En anderledes dag

I dag skulle være en dag ligesom alle andre. Det bliver den ikke. Jeg har i den seneste måned kunne se i min kalender, at der lå en aftale på i dag. En aftale jeg selv havde lagt i kalenderen med en påmindelse om, at den ikke måtte åbnes før i dag. Jeg har styret min nysgerrighed, for jeg havde en svag erindring om hvad aftalen indeholdte.

For 1.000 dage siden træf jeg en beslutning. En beslutning som i øjeblikket var enorm og virkede uoverskuelig. Men jeg har fulgt denne beslutning og den er ligeså relevant i dag som den var på daværende tidspunkt.

For 1.000 dage siden virkede min krop ikke længere. Den kunne ikke af sig selv optage vitaminer såsom D og B vitaminer, min vægt var nede på 65 kilo, jeg var dybt depressiv og led af tilbagevendende anfald af bl.a. social angst. Alt sammen lidelser og resultater af mine egne tanker og handlinger. Mit ansvar.

På denne aften i midnatstimerne besluttede jeg, at den fremtid som jeg kunne se for mig selv, ikke var en fremtid jeg ønskede mig. Enhver anden fremtid virkede som en umulighed, men jeg valgte alligevel, at sætte mig nogle mål i minutterne og timerne efter mit livs største beslutning. Det var mål der blandt andet handlede om at:

•       gennemføre et maraton
•        finde mine sande værdier
•       få mere kvalitet i mit liv med mine børn
•       rejse mere
•       være økonomisk uafhængig
•       selvstændighed
•        opleve kærligheden
•        uselvisk kunne være noget for andre

Natten imellem den 26 & 27 juni arbejdede jeg med en detaljeret plan for hvordan ovenstående skulle/kunne realiseres. Jeg havde nogle ret ambitiøse deadlines for hvert eneste punkt.

Da jeg vågnede om morgenen den 27. juni 2013 kiggede jeg på planen og grinede sarkastisk af mig selv og udtalte ”det er umuligt det her”. Det var på dette tidspunkt, at jeg skrev et brev til mig selv. Jeg skrev det i hånden og scannede det senere på dagen for herefter at ligge det i kalenderen. Jeg har ikke skænket brevet en tanke siden da. Før i dag.

Men tilbage til den ambitiøse plan. Jeg havde jo truffet beslutningen og de der kender mig ved, at hvis jeg vitterlig beslutter mig for noget og beslutningen er forankret i mig selv, så går jeg også helhjertet ind i det. Jeg fandt mod, vilje og styrke i, at jeg altid har været enormt stædig og samtidig nysgerrig af en anden verden. Jeg har i princippet aldrig været bange for noget eller nogen. At udforske nye territorier var min metier. Det skulle være mine værktøjer.

Jeg har været igennem mange processer de sidste 1.000 dage. Jeg har været ude af blindgyder. Jeg har til tider været udsat for enormt pres fra omverdenen (hjernerystelse, brand, ’hjemløshed’). Men jeg har hele tiden haft øjet på bolden. Jeg ville være den bedste udgave af mig selv, og jeg ville opnå succes med de 8 ovenstående punkter.

Jeg kan godt afsløre, at jeg ikke har fået succes med ret mange af de 8 punkter. I hvert fald ikke i forhold til de deadlines jeg i udgangspunktet satte for mig selv. Jeg kan også godt afsløre, at på de områder, hvor jeg har fået succes er successen kommet tidligere end ventet.

At deadlines er blevet overskredet har som de øvrige udfordringer ikke betydet det store. Jeg har bare accepteret, at jeg som person ikke er vokset tilstrækkeligt til at opnå den succes jeg ønskede, og har så givet mig selv en ny ambitiøs deadline. Samtidig med dette har jeg kigget nærmere på, hvad jeg manglede for at realisere målene (værktøjer, viden eller muligheder). Jeg har altså ikke droppet målene. Men erkendt og anerkendt at mit bedste bud på en realiseringsdato ikke var godt nok.

Jeg er 100 % sikker på, at jeg nok skal få succes på alle 8 punkter. Jeg har ikke den mindste tvivl i mit sind herom. Successen kommer til mig, når jeg som person er klædt ordentlig på til at opleve denne.

Nå, men tilbage til brevet til mig selv. Brevet som blev skrevet dagen efter min beslutning om at stoppe med den selvmedicinerende alkoholisme og den selvdestruktive adfærd.

Brevet var på få linjer:

”Kæreste Dennis

du har kæmpet en brav kamp i 1.000 dage. Uanset om du har nået dine mål eller ej så har du vundet. Du turde kaste dig ud i det umulige. Det må og skal du anerkende dig selv for.

Du er elsket. Ikke bare af andre, men også af dig selv. Jeg håber begge dele nu er gået op for dig.

Jeg tror på dig. Jeg elsker dig.

Kærligst

Dennis”

Jeg er ikke i mål. Men jeg er på rette vej. Jeg er selv ansvarlig for min fremtid.