mandag den 8. december 2014

Kompleksitet i hverdagen - hvordan håndtere man det som menneske?

Jeg har igennem nogle år arbejdet med kompleksitet og kompleksitetsteorien indenfor ledelse og organisationer.  Igennem dette arbejde er jeg blevet bekendt med David Snowden og hans teorier omkring kompleksitet. Jeg har været så heldig, at jeg har mødt manden af flere omgange og suget til mig af hans erfaringer fra arbejdet med organisationer over hele verdenen.

David Snowden og hans selskab Cognitive Edge arbejder med kompleksitet, narrativer og mikronarrativer (narrativer = fortællinger). Jeg er indenfor det seneste år blevet uddannet i anvendelse af deres værktøjer. Værktøjer som primært retter sig mod større kontekster.

Det har dog ikke forhindret mig i, at tage et af de centrale værktøjer i anvendelse i min personlige udvikling. Værktøjet jeg taler om er ”The Cynefin Framework”. Det er en teori indenfor kompleksitet som søger at give nogle svar på, hvorledes man kan håndtere kompleksitet, hvordan man agerer i denne.

Hele arbejdet med kompleksitet tager sit udgangspunkt i David Snowden og Mary E. Boone’s artikel: ”The leader’s framework for decision making”. Det er den mest omtalte og læste artikel nogensinde på Harward Business Review.


Artiklen kan læses her.









Modellen:
The Cynefin Framework arbejder med 5 domæner. De 5 domæner kigger på kausalitet og adskilles i forskellen på årsag/virkningseffekten.

Simple / Obvious (simple/indlysende)
Complicated (kompliceret)
Complex (kompleks)
Chaos (kaos)

Det femte domæne er disorder. I dette domæne findes der ingen kausalitet  og folk vil derfor trække sig ind i deres komfortzoner, når de træffer beslutninger.

De 5 domæner fremgår af denne figur med centrum som værende disorder.

Alle 5 domæner er konstant tilstede i en persons/organisations livscyklus.


Kigger man på modellen så er højreside karakteriseret ved at alt der foregår i en ordensramme. Der er kausalitet i dette domæne. Modsætningsvis er der lav eller ingen kausalitet i venstre side.

Kausaliteten er i simpel/indlysende domænet stærk. Det er her vi ved at 2+2 giver 4 og altid vil gøre det.

Bevæger man sig op i kompliceret så bliver kausaliteten løsere, men vi kan dog igennem analyser og observation finde klare tegn på hvad der giver resultatet. Et godt eksempel som Dave altid anvender er, at det er kompleks at adskille og samle en boing jet. Men det kan lade sig gøre. Igen og igen.

Kigger man på det komplekse domæne så er der ikke længere nogen  direkte kausalitet. Denne kan kun ses retrospekt. Vi kan derfor ikke analysere os frem til resultatet af vores handlinger. Her anvender Dave typisk eksemplet om Mayonaise. Det er forholdsvis simpelt at tilberede en mayonaise, men du kan ikke adskille og samle denne igen. Ja, du kan yderst sjældent ramme præcis  det samme resultat. I det komplekse domæne kan man retrospekt kigge på årsag/virkning.

I det komplekse område er der ingen kausalitet overhovedet.

Hvordan tilsiger modellen så man skal handle/agerer i de enkelte domæner?


I det simple / indlysende domæne:
Sund fornuft, kategoriser og ager/reagere. 

Det er typisk her vi har vaner og faste strukturer.  Ting vi gør regelmæssigt og kender resultaterne af. Det er her vi har faste strukturer.

I det komplicerede domæne:
Sund fornuft, analyser og ager/reagere.

Det er typisk dette vi klædes på til i vores uddannelsessystem. Vi kigger på sammenhænge og ud fra disse drage vi vores konklusioner.  Vi kan overskue antallet af variabler i ligningen og finde svarene.

I det komplekse domæne:
Prøv/sonder, sund fornuft og ager/reagere.

I dette domæne er der så mange variabler i ligningen og disse er konstant i bevægelse. Det eneste vi kan gøre er at skabe små forsøg, herefter anvende vores sunde fornuft og ager/reager på situationen.

I det kaotiske domæne:
Handling, sund fornuft, ager/reagere.

I det kaotiske domæne er det vigtigt at vise handling. Vi er nød til at gøre hvad situation kalder på i øjeblikket og så forholde os til det. På et tidspunkt rammer vi et eller andet der gør, at vi kan agere/reagere således at vi kan bevæge os væk fra det kaotiske domæne.






Hvordan anvendte jeg modellen i mit liv?

Lad mig først og fremmest slå fast, at der ingen videnskabelige belæg er for det følgende. Det er mine erfaringer og mine erfaringer alene der danner basis for mine udsagn.

Den væsentligste læring jeg havde gjort mig med The Cynefin Framework var, at svarene på hvorledes man arbejder med domænerne ligger/lå i de fortællinger der var i en organisation. Ikke nødvendigvis i de overordnede fortællinger, men i de fragmenter af fortællinger der var ude i organisationen og i organisationens omverden. For at arbejde med disse anvender Cognitive Edge et redskab som de kalder Sensemaker. De forsøger altså igennem mikro narrativer at kigge på afvigelser i et system for at kunne handle på disse. Der forefindes en del klip på youtube, hvor Dave fortæller om mikro narrativers betydning i hverdagen i en organisation og hvor meget disse betyder for helheden.

Da jeg i vinteren 2011/2012 bliver ramt af depression og konflikter med min ekskæreste stod det mig klart, at mange af mine handlinger skabte kaos i mit liv. Ting som egentlig aldrig burde være mere end kompliceret var enten komplekse eller i værste fald kaotiske. Ting som burde være simpelt var kompliceret.

Det gik egentlig først helt op for mig, da jeg i februar/marts måned 2012 bliver ramt af social angst, hvor galt det egentlig stod til. Den sociale angst fratog mig den sidste del af struktur i min hverdag. Den sociale angst kastede det meste af mit liv ind i kaos domænet.

Til at starte med accepterede jeg dette af ren og skær frygt. Accepterede det kæmpe nederlag social isolation betød. Heldigvis havde jeg på dette tidspunkt en, jeg kunne tale med om tingene og netop dialogen betød, at jeg begyndte at kunne handle i kaosset. Jeg accepterede ikke den mentale præmis, at døren var en hindring for mig. Efterhånden som jeg accepterede dette og de narrativer der lå bag dette, så blev den sociale angst forvandlet til at være komplekst. I den proces begyndte jeg at kunne teste mig selv og bevæge mig ud i virkeligheden igen. I den proces var det vigtigt, at jeg havde en livline der holdt mig oven vande og som gav mig en smule struktur i hverdagen.

Desværre tog jeg ikke denne succes med mig videre. Da den sociale angst ligesom havde lagt sig så blev jeg igen ligeglad med fortællingerne og de primære elementer i min hverdag: arbejde, alkohol, følelseslivet og forholdet til mine børn blev igen håndteret som om det var simpelt eller sund fornuft hvad jeg foretog mig. Historien for foråret 2012 viser med al tydelighed at dette ikke er tilfældet.

Jeg fortsætter derfor med at ødelægge mit liv indtil mit fundament endelig skred under mig i april/maj måned 2012. Nogen vil mene, det gjorde jeg selv i starten, at det var min ekskæreste der rev fundamentet væk under mig, men i princippet var det mig selv og fortællingerne om min person der rev fundamentet væk. Det var min manglende tillid til mig selv, mit selvhad og min selvmedicinering der ødelagde alt. Ja, den tog endda en del ofre med på vejen. Herunder ikke mindst i form af et ødelagt forhold.

Da jeg står der i slutningen af April måned står det mig klart, at jeg reelt set kun har 2 muligheder:
1) enten at gå linen ud og bekræfte fortællingerne.
2) lytte til fortællingerne, reflektere på disse og handle ift. at ændre disse.

Som det dovne menneske jeg er, så valgte jeg som de fleste ved nummer 1. Jeg valgte at skrue op for bekræftelsen af fortællingerne. Jeg valgte den direkte vej mod afgrunden. Men jeg gjorde det meget bevidst og med ærlighed overfor omgivelserne. Jeg gav mig selv 2 måneder til at komme herfra og bekræfte fortællingerne om min person som alkoholiseret, løgn- og svigagtig.

Da jeg står i Juni måned i Sundby Idrætspark har jeg fået nok. Nok af fortællingerne omkring mig selv. Både de fortællinger jeg selv have, men i særdeleshed de fortællinger som dem jeg holder af havde omkring mig. De 2 måneder havde dog bevidst overfor mig selv, at jeg kunne følge en plan og tage ansvaret for noget. Uanset hvor selvdestruktivt det så havde været.

Stille og roligt begynder jeg henover sommeren at arbejde med fortællingerne i mit liv. Jeg havde et cynefin lignende skema på min væg, hvor jeg plottede alle fortællinger om min person ind på. Alt var mere eller mindre placeret i det komplekse eller kaotiske område. At have alle disse overskrifter foran mig skabte den nysgerrighed og de refleksioner som var nødvendige for, at jeg turde begynde at arbejde med disse.

De første trædesten i processen blev lagt igennem nogle personlige tillidsskabende foranstaltninger. Blandt andet fik motion og meditation en fast plads i mit liv. Det var forholdsvis simple ting, der kunne placeres i det simple / indlysende domæne. Samtidig med at det ville bekræfte overfor mig selv, at jeg kunne have tillid til mine beslutninger. Dette var i samspil med en meget struktureret hverdag en af de væsentligste katalysatorer for, at jeg kunne bevæge mig til fortællingerne.

Som jeg har beskrevet i andre indlæg så blev værktøjer som johari’s vindue og CMM modellen væsentlige i det arbejde. Først var jeg nød til at blive opmærksom på, i hvilke kontekster de forskellige fortællinger fandt sted. Dette var en lang og forholdsvis lærerig proces. Da jeg var igennem hele kontekst analysen af de væsentligste fortællinger så blev jeg nysgerrig på disse. Det var her jeg kunne begynde at arbejde med Johari’s vindue. Først kigge jeg på min egen virkelighed. Hvad kendte jeg til og hvad skjulte jeg for omverdenen. Det jeg skjulte for omverdenen blev indledningen til denne blog fordi det var væsentlig for mig, at folk forstod noget omkring mine kontekster inden jeg ”konfronterede” dem med min nysgerrighed på deres fortællinger om mig. Både de åbenlyse fortællinger, men i endnu højere grad de fortællinger som ikke blev fortalt mig.

Samtidig med at jeg arbejdede med fortællingerne så søgte jeg også løbende at arbejde med nogle af de komplekse aspekter af mit liv. Eksempelvis hvordan jeg kunne være social uden at drikke alkohol. Dette testede jeg bl.a. med en Roskilde Festival og ved kontinuerligt at besøge de værtshuse, hvor jeg tidligere drak tæt.

Jeg er efterhånden ret fortrolig med Cynefin og mikro narrativer som værktøjer i min dagligdag. Derfor bliver jeg ikke så ramt længere af uforudsete hændelser. Da jeg rendte ind i en hjernerystelse i det tidlige forår blev denne tilstand hurtigt arbejdet fra en kaotisk/kompleks situation ned til at være kompliceret. Det samme gjorde sig gældende da der efterfølgende var brand i den ejendom jeg boede i. Mit personlige fundament er nu så stærkt, at jeg kan navigerer i en hverdag og bevæge mig fremad selvom tingene bliver kaotiske.

I processen med fortællingerne har jeg bevist bevæget mig på grænsen af hvad mit netværk og mine relationer har kunne holde til.  I flere tilfælde har det kostet mig personlige relationer fordi jeg har måtte anvende forsøg for at få fortællingerne frem. Eksempelvis pressede jeg min ekskæreste hårdt for hendes kontekster, forståelse af rammerne og formålet med dialogen, da hun kontakte mig igen efter et års stilhed. Dette kostede mig nok nogle svar, men bekræftede også andre.

Jeg har på intet tidspunkt gjort forsøg i min dialog med andre for at skade relationen. Relationerne har som sådan heller ikke taget skade af dialogen, men mere skabt en forståelse af at konteksterne er forskellige og muligheden for at skabe en konstruktiv dialog dermed har været fraværende. I disse tilfælde har jeg stiltiende valgt folk fra.

Opsummering på personlig kompleksitet
Kompleksiteten vil altid være tilstede i dit liv. Din egen personlige kompleksitet kan ikke projiceres over på en anden person. Hvad der er sund fornuft i en persons liv kan være kaotisk i et andets.

Lær at omfavne de forskellige domæner og frygt ikke det komplekse/kaotiske, men lær at naviger i dette. Med tiden bevæger alle elementer af vores livs sig igennem en eller flere faser af modellen.

Rent læringsmæssigt så er det min oplevelse, at de personlige forandringsprocesser er nemmere, hurtigere og mere overskuelige, når man tør omfavne kompleksiteten og kaos. For det er her du selv bliver værktøjet og ikke alt muligt andet. Du kan ikke sætte dig ned og analysere dig frem til løsninger, men er nød til at prøve dig frem og handle. I organisationer taler vi om, at det er her innovation har de bedste vilkår, såfremt vi er nysgerrige på de narrativer og mikro narrativer der ligger bag øjeblikket/momentet. Derfor anvendes ”The Cynefin Framework” også af bl.a. SWAT teams og Navy Seals.

Læs mere her