rammer lynet mig så vil det gøre mig utrolig glad. Gør det ikke så har jeg det fint med kærligheden til mig selv, mine børn og dem jeg holder af.
Alt i alt er jeg glad, lykkelig og klar til fremtiden. Jeg ved den er lys og jeg går upåvirket denne i møde. Fortrøstningsfuld og i balance.
mandag den 23. juni 2014
Personlige forandringsprocesser og ens nærmeste.
En ting jeg har lært det sidste år er, at det er ens nærmeste og dem som holder mest af en, der har sværest ved at acceptere ens forandringer/ændringer i adfærd. At de hen af vejen har med et "nyt" menneske at gøre. Samtidig er det dem som gør mest for at fastholde en i sit tidligere handlemønster. Deres forventninger til ens adfærd kan være selvforstærkende i forhold til at fastholde en person i forandring i et uhensigtsmæssigt mønster. Derfor er det svært for de fleste at foretage nødvendige ændringer i deres liv.
Det er lidt tragisk, at dem som efterspørger ændringerne faktisk er den største modstand på vejen.
Jeg har hele vejen igennem min proces søgt at holde dem jeg holdte af opdateret på min proces. Det kan jeg nu se var en fejl. De fleste har troet jeg havde en agenda hermed. At jeg søgte at manipulere dem. At det var et egoistisk behov jeg der udtrykte. Denne nye åbenhed, ærlighed og sårbarhed blev IKKE modtaget i den kontekst jeg kommunikerede fra, mit egentlig jeg - nye jeg, men blev modtaget i den kontekst jeg kom fra. Altså den person jeg var.
Jeg er ikke blevet skubbet ud af kurs af ovenstående. Min motivation for forandringer var så stærke at intet kunne ødelægge min proces. Men jeg forstår nu hvorfor mange oplever fiasko i deres livsstilsændringer og i deres personlige forandringsprocesser. Jeg har faktisk større respekt for dem som fejler end dem som ikke tør give sig i kast med disse. Dem som fejler har i det mindste haft modet.
Grundet ovenstående har jeg også i dag af flere omgange hørt Sting - "If you love somebody set them free". Tænker den gælder begge veje i en sådan proces. At man som pårørende/nærmeste/ven/veninde skal give en person i forandringsprocesser plads til forandring. At man skal være nysgerrig på deres rejse og mål fremfor hele tiden at være nysgerrig (analyserende/konkluderende) på hvor de kom fra. Som person i en forandringsproces tror jeg det er ret så givende at være opmærksom på dette aspekt af processen. Jeg tror det vil kunne give en meget og bringe en langt såfremt man forstår sit netværks frygt og forventninger om fiasko.
Men tænker også at man selvom man sætter nogen fri sagtens kan vise sin kærlighed, respekt og anerkendelse af deres indsats. Det vil jeg også gøre overfor dem, hvor jeg har muligheden herfor. Desværre kommer jeg aldrig til at udtrykke dette for den som har betydet mest i processen (positivt som negativt ift. denne beskrivelse). Det er så det offer jeg må bære og det er jeg stærk nok til. I sidste ende er mit offer det mindste tænker jeg. Personerne som ikke tør tro på mine forandringer ser jo aldrig det menneske og det potentiale udfoldet som de engang troede på.
Med ovenstående in mente så er jeg nu klar over, at jeg ikke kan forvente hverken tilgivelse af mit gamle jeg eller accept af min nye person i nær fremtid. Ikke engang selvom der er gået et år siden de første spadestik blev taget. Måske oplever jeg det. Måske kommer jeg aldrig til det. Det er helt okay. Jeg har tilgivet mit selv, jeg har tilgivet andre og er klar til at møde dem som tør min person med et åbent sind og uden frygt.
Det siges tiden læger alle sår. Uanset om jeg er såret eller ej så vil jeg leve livet.
Jeg er klar til et nyt liv.
Jeg har fortjent at nyde mit nye liv.
Jeg har gjort mig fortjent til at fortid er fortid.
If you love somebody set them free.
Sæt mig fri af min fortid.
Det er lidt tragisk, at dem som efterspørger ændringerne faktisk er den største modstand på vejen.
Jeg har hele vejen igennem min proces søgt at holde dem jeg holdte af opdateret på min proces. Det kan jeg nu se var en fejl. De fleste har troet jeg havde en agenda hermed. At jeg søgte at manipulere dem. At det var et egoistisk behov jeg der udtrykte. Denne nye åbenhed, ærlighed og sårbarhed blev IKKE modtaget i den kontekst jeg kommunikerede fra, mit egentlig jeg - nye jeg, men blev modtaget i den kontekst jeg kom fra. Altså den person jeg var.
Jeg er ikke blevet skubbet ud af kurs af ovenstående. Min motivation for forandringer var så stærke at intet kunne ødelægge min proces. Men jeg forstår nu hvorfor mange oplever fiasko i deres livsstilsændringer og i deres personlige forandringsprocesser. Jeg har faktisk større respekt for dem som fejler end dem som ikke tør give sig i kast med disse. Dem som fejler har i det mindste haft modet.
Grundet ovenstående har jeg også i dag af flere omgange hørt Sting - "If you love somebody set them free". Tænker den gælder begge veje i en sådan proces. At man som pårørende/nærmeste/ven/veninde skal give en person i forandringsprocesser plads til forandring. At man skal være nysgerrig på deres rejse og mål fremfor hele tiden at være nysgerrig (analyserende/konkluderende) på hvor de kom fra. Som person i en forandringsproces tror jeg det er ret så givende at være opmærksom på dette aspekt af processen. Jeg tror det vil kunne give en meget og bringe en langt såfremt man forstår sit netværks frygt og forventninger om fiasko.
Men tænker også at man selvom man sætter nogen fri sagtens kan vise sin kærlighed, respekt og anerkendelse af deres indsats. Det vil jeg også gøre overfor dem, hvor jeg har muligheden herfor. Desværre kommer jeg aldrig til at udtrykke dette for den som har betydet mest i processen (positivt som negativt ift. denne beskrivelse). Det er så det offer jeg må bære og det er jeg stærk nok til. I sidste ende er mit offer det mindste tænker jeg. Personerne som ikke tør tro på mine forandringer ser jo aldrig det menneske og det potentiale udfoldet som de engang troede på.
Med ovenstående in mente så er jeg nu klar over, at jeg ikke kan forvente hverken tilgivelse af mit gamle jeg eller accept af min nye person i nær fremtid. Ikke engang selvom der er gået et år siden de første spadestik blev taget. Måske oplever jeg det. Måske kommer jeg aldrig til det. Det er helt okay. Jeg har tilgivet mit selv, jeg har tilgivet andre og er klar til at møde dem som tør min person med et åbent sind og uden frygt.
Det siges tiden læger alle sår. Uanset om jeg er såret eller ej så vil jeg leve livet.
Jeg er klar til et nyt liv.
Jeg har fortjent at nyde mit nye liv.
Jeg har gjort mig fortjent til at fortid er fortid.
If you love somebody set them free.
Sæt mig fri af min fortid.
Fysisk fremtoning.
En god veninde kom i sidste weekend med det forslag, at jeg skulle finde 2 billeder. Et af mig for et år siden og så et fra indeværende år. Så jeg har fundet 2 billeder frem. Et fra februar måned 2013 og et fra marts måned 2014.
Dette billede er fra 2013. Jeg har på dette tidspunkt et glimt i øjet, men det glimt hænger mestendels sammen med at billedet er taget af Marie og så den mængde alkohol jeg har konsumeret inden billedet bliver taget.
Nummer 2 billede er taget i marts måned 2014 ifm. relanceringen af netværk. Som man kan se er der et meget mere naturligt smil, glimtet i øjet er ægte og uden tegn på påvirkning af alkohol. Samtidig kan man se en sundere og yngre hud.
For en optimal sammenligning havde jeg nok skulle bruge 2 næsten identiske billeder. Men jeg synes nu alligevel denne test giver mig de konklusioner jeg gerne ville opnå. Jeg kan ihvertfald sagtens tilslutte mig mit netværks konklusion om at den nye person er noget mere tiltrækkende og tiltalende end 2013 udgaven. Ja, personligt er jeg helt vild med 2014 udgaven. :-)
Tillid og troværdighed part II.
I forlængelse af dette indlæg omkring måling af tillid vil jeg gerne dele en personlig erfaring fra den forgange weekend. Erfaringen delte jeg i aftes med mit netværk på facebook. Men jeg tænkte det også gav god mening at dele den med læserne af min blog.
Dette er en af de nyere Metallica sange som jeg holder meget af. Teksten beskriver ret godt nogle af de følelser jeg har rendt og render rundt med.
Specielt afsnittet omkring varmen/solens stråler betyder noget for mig. Sådan har jeg det lidt med tilliden fra andre. Jeg føler det som en uopnåelig størrelse ift. folk fra mit tidligere liv. Jeg fik blandt andet en mail tidligere denne weekend, hvor en person skriver, at "hvis jeg kender dig ret så...". Sådanne mails/ytringer får tårerne frem i øjnene hos mig. De gør mig ked af det. De sårer mig af helvede til.
Udfordringen for mig er at mange mennesker fra mit tidligere liv ikke kender mig som den person jeg er i dag. Mennesker jeg holder af og som på et eller andet tidspunkt har holdt af mig. Af en eller anden grund tør de til stadighed ikke lære min person at kende. Jeg kan ikke tvinge dem til at vise mig tillid. Jeg kan ikke tvinge dem til at lære mig at kende. Men jeg kan vælge IKKE at acceptere sætninger som "hvis jeg kender dig ret så...".
Hvis du vil anvende sådanne sætninger om mig og mine handlinger, så gør dig selv og undertegnede den forbandede tjeneste at lære mig at kende først. Jeg er IKKE, hvem jeg var for 1 år siden. Jeg er meget langt væk fra den person. Jeg har reelt set meget få træk tilfælles med den person. Ikke engang min fysiske fremtoning er som den var for 1 år siden.
Hvis du ikke har modet til ovenstående så lad vær med at udtale dig om mine intentioner og mine forventede handlinger. Lad vær med at involvere dig i mit liv. Bliv ude på sidelinien eller oppe på tribunen hvor du har valgt at placere dig. Du bliver ikke en aktiv deltager i mit liv før du tør ovenstående og før har du ingen ret til at udtale dig. Jeg gider ikke mennesker i mit liv der basere deres holdninger og handlinger på frygt og uvidenhed.
Solen skinner nu i mit liv. Det sværger jeg på. Jeg sværger. Jeg sværger. Jeg sværger.
(Nej, det er ikke en direkte oversættelse af det sidste vers. Men mit løfte til mig selv. Så ingen kommentarer omkring min dårlige oversættelse.)
----------
Born to push you around
You better just stay down
You pull away, he hits the flesh
You hit the ground
Mouths so full of lies
Tend to black your eyes
Just keep them closed
Keep praying, just keep waiting
Waiting for the one
The day that never comes
When you stand up and feel the warmth
But the sunshine never comes, no
No, the sunshine never comes
Push you cross that line
Just stay down this time
Hiding yourself, crawling yourself
You'll have your time
God, I'll make them pay
Take it back one day
I'll end this day
I'll splatter color on this gray
Waiting for the one
The day that never comes
When you stand up and feel the warmth
But the sunshine never comes
Love is a four letter word
And never spoken here
Love is a four letter word
Here in this prison
I suffer this no longer
I'll put it into this I swear
This I swear the sun will shine
This I swear, this I swear
This I swear!
Dette er en af de nyere Metallica sange som jeg holder meget af. Teksten beskriver ret godt nogle af de følelser jeg har rendt og render rundt med.
Specielt afsnittet omkring varmen/solens stråler betyder noget for mig. Sådan har jeg det lidt med tilliden fra andre. Jeg føler det som en uopnåelig størrelse ift. folk fra mit tidligere liv. Jeg fik blandt andet en mail tidligere denne weekend, hvor en person skriver, at "hvis jeg kender dig ret så...". Sådanne mails/ytringer får tårerne frem i øjnene hos mig. De gør mig ked af det. De sårer mig af helvede til.
Udfordringen for mig er at mange mennesker fra mit tidligere liv ikke kender mig som den person jeg er i dag. Mennesker jeg holder af og som på et eller andet tidspunkt har holdt af mig. Af en eller anden grund tør de til stadighed ikke lære min person at kende. Jeg kan ikke tvinge dem til at vise mig tillid. Jeg kan ikke tvinge dem til at lære mig at kende. Men jeg kan vælge IKKE at acceptere sætninger som "hvis jeg kender dig ret så...".
Hvis du vil anvende sådanne sætninger om mig og mine handlinger, så gør dig selv og undertegnede den forbandede tjeneste at lære mig at kende først. Jeg er IKKE, hvem jeg var for 1 år siden. Jeg er meget langt væk fra den person. Jeg har reelt set meget få træk tilfælles med den person. Ikke engang min fysiske fremtoning er som den var for 1 år siden.
Hvis du ikke har modet til ovenstående så lad vær med at udtale dig om mine intentioner og mine forventede handlinger. Lad vær med at involvere dig i mit liv. Bliv ude på sidelinien eller oppe på tribunen hvor du har valgt at placere dig. Du bliver ikke en aktiv deltager i mit liv før du tør ovenstående og før har du ingen ret til at udtale dig. Jeg gider ikke mennesker i mit liv der basere deres holdninger og handlinger på frygt og uvidenhed.
Solen skinner nu i mit liv. Det sværger jeg på. Jeg sværger. Jeg sværger. Jeg sværger.
(Nej, det er ikke en direkte oversættelse af det sidste vers. Men mit løfte til mig selv. Så ingen kommentarer omkring min dårlige oversættelse.)
----------
Born to push you around
You better just stay down
You pull away, he hits the flesh
You hit the ground
Mouths so full of lies
Tend to black your eyes
Just keep them closed
Keep praying, just keep waiting
Waiting for the one
The day that never comes
When you stand up and feel the warmth
But the sunshine never comes, no
No, the sunshine never comes
Push you cross that line
Just stay down this time
Hiding yourself, crawling yourself
You'll have your time
God, I'll make them pay
Take it back one day
I'll end this day
I'll splatter color on this gray
Waiting for the one
The day that never comes
When you stand up and feel the warmth
But the sunshine never comes
Love is a four letter word
And never spoken here
Love is a four letter word
Here in this prison
I suffer this no longer
I'll put it into this I swear
This I swear the sun will shine
This I swear, this I swear
This I swear!
onsdag den 11. juni 2014
Tilgivelse
"Tilgivelse ændrer ikke fortiden, men det giver større perspektiver for fremtiden."
Måske et dårligt oversat citat. Men det er meget rammende.
I øvrigt er ophavsmanden også kendt for dette citat:
"Du vil vide tilgivelsen er i gang, når du huske dem der såre dig og føler magt til at ønske dem al godt."
Disse 2 citater i min fordanske oversættelse vil danne grundlaget for de sidste uger af mit alkoholstop. De sidste uger handler for mit vedkommende om tilgivelse. Ikke andes tilgivelse af mine handlinger, men tværtimod om min tilgivelse af andre. Det er det sidste jeg mangler for at kunne sætte 2 fede streger under den proces jeg har været igennem det seneste år.
Hold nu kæft jeg glæder mig til fremtiden... Men lever i NUET.
God aften alle sammen. :-)
Abonner på:
Opslag (Atom)