Ungdommens år - Svendborg & den første kærlighed 1991 - 1994

Dette kapitel omhandler min tid som studerende i Svendborg og mit første reelle møde med kærligheden.

Hun er en intelligent, berejst, køn og humoristisk kvinde. Hun forstår at udfordre mig og holder mig til ilden ift. at passe min skole. Pjækker dog konsekvent fra nationaløkonomi da professoren taler i 4 timer i samme toneleje, men ellers møder jeg faktisk som oftest op. Hun er også den første kvinde som skaber et socialt netværk sammen med mig. Jeg bliver introduceret for snart sagt gud og hver mand. Bliver mødt af alle med åbenhed og ærlighed. Jeg har det fantastisk i hendes selskab.

I foråret 1992 beslutter vi os for, at 2 huslejer på et kollegie er bedre givet ud til en husleje i en tre værelses lejlighed. Så der flytter vi sammen på Jægermarken. En dejlig tredje sals lejlighed med udkig til det smukke fynske øhav. Det er en fantastisk tid og jeg har det råde-/albuerum jeg har behov for. Vi er ofte sammen, men respektere også, at der skal være en tid hver for sig. Det går super godt.

I denne sommer 1992 - den varmeste i mands minde - vinder Danmark europamesterskaberne i fodbold. Jeg tror aldrig nogensinde jeg har været så beruset som denne aften. Klokken lidt over midnat må jeg strække våben og finde min seng. I denne sommer er jeg også på Midtfyns Festivalen sammen med Lene og Thomas. Lenes forældre boede i Ringe små 10 minutters gang fra festivalpladsen og både hendes far og mor arbejdede for Ringe Boldklubs bod på stedet. Denne sommer får jeg beskeden om at min morfar er gået bort mens jeg er på festivalen. Jeg er knust og tager fra festivalen til Kolding og videre til Esbjerg sammen med min familie. Jeg får sagt farvel til mit store idol i kapellet og indser da, at min mor og far har behov for at være alene. Der rækker jeg for første gang virkelig ud efter min søster. Så jeg tager hende med tilbage til Fyn og Midtfynsfestivalen. Jeg tager mig så at sige af min søster i de dage der kommer ved at skabe fest og glæde omkring hende. På det tidspunkt udvikler min søster og jeg reelt set det forhold til hinanden vi skulle have et lille årti frem i tiden. 

Min morfar bliver begravet umiddelbart efter festivalen på Jerne kirkegård. Året mister jeg min farmor. hun bliver begravet samme sted.

I december måned er vi til julefrokost med vores medstuderende på Svendborg Handelsskole. Vi har en hyggelig aften, men på et tidspunkt kommer Lene grædende hen til mig. En af vores medstuderende har mobbet hende og kaldt hende en lang række grimme ting. Jeg beslutter mig derfor for at tage en alvorlig samtale med vedkommende. Jeg forklarer ham, at jeg ikke vil finde mig i sådan en opførsel. Det ser ud som om han har forstået budskabet. Så festen forsætter ufortrødent. En lille times tid senere kommer Lene igen tårevældet hen til mig. Nu er hans retorik og udtalelser ift. hende kun blevet forværret. Jeg tager endnu en samtale med ham og beder ham om at holde sig langt væk fra Lene. Gør han det så sker der ham ikke noget.

Der går cirka en halv times tid. Så er balladen der igen. Jeg finder 'klaphatten' tager ham i struben og klynger ham op af væggen. Han vejer vel omkring 100 kilo og jeg vejer på det tidspunkt 80 kilo. Alligevel kan jeg få ham op af væggen i en arm grundet adrenalinen der pumper i mit blod. Ingen skal såre dem jeg holder af. Da jeg har ytret hvad jeg havde at fortælle ham og mere eller mindre var kølet ned så gør klaphatten det mest idiotiske han kunne gøre. Han sparker mig i skridtet og dette kunne ikke rigtig mærkes grundet adrenalin kicket. Han bliver flået til jorden og jeg kaster mig over ham. Han får slag på slag til hoved og krop. Jeg stopper ikke. Folk omkring os forsøger at få mig væk. Først en person, så 2 personer men først da de er 6-8 personer har de kræften til at få mig væk fra ham. Han er godt hævet i hovedet, er meget øm i kroppen og af en eller anden grund så sidder hans underben ikke ordentlig (det må være sket da han blev slynget til jorden). Han har mærket på egen krop, hvad det vil sige at udfordrer løvehanen gennem dennes flok. Han har fået et ordentlig lag tæsk.

Al dette resulterede i mit første møde med ordensmagten. Jeg blev naturligt sigtet for vold. Som den person jeg er, så nægtede jeg at udtale mig til politiet og forholdt mig ene og alene til, at det var dem som skulle bevise, at jeg ikke handlede i selvforsvar. Politiadvokatens afgørelse endte da også med en bøde til os begge for værtshus- / gadeuorden. Siden den dag udtalte 'klaphatten' sig ikke negativt om hverken Lene eller jeg.

I januar måned 1993 er det sidste semester på Markedsøkonom uddannelsen. Det er tid til hovedopgave skrivningen. Jeg havde - i samarbejde med skolen - lavet en aftale med Smith & Co. i Odense omkring en markedsundersøgelse af et nyt marked i Sydafrika. Så dette forår tog jeg flyveren til Cape Town og mit livs oplevelse. Jeg var så heldig, at Lene havde fået et legat fra Danske Bank og en lignende opgave for Kompan. Det var en fantastisk kombination. Den første tid dernede boede vi i det dejlige vindistrikt Stellenbosch. På Stellenbosch Universitetets gæsteboliger lige udenfor Stellenbosch. Boliger som er berømte/berygtet for, at det var der 'Apartheid' blev udtænkt. Og nej. Den filosofiske og videnskabelige tilgang til 'Apartheid' var milevidt fra det vi lærte at kende og foragte. 'Apartheid' i sin oprindelige form handlede om hvorledes man kunne skabe demokrati i landet uden landet blev kastet ud i katastrofer som man havde set i resten af Afrika og i resten af de tidligere kolonier. Hvordan sikre man sig en demokratisk overgang, hvor folket er uddannet nok til at kunne varetage de civile funktioner som kræves i et moderne samfund. Virkeligheden kom aldrig i nærheden af dette visionære skriftsstykke.

I Sydafrika mødte jeg for første og eneste gang også et folkefærd som skammede sig over deres historie. Sikker på samme måde som en tysker må have følt i 50'erne. Det var ubarmhjertigt at se et folk på denne måde have skyldfølelse over politisk inkompetence. Vi anmodede på et tidspunkt vores sydafrikanske kollegaer på Stellenbosch om at synge nationalsangen (der var ikke kommet en ny på dette tidspunkt). Det turde de ikke før de sorte medarbejdere også tilskyndede dem hertil og da de endelig gjorde det var det med skam i ansigterne.

Det var også afskyeligt at se, hvorledes volden og ligegyldigheden kunne pågå i dagligdagen. Vi overværede blandt andet en nedskydning af 3 personer midt på et torv i Johannesborg. Der var umiddelbar panik mens der blev skudt. Men straks herefter var tingene 'normaliseret' og folk bevægede sig videre. Ingen stoppede op og kiggede på de døde kroppe der lå på jorden.

I Sydafrika lærte jeg også omkring hvad åbenhed og tillid betyder. En af de læresætninger vi fik mens vi kørte rundt i biler i Johannesborg var, at vi aldrig måtte stoppe hvis vi forvildede os ud i eksempelvis Soweto. Og det skete jo så. Ved en fejl og grundet dårlige kort så førte jeg bilen ind i hjertet af Soweto. Reglen siger så at man skal sætte farten op og ellers bare skynde sig ud af området ved at forsætte lige ud. Det gjorde jeg ikke. Vi havde et Dannebrog i forruden så da vi nærmer os en kiosk stopper jeg under protester bilen og stiger ud for at spørge om vej. Jeg blev i den grad mødt med åbenhed og kærlighed. Folk i og omkring kiosken var helt vild for at tale med en udefrakommende og så en fra Danmark. I Soweto vidste alle, at det var de nordiske fagforbund der havde finansieret en ikke uvæsentlig del af ANCs kamp. Så som danskere var vi helte.

Det skal siges i forhold til ovenstående køretur, at da vi havde været i Sun City og ramte Johannesborg fra den forkerte side af byen om natten. Der kørte vi altså med låste døre og 200 km i timen igennem byen.

En sidste ting jeg lærte i Sydafrika er, hvor lidt et menneskeliv kan betyde i stammekrige. I Sydafrika fandtes der 2 taxaselskaber. Den ene ejet af Xhorsa og den anden af zulu stammen. Imens vi var dernede oplevede vi via aviserne, at en Xhorsa taxa havde skudt på en zulu taxa der var ved at samle en kunde op. Med de skadelige konsekvenser at en hel skolebus fuld af børn blev dræbt i krydsilden. I Sydafrika fik man et andet forhold til vold og drab. Man blev følelseskold og læste konsekvent ikke de første seks til otte sider af avisen.

Da vi kom hjem fik jeg skrevet min hovedopgave og afleveret denne. Fik også det resultat jeg gik efter. 2 x 11 tal (mundtlig og skriftlig). Så i sommeren/efteråret 2013 var jeg klar til den store ungdomsarbejdsløshed. Heldigvis var der noget som hed dimittendsatser og dagpenge. Dette sammenholdt med min festglæde var jo som sendt fra himlen. Og dengang blev man ikke sendt ud i ligegyldig aktivering eller skrivning af ligegyldige ansøgninger. Man fik lov til at være sig selv. Så jeg gav den god gas i de her måneder.

Lene derimod havde en anden ære og respekt for samfundet end jeg. Hun satte en evne i at være selvforsørgende. Så hun tog job i den lokale kvickly med at lange pølser over disken i grillbaren og slagteributikken.

Min manglende respekt for andre folks penge og hendes ære i at være selvforsørgende gav os nogle ordentlige ridser i lakken. Det sled godt og grundigt på vores forhold. Men jeg indser til sidst at hun naturligvis har ret. Har man evnen så har man fandme også pligten. Derfor overvejede jeg kraftigt hvorledes jeg kunne komme videre. Jeg gad ikke småborgerligheden og supermarkedet. Så jeg fandt et alternativ. Jeg ville gerne kunne gøre brug af min uddannelse, men ville også gerne tage genveje. Så jeg erindrede at jeg havde trukket frinummer ved min session. Jeg ringede derfor til Forsvarets Rekrutteringstjeneste og forelagde dem mit ønske. Jeg vil gerne aftjene min værnepligt... Men kun hvis jeg kan komme til Den Kongelige Livgarde. Det kunne jeg godt. Men jeg skulle vente halvandet år på at blive indkaldt. Fint tænkte jeg. Så napper jeg da bare halvandet år på ryggen. Nu har jeg jo taget initiativ til at komme videre.

Men den gik ikke. Eller rettere det gjorde den. Men i starten af 1994 finder Lene mig så uinteressant grundet min ugidelighed og laden stå til, at hun er mig utro med slagtersvenden fra Kvickly. Jeg har mødtes med dem om eftermiddagen på Frandsen og aftalt med hende, at jeg skal lave mad til os. Dette tager jeg hjem for at lave. Hun kommer bare aldrig. Først op på aftenen kommer hun hjem. Glad og i godt humør. Jeg tænker fint. Hun har fået et par øl og er i godt humør. Men straks hun sætter sig i sofaen kan jeg se noget i hendes øjne. Hun har været mig utro. Jeg konfrontere hende med min antagelse og ganske rigtigt. De har sammen været ude og sejle. I den forbindelse havde de så fuld byrdet min ydmygelse. Jeg var hvad man kaldte på godt dansk en hanrej. Jeg hadede hende fra dette øjeblik af. Ringede straks til mine forældre og anmodede om at flytte hjem. Dette gjorde jeg dagen efter. Jeg har ikke talt med hende siden.

Det var anden gang i mit liv, hvor jeg havde vist et andet menneske følelsesmæssig sårbarhed. Og anden gang jeg var blevet ramt af utroskab som afslutning på dette. Jeg hadede det. Jeg hadede følelser.

Musikken fra tiden i Svendborg handlede næsten udelukkende om grunge og hård rock. Så det må også være de afsluttende toner til dette kapitel.