1 år er gået - tid til reflektion.

Et år er gået siden den skelsættende beslutning om at drikke. Jeg har brugt den seneste uge på at reflektere over livet og det forgangne år. Af en eller anden grund så var den sidste måned særdeles hård at komme igennem. Jeg kan desværre ikke gå i detaljer med hvad der gjorde måneden svær, men vil bare sige, at jeg ikke vil ønske en sådan måned for min værste fjende.

Den sidste måned har også været mærkelig i den forstand, at det første livstegn fra Marie i 5 måneder kom. Af en eller anden mærkelig grund så mente universet/skæbnen lige at jeg også skulle have den spand kold vand i hovedet. At hun lige skulle minde mig om, hvor dårligt et menneske jeg havde været, hvor meget hun kendte mig og hvor lidt hun troede på min forandring. Hvilket for øvrigt blev fulgt op med en trussel om politianmeldelse da jeg via mail påpegede overfor hende at hun ikke kendte mig.

Nå, men det er jo livets gang at man oplever noget sådan.

Dagen i dag er 1 året for mit alkoholstop. Jeg har fejret dagen med et besøg hos min psykolog. Han mente at jeg skulle være stolt af mig selv. I øvrigt noget flere af læserne af bloggen, venner, bekendte og familie også har påpeget. Jeg har ikke sagt dette til andre end psykologen.

Men hvorfor skulle jeg være stolt???

Hvad har jeg at være stolt over???

Ja, jeg har reddet mig selv fra undergangen. Men hvad har jeg ellers opnået???

Ikke ret meget.

Skulle jeg kunne have været stolt af mig selv så skulle jeg være stoppet med at drikke for 8 år siden da jeg stoppede med at spille. Så havde jeg måske reddet mit ægteskab og haft muligheden for at være tæt på mine børn i deres opvækst.

Eller

Jeg kunne også have været stolt af mig selv, hvis jeg i efteråret 2012 var kommet helt clean omkring fortiden overfor Marie og var stoppet med at drikke dengang. Så havde jeg reddet forholdet til min soulmate og mine drømme havde kunne være mulige at opnå.

Men jeg gjorde ingen af de 2 ovenstående ting. Så hvad kan jeg være stolt af???

Jeg er STOLT af processen jeg har været igennem. Jeg er stolt af den åbenhed, ærlighed og sårbarhed jeg har lagt for dagen. Jeg er stolt af, at jeg har kunne inspirere andre til forandring i deres liv. Hvad jeg er mest stolt af er, at det jeg ikke kunne redde for mig selv, det har jeg inspireret andre til. At bringe kærligheden tilbage i deres liv. At opleve en god bekendt, ja jeg vil kalde ham en ven den dag i dag, tage skridt til at kontakte sin ekskone for at genetablere en kontakt til sine børn som han har været foruden i en årrække. Alene på grund af fortællingen om min planlagte middag med Marie. Hvis nogen skulle være i tvivl om den fortælling så handlede det om, at jeg inviterede hende fra Aalborg til København til en hjemmelavet 3 retters menu. Jeg var fuldt ud bekendt med at sandsynligheden for hun dukke op var noget nær 0 %. At helvede ville fryse over inden hun tog imod den invitation.

Men jeg forberedte alt. Lavede forretter, dessert samtidig med at jeg havde forberedt hovedretten. Jeg tog i lufthavnen for at hente hende på det nævnte tidspunkt. Alt sammen velvidende at jeg ville få et nederlag af dimensioner. Men jeg gjorde det fordi det var vigtigt for mig at vide, at jeg havde gjort alt for at få muligheden for at tale ud. Denne handling fra min side betød at min ven skrev et brev til sin ekskone/-kæreste. Efter en 6-7 ugers tid fik han et svar retur om at hans børn gerne ville mødes med ham. For første gang i mange år kunne han derfor afholde julen med sine ældste børn da vi nåede december. Det er jeg STOLT af.










Som nævnt ovenfor så var alkoholstoppet oprindeligt et forfejlet forsøg på at bekræfte min kærlighed til Marie. Det var et håb, at hun gennem mit alkoholstop ville se mig som et andet menneske. Det var min oprindelige og oprigtige motivation den 26. Juni 2013.

Dette ændrede sig dog ret hurtigt. Under Roskilde Festivalen 2013 mediterede jeg en del. Jeg reflekterede også på, hvad jeg gerne ville med mit liv og på, hvordan jeg kunne komme derhen. En af de store temaer i samtalen med mig selv var, at jeg var nød til at genfinde tilliden og ikke mindst kærligheden til mig selv. Jeg var nød til at grave dybt i min egen historie og udvise en åbenhed, ærlighed og nøgenhed som aldrig før. Dette blev blandt andet starten på denne blog. Det betød også at jeg igen måtte kaste mig på ”briksen” hos psykologen og åbne sår der ikke rigtig var læget.

Man kan i bogstaveligste forstand sige at jeg var nødsaget til at nedbryde mig selv. Det betød også at jeg måtte fravælge en del ting. Jeg måtte fravælge fokus på ALT andet. Det eneste jeg ikke kunne fjerne mit fokus fra var, at jeg følte der var en derude, som havde behov for min hjælp. I bagklogskabens klare lys så skulle jeg aldrig have haft dette fokus. Vedkommende har jo på intet tidspunkt bekymret sig om mig eller endsige gjort andet end modarbejde mig gennem mishagsytringer og anklager.

Det var i denne periode jeg opsatte nogle klare målsætninger for mig selv. I princippet lå der 4 mål foran mig i året der kom:

1.     Stop med at drikke

2.     Kom i fysisk form – gennemfør VM i halvmarathon (http://www.endomondo.com/workouts/315389537/373302)

3.     Gennemfør Nykredit Copenhagen Marathon (blev grundet Christians konfirmation ændret til Haspa Hamburg Marathon - http://www.endomondo.com/workouts/334421933)

4.     Vind Maries kærlighed tilbage

Det var de mål jeg satte mig i juli/august måned 2013. Kigger man på de 4 punkter som helhed så har jeg fejlet. Jeg opnåede aldrig mit største mål -> Maries kærlighed.

MEN… Jeg har opnået noget der er meget større. Jeg har genfundet kærligheden til mig selv. Jeg har genfundet energien, det positive livssyn og respekten for mig selv. Sidst men ikke mindst så har jeg genvundet respekten i nogens øjne. Samtidig så har jeg nok også vundet en del ift., at jeg nu ved hvem der betyder noget for mig, og hvem jeg faktisk kan regne med på en regnfuld dag.

Så jeg vil tillade mig at sige: JEG HAR SEJRET AF HELVEDE TIL…










Den største udfordring i det forgangne er, at der er en del derude, der i deres egen frygt og konformitet ikke tør møde min person. Af en eller anden grund så frygter folk, hvordan jeg passer ind i de kontekster jeg tidligere var en del af. Hvem er han egentlig ham Dennis? Det gør mig ekstrem ked af det i det daglige. Jeg føler konstant, at jeg søger at række hånden ud til folk. Tage initiativ til socialisering og samtaler. Men det er en ensrettet gade. Det er som om jeg skal initiere alt. Der er ikke ret mange som tager initiativ ift. at involvere mig. Det gør faktisk – og det er en personlig note – at jeg i dag føler mig mere ensom end da jeg drak. Jeg føler mig marginaliseret af folk der engang holdte af mig.

Jeg føler mig IKKE social accepteret i de kredse jeg tidligere kom i. Der er dog enkelte undtagelser. Jeg vil gerne fremhæve den accept jeg har mødt fra folk i og omkring Amager Bio, De Blå/Hvide Engle og folk på Café Haraldsborg. I den kreds af mennesker er der virkelig nogen der har taget mit nye jeg til sig. Det vil jeg være dem evigt taknemmelig for. Men det var ikke der jeg regnede med accepten og anerkendelsen skulle komme fra.

Den næststørste udfordring nævnte jeg tidligere det er, at Marie ikke tør se hvem jeg er i dag. At hun reelt set heller vil huske mig som et dårligt menneske end acceptere at jeg har kunne udvikle mig. At det potentiale hun engang så i mig faktisk bliver forløst nu.

Rent følelsesmæssigt så har det også givet mig en del udfordringer at jeg har været så åben og ærlig omkring mit liv. At jeg ikke fejer noget ind under gulvtæppet længere. De få kvinder jeg har mødtes med i året der er gået er alle blevet skræmte af min fortælling. Tiltrukket af min styrke samtidig med at de frygter det værste. Det er altså op af bakke.

Øjebliksbilledet på min situation er at jeg er mere ensom nu end nogensinde.










I forhold til mit tidligere liv så har jeg igennem året søgt dialog med en del mennesker, der på den ene eller anden måde er blevet såret af mine handlinger. Jeg har søgt dialogen med dem dels for at få tilgivelse, men også for at fortælle dem hele baggrunden for mine handlinger. Jeg har langt hen af vejen fået tilgivelse fra alle jeg har talt med.

Jeg har også brugt året på at kontakte folk der har såret mig med deres handlinger eller mangel på samme. Jeg har fortalt dem om deres indflydelse på mit liv ud fra min kontekst samtidig med at jeg har søgt at være nysgerrig på hvor de kom fra og hvad der lå til grund for deres handlinger. Jeg har tilgivet folk og anerkendt at tingene er foregået.

Jeg har altså søgt at få balance i alle relationer som jeg har indgået i igennem tiden. Det har været hårdt. Men også utrolig givende. Mange ting er ligesom faldet på plads i dialogerne. Dialogerne har desværre ikke haft den effekt jeg indledningsvis havde håbet på. Men effekten har alligevel været så stor at den har været indsatsen værd.

I forbindelse med min proces er jeg også nødsaget til at udtrykke min taknemmelighed til en del mennesker. De fleste har jeg udtrykt denne for personligt. Men det er ikke alle det kan lade sig gøre overfor.

Der er 2 personer som jeg virkelig er taknemmelig overfor. Jeg er ekstrem taknemmelig for at have haft Marie i mit liv. Uden alle hendes notater omkring min person, uden hendes sparring igennem 2 år, uden hendes anerkendelse og uden de højdepunkter i livet hun trods alt gav mig så var jeg aldrig kommet videre. Det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg er dybt taknemmelig for at hun gav mig endnu en livsfilosofi: ”Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Det er gode handlinger der skaber glæde og fremgang.” Desværre er det en taknemmelighed jeg aldrig får lov til at udtrykke og selv i det skrevne her på bloggen ved jeg det vil blive mistolket af hende og hendes netværk. Men det gør ikke taknemmeligheden mindre eller uærlig. Jeg er oprigtig taknemmelig for at have haft hende i mit liv. Hun har haft en positiv og afgørende betydning. Det må og skal hun anerkendes for. Uanset hvad.

Den anden person som jeg er virkelig taknemmelig overfor er min ekskone. Jeg tror ikke hun ved det, men hun er faktisk en af de få i de familiære kredse som har interageret anderledes med mig efterhånden som jeg har udviklet mig. Hun har turde vise mig tillid og se på mig med nye briller. Hun har glemt alt om alle mine tidligere skjulte dagsordener og det er min oplevelse, at hun tror på de gode intentioner og de gode handlinger fra min side.

Og ja. Så er jeg dybt taknemmelig for støtten fra Spanien og Kolding. I ved hvem i er og i skal vide jeg til enhver en tid har jeres ryg. Uanset hvad der sker og uanset hvad der kræves af mig.

Ja, jeg er også nød til at anerkende gæsterne på mit stamværtshus Café Haraldsborg for at acceptere, anerkende og understøtte mit alkoholstop. I er så seje.

Hvad bringer fremtiden?

Forandringsprocessen for min person vil nok pågå i en del tid. Det hersker der vist ikke tvivl om. Så det vil naturligvis til stadighed lægge beslag på min tid og min energi. Derudover så er der kommet nye mål. Mål som jeg gerne vil delagtiggøre læserne af bloggen i.

Faglig udvikling. 

Jeg skal udvikle mig intellektuelt og anvende min nysgerrig konstruktivt i både en professionel og politisk kontekst. Der er tage en del skridt ift. dette blandt andet med min coach uddannelse. Denne bliver lige nu fulgt op af en masterclass i Human Ressource Development. Senere skal denne følges op af en Master i enten Innovation eller Management Development.

Fysisk udvikling. 

Jeg har tidligere i denne måned meldt mig ind i Tri Team Kvik. Her vil jeg søge at bryde nogle af mine egne grænser. Blandt andet min frygt for at svømme. Målet er at gennemføre Powerman duathlon næste år og et tristævne i 2016. Den fulde Iron Man skal også gennemføres på et eller andet tidspunkt. Men det ligger længere ude i horisonten.

Relationer. 

Jeg har i det forgangne år fundet ud af hvem der vil mig i deres liv. Disse relationer vil jeg i første omgang søge at udbygge og vedligeholde. Dernæst er der enkelte relationer, hvor jeg stadig ønsker folk i mit liv, men hvor jeg er lidt uklar på hvor de øvrige relationer står. Det vil jeg gerne have skabt klarhed omkring.

Økonomi. 

Det er et område jeg ikke rigtig har prioriteret det seneste år. Der har været styr på tingene, men jeg har ikke gjort større indsatser end jeg bare kunne overleve. Fremadrettet skal der arbejdes videre på drømmen om økonomisk uafhængighed og muligheden for immigration når børnene er blevet voksne. Drømmen om at forlade Danmark lever i bedste velgående.

Kærlighed. 

Her står jeg nok samme sted, som jeg gjorde før jeg mødte Marie. Tænker jeg bare skal leve livet. Rammer lynet mig så vil det gøre mig utrolig glad. Gør det ikke så har jeg det fint med kærligheden til mig selv, mine børn og dem jeg holder af.

Alt i alt er jeg glad, lykkelig og klar til fremtiden. Jeg ved den er lys og jeg går upåvirket denne i møde. Fortrøstningsfuld og i balance.