Jeg har brugt den seneste uge på at reflektere over livet og det forgange år. Af en eller anden grund så var den sidste måned særdeles hård at komme igennem. Jeg kan desværre ikke gå i detaljer med hvad der gjorde måneden svær, men vil bare sige, at jeg ikke ville ønske en sådan måned for min værste fjende.
Den sidste måned har også været mærkelig i den forstand, at det første livstegn fra Marie i 5 måneder kom. Af en eller anden mærkelig grund så mente universet/skæbnen, at jeg også skulle have denne spand kold vand i hovedet. At hun lige skulle minde mig om, hvor dårligt et menneske jeg havde været, hvor meget hun nu kendte mig og hvor lidt hun troede på mine forandringer. Hvilket for øvrigt blev fulgt op med en trussel om politianmeldelse, da jeg via mail påpegede overfor hende, at hun absolut ikke kendte mig.
Nå, men det er jo livets gang at opleve noget sådan.
Dagen i dag er 1 årsdagen for mit alkoholstop. Jeg har fejret dagen med et besøg hos min psykolog. Han mente at jeg skulle være stolt af mig selv. I øvrigt noget flere af læserne af bloggen, venner, bekendte og familie også har påpeget. Jeg har ikke sagt dette til andre end psykologen.
Men hvorfor skulle jeg være stolt???
Hvad har jeg at være stolt over???
Ja, jeg har reddet mig selv fra undergangen. Men hvad har jeg ellers opnået???
Ikke ret meget.
Skulle jeg kunne have været stolt af mig selv så skulle jeg have været stoppe med at drikke for 8 år siden, da jeg stoppede med at spille (så min ludomani i øjnene). Så havde jeg måske reddet mit ægteskab og haft muligheden for at være tæt på mine børn i deres opvækst.
ELLER
Jeg kunne også have været stolt af mig selv, hvis jeg i efteråret 2012 var kommet helt clean omkring fortidens synder overfor Marie og var stoppet med at drikke dengang. Så havde jeg reddet forholdet til min soulmate, min sparringspartner og min energikilde. Så havde mine drømme stadig været opnåelige.
Men jeg gjorde ingen af de 2 ovenstående ting. Så hvad kan jeg være stolt af???
Jeg er STOLT af processen jeg har været igennem. Jeg er STOLT af den åbenhed, ærlighed og sårbarhed jeg har lagt for dagen. Jeg er STOLT af, at jeg har kunne inspirere andre til forandring i deres liv. Hvad jeg er mest STOLT af er, at det jeg ikke kunne redde for mig selv, det har jeg inspireret andre til, at bringe kærligheden tilbage i deres liv.
At opleve en god bekendt - ja, jeg vil kalde ham ven den dag i dag - tage skridt til at kontakte sin ekskone for at genetablere en kontakt til sine børn, som han havde været foruden i en årrække. Alene på grund af fortællingen om min planlagte middag med Marie i det tidlige efterår 2013. Hvis nogen skulle være i tvivl om den del af fortællingen så handlede det om, at jeg inviterede hende fra Aalborg til København til en en tre retters hjemmelavet menu. Jeg var fuldt ud bekendt med at sandsynligheden for at hun dukkede op var noget nær nul procent. At helvede ville fryse over inden hun tog imod den invitation.
MEN jeg forberedte alt. Lavede forretter og dessert samtidig med at jeg havde forberedt hovedretten. Jeg tog i lufthavnen for at hente hende på det foreslåede tidspunkt. Alt sammen velvidende at jeg ville få et nederlag af dimensioner. Men jeg gjorde dette fordi det var vigtigt for mig at vide, at jeg havde gjort alt for at få muligheden for at tale ud. At jeg fulgte mit hjerte.
Denne handling fra min side betød, at min ven skrev et brev til sin ekskone/-kæreste. Han var klar over at sandsynligheden for et svar var meget lille og at svaret højest sandsynlig ville være negativt. Men han sendte det alligevel. For så fulgte han sit hjerte. Efter en 6-7 ugers tid fik han et svar retur om at hans børn gerne ville mødes med ham. Det gjorde de i midten af november måned 2013. For første gang i mange år kunne han dette år afholde julen med sine ældste børn.
Det er jeg STOLT af.
-----
Som nævnt ovenfor så var alkoholstoppet oprindeligt et forfejlet forsøg på at bekræfte min kærlighed overfor Marie. Et desperat håb om at hun ville anerkende mig. Det var et håb om at hun igennem mit alkoholstop ville se mig som et andet/nyt menneske og tage mig tilbage. Dette var min oprindelige og oprigtige motivation den 26. juni 2013.
Dette ændrede sig dog ret hurtigt. Under Roskilde Festivalen 2013 mediterede jeg en del. Jeg reflekterede også på, hvad jeg ville med mit liv og på hvordan jeg kom derhen. En af de store temaer i samtalerne med mig selv var, at jeg var nød til at genfinde tilliden og ikke mindst kærligheden til mig selv. Jeg var nød til at grave dybt i min egen historie og udvise en åbenhed, ærlighed og nøgenhed som aldrig før.
Dette blev blandt andet starten på denne blog. Det betød også at jeg igen måtte kaste mig på "briksen" hos psykologen og åbne sår der ikke rigtig var læget. Man kan læse lidt omkring den intensive terapi som blandt andet var en del af dette her:
http://dennisleth.blogspot.dk/2013/09/intensiv-terapi-1.html
og her:
http://dennisleth.blogspot.dk/2013/09/intensiv-terapi-2.html
Man kan i bogstaveligste forstand sige, at jeg var nødsaget til at nedbryde mig selv (se eventuelt de 2 links ovenfor). Det betød også at jeg måtte fravælge en del ting. Jeg måtte fravælge at have fokus på alt andet end processen og mine børn. Det eneste jeg ikke kunne fjerne mit fokus fra var, at jeg følte der var en derude, som havde behov for min hjælp, og jeg troede på, at jeg var den eneste der kunne hjælpe. I bagklogskabens klare lys så skulle jeg aldrig have haft dette fokus. Vedkommende har jo på intet tidspunkt ytret bekymring om min tilstand eller endsige gjort andet end at modarbejde mig og mine handlinger gennem mishagsytringer, anklager og forsøg på fastholdelse i tidligere adfærdsmønstre. Dette er jeg sikker på ikke er sket med onde intentioner, men alene grundet situationen og forskelligheden i oplevelsen af de kontekster vi begge befandt os i.
Det var i denne periode jeg opsatte nogle klare målsætninger for mig selv. I princippet lå der 4 mål foran mig i året der kom frem til den 26. juni 2014:
- Stop med at drikke.
- Kom i fysisk form - gennemfør VM i halvmarathon i København. (blev gennemført - detaljer for deltagelsen kan ses her http://www.endomondo.com/workouts/315389537/373302)
- Gennemfør Nykredt Copenhagen Marathon (denne blev grundet Christians konfirmation samme dag ændret til Haspa Hamburg Marathon - detaljer for deltagelsen/fuldførelsen kan ses her: http://www.endomondo.com/workouts/315389537/334421933)
- At vinde Maries kærlighed tilbage.
På vej i mål til VM i Halvmarathon.
Lige kommet over målstregen til Haspa Hamburg Marathon.
Det var de mål jeg satte mig i juli/august måned 2013. Kigger man på de 4 punkter som helhed så har jeg fejlet. Jeg opnåede aldrig min samlede mål.
MEN... Jeg har opnået noget der er meget større end Maries kærlighed, accept og anerkendelse. Jeg har genfundet kærligheden til mig selv. Jeg har genfundet energien, det positive livssyn og respekten for mig selv. Sidst men ikke mindst så har jeg genvundet respekten i nogens øjne. Samtidig så har jeg nok også vundet en del i forhold til, at jeg nu ved hvem der betyder noget for mig, og hvem jeg faktisk kan regne med på en regnfuld dag.
Så jeg vil tillade mig at sige: JEG HAR SEJRET AF HELVEDE TIL!!!
-----
Den største udfordring i det forgangne år er, at der er en del derude, der i deres egen frygt og konformitet ikke tør møde min person. Af en eller anden grund så frygter folk, hvordan jeg passer ind i de kontekster jeg tidligere var en del af. Hvem er han egentlig ham Dennis???
Det gør mig ekstrem ked af det i det daglige. Jeg føler konstant, at jeg søger at række hånden ud til folk. Tager initiativ til socialisering og samtaler. Men det er en mere eller mindre ensrettet gade. Det er som om jeg skal initiere alt. Der er ikke ret mange, som tager initiativ i forhold til at involvere og møde mig. Det gør faktisk - og det er en personlig note - at jeg i dag er mere ensom end da jeg drak. Jeg føler mig marginaliseret af folk der engang holdte af mig. Eller sagde at de holdte af mig.
Jeg føler mig IKKE social accepteret i de kredse jeg tidligere kom i og blandt de mennesker jeg holder/holdte af. Der er dog enkelte undtagelser.
Jeg vil gerne fremhæve den accept og anerkendelse jeg har mødt fra folk i og omkring Amager Bio, De Blå/Hvide Engle og folk på Café Haraldsborg. I den kreds af mennesker er der virkelig nogen, der har taget mit nye jeg til sig. Det vil jeg være dem evigt taknemmelig for. Men det var ikke der jeg regnede med at accepten og anerkendelsen skulle komme fra.
Den næststørste udfordring nævnte jeg tidligere i dette indlæg og det er, at Marie ikke tør se hvem jeg er i dag. At hun reelt set heller vil huske mig som et dårligt menneske, der var medvirkende til at fastholde hende i hjernerystelsens ubarmhjertige greb end i at se hvordan jeg har kunne udvikle mig. At det potentiale og de evner hun engang hyldede og troede på faktisk bliver forløst nu og kommer til fuldt udtryk i min hverdag.
Rent følelsesmæssigt så har det også givet mig en del udfordringer at jeg har været så åben og ærlig omkring mit liv (ja, jeg har gemt 5-8 år af mit liv for offentligheden indtil videre. Men de er kendte i min privatsfære for alle som er nysgerrig herpå. Det vil også blive offentligt når tiden er.) Det at jeg ikke fejer noget ind under gulvtæppet længere eller pynter på tingenes tilstand. De få kvinder jeg har mødtes med i det seneste halve år der er gået er alle blevet skræmte af min fortælling. Tiltrukket af den styrke min personlighed udviser, men samtidig så frygter de det værste. Det er altså op af bakke.
Så øjebliksbilledet på min situation er at jeg er mere ensom nu end nogensinde... Men det er alligevel det hele værd.
-----
I forhold til mit tidligere liv så har jeg igennem året søgt dialog med en hel del mennesker, der på den ene eller anden måde er blevet såret af mine handlinger. Jeg har søgt dialogen med dem dels for at få tilgivelse, men også for at fortælle dem hele baggrunden for mine handlinger og den proces jeg går igennem nu. Jeg har langt hen af vejen opnået den forståelse jeg ønskede og enkelte har da også tilkendegivet at de tilgiver mig mine handlinger.
Jeg har også brugt året på at kontakte folk, der har såret mig med deres handlinger eller mangel på samme. Jeg har fortalt dem om min fortælling omkring deres handlinger og den indflydelse det har haft på mit liv. Naturligvis ud fra den kontekst jeg har levet i samtidig med, at jeg har søgt at være nysgerrig på, hvor de kom fra, hvad deres fortælling var og hvad der lå til grund for deres handlinger. Jeg har fået et andet syn på nogle oplevelse af mit liv. Jeg har tilgivet en del, anerkendt at tingene er foregået og accepteret at det er en del af min fortælling. Uanset hvor ondt det gør.
Jeg har altså igennem året søgt at få balance i alle relationer som jeg har indgået i igennem tiden. Det har været en hård proces. Men også en utrolig givende proces. Mange ting er ligesom faldet på plads i dialogerne. Dialogerne har desværre ikke haft den effekt jeg indledningsvis havde håbet på. Men effekten har alligevel været så stor at den har været hele indsatsen vær.
I forbindelse med min proces er jeg også nødsaget til at udtrykke min taknemmelighed til en del mennesker. De fleste har jeg udtrykt denne taknemmelighed overfor personligt. Men det er ikke alle men hvem det kan lade sig gøre. Så disse må takkes særskilt her på bloggen.
Der er 2 personer som jeg virkelig er taknemmelig overfor. Som har været katalysatorer på min udvikling og givet mig energien.
Jeg er taknemmelig for at have haft Marie i mit liv. Uden alle hendes notater og voicebeskeder omkring min person, uden hendes sparring og råd igennem 2 år, uden hendes anerkendelse og uden de højdepunkter i livet hun trods alt gav mig så var jeg aldrig kommet videre.
Det er jeg dybt taknemmelig for.
Jeg er dybt taknemmelig for at hun gav mig endnu en livsfilosofi at leve efter: "Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, Det er igennem gode handlinger der skabes glæde, fremgang og kærlighed." Desværre er det en taknemmelighed jeg aldrig får lov til at udtrykke personligt. Selv i det skrevne her på bloggen så tror jeg, at hun og hendes netværk vil mistolke min taknemmelighed. Men det gør den ikke mindre væsentlig eller uærlig. Hun har haft en særdeles positiv og afgørende betydning for min beslutning og for min motivation til at lære mig selv at kende og forlige mig med min fortid. Det må og skal hun anerkendes for. Uanset hvad.
Den anden person som jeg er virkelig taknemmelig overfor er min ekskone. Jeg tror ikke hun ved det, men hun er faktisk en af de få i de familiære kredse som har interageret anderledes med mig efterhånden som jeg har udviklet mig. Hun har turde vise mig tillid og se på mig med nye briller. Hun har glemt alt om hvordan jeg tidligere har skuffet hende (alkohol og ludomani), hun har glemt alt om mine tidligere skjulte dagsordener og det er min oplevelse, at hun tror på de gode intentioner og de gode handlinger fra min side.
Og ja. Så er jeg dybt taknemmelig for støtten fra Spanien og Kolding. I ved hvem i er og i skal vide, at jeg til enhver en tid har jeres ryg. Uanset hvad der sker og uanset hvilke offer det kræver af mig. Ja, jeg er også nød til at anerkende gæsterne på mit stamværtshus Café Haraldsborg for at acceptere, anerkende og understøtte mit alkoholstop. I er så seje.
-----
Hvad bringer fremtiden???
Forandringsprocessen for min person vil nok pågå i en del tid fremover. Ja, den vil vel ret beset aldrig stoppe. Så det hersker der ingen tvivl om vil have mit fokus. Så det vil naturligvis lægge beslag på min tid og min energi. Derudover så er der kommet nye mål. Mål som jeg gerne vil delagtiggøre læserne af bloggen i.
Faglig udvikling:
Jeg skal forsat udvikle mig intellektuelt og anvende min nysgerrighed konstruktivt i både en professionel, politisk og spirituel kontekst. Der er taget en del skridt i forhold til dette. Blandt andet med min gennemførelse af og certificering som coach. Denne bliver lige nu fulgt op af en Masterclass i Human Ressource Development hos Probana. Seneste skal denne følges op af en Master i enten Innovation eller Management development.
Fysisk udvikling:
Jeg har tidligere i denne måned meldt mig ind i Tri Team Kvik. Her vil jeg søge at bryde nogle af mine egne grænser. Blandt andet min frygt for at svømme. Målet er at gennemføre Powerman Duathlon i 2015 og et tristævne senest i 2016. Den fulde Iron Man er det ultimative mål og skal gennemføres på et eller andet tidspunkt. Men det ligger længere ude i horisonten. Har så også lige meldt mig til Haspa Hamburg Marathons 30 års jubilæum i 2015.
Relationer:
Jeg har i det forgangne år fundet ud af hvem der vil mig i deres liv. Disse relationer vil jeg i første omgang søge at udbygge og vedligeholde. Dernæst er der enkelte relationer, hvor jeg stadig ønsker folk i mit liv, men hvor jeg er lidt uklar på hvor de øvrige deltagere står. Det vil jeg gerne have skabt klarhed omkring.
Økonomi:
Det er et område jeg ikke rigtig har prioriteret det seneste år. Der har været styr på tingene, men jeg har ikke gjort større indsatser end jeg bare kunne overleve og fokusere på min personlige udvikling. Fremadrettet skal der arbejdes videre på drømmen om økonomisk uafhængighed og muligheden for at immigrere når børnene er blevet voksne. Drømmen om at forlade Danmark lever i bedste velgående.
Kærlighed:
Her står jeg nok samme sted som jeg gjorde før jeg mødte Marie. Tænker jeg bare skal leve livet og nyde nuet. Rammer lynet mig så vil det gøre mig utrolig glad. Så er jeg åben herfor. Rammer lynet mig ikke så har jeg det fint med kærligheden til mig selv, mine børn og dem jeg i øvrigt holder af.
Alt i alt er jeg glad, lykkelig og klar til fremtiden. Jeg er et mere komplet menneske end gennemsnittet. Jeg kender alle mine egne styrker og svagheder. Så fremtiden kan bare komme an. Jeg ved den er lys og jeg går upåvirket denne i møde. Fortrøstningsfuld og i balance.
#WhoDaresWin
#NoPainNoGain
#InLoveWithLife
Ingen kommentarer:
Send en kommentar