Karma: At forstå en andens lidelse.

Nogen gange overvejer jeg virkelig om der er noget der hedder karma.

De seneste 3 år har jeg forsøgt at sætte mig ind i hvad hjernerystelse gør ved et menneske. Specielt det sidste halvandet år har jeg forsøgt at blive klogere på handlemønstre hos en person ramt af hjernerystelse.

Hvad har det med karma at gøre tænker du? Ja, jeg har haft en tanke eller 2 om at folk bare skulle spænde ballerne og tage sig sammen. Har også engang i mellem tænkt at så slemt kan det ikke være.

Nu spørger du igen. Ja, hvad har det så med karma at gøre?

Torsdag den 4. september har jeg været forbi Gammel Kongevej og hente min telefon fra reparation. Jeg er i rigtig godt humør fordi det har været en god dag. Jeg har rimelig travlt med at komme hjem, fordi jeg gerne vil have en god lang løbetur og reflektere over dagens begivenheder.

Jeg rammer rødt i lyskrydset ved Vesterbrogade og H.C. Andersens Boulevard. Hvis man holder en god fart herfra så kan man tage en grøn bølge frem mod arbejder, og jeg kan derfor være hjemme på under 5 minutter. Da det bliver grøn træder jeg hårdt i pedalerne og distancere ret hurtigt de øvrige i lyskrydset. Da jeg kommer op på siden af Tivoli holder der en del turistbusser som der plejer. Det er der ingen problemer i, det gør der dagligt. Så jeg forsætter med god fart videre.

Da jeg kommer halvvejs igennem den kombinerede cykelsti/busparkering vælger en kvinde at bevæge sig ud imellem 2 busser, der holder med under en meters afstand i mellem sig.

Jeg har IKKE en chance. Når kun at tænke "det her kommer til at gøre ondt" inden jeg rammer hende med en 25-30 kilometer i timen og bliver slynget over hende med cykel flyvende endnu højere end jeg.

Jeg har ingen mulighed for at nå at reagere i situationen så tager fra i faldet med venstre side af mit ansigt - primært kindbenet. Der bliver slået et dybt hul og blodet fosser ud. Jeg bliver liggende og sunder mig i 30 sekunder. Selvom dette sker midt i myldretidstrafikken så stopper folk kun op. Der står en 30-40 mennesker omkring ulykkesstedet. Den eneste der hjælper er en ung kvinde. Hun er faktisk ret sød og bekymret. Den ældre dame som er trådt ud foran mig får ingen hjælp. Så jeg søger at gå/løbe efter hende for at spørge om hun er okay. Hun bløder kraftigt fra hovedet og har formodentlig også fået trykket et ribben eller 2. Der er en fra hendes turistselskab der siger til mig, at de har styr på det og nok skal sørge for hende. Derfor beslutter jeg, at jeg hellere må koncentrere mig om mig selv.

Så jeg samler mine ting og bevæger mig på gåben mod Amager. Da jeg går kan jeg mærke blod løbe ned af kinden. Jeg må have set ud af helvede til. Da jeg for halvandet til 2 år siden var ude for et lignende uheld skademæssigt så er jeg lidt bange for at tage hjem. Så jeg beslutter mig for at tage forbi Café Haraldsborg. Så er der da i det mindste nogen i min nærhed såfremt jeg skulle besvime eller lignende.

Det første jeg gjorde da jeg kom derhen var at komme is på ansigtet. Mens jeg sidder udenfor Café Haraldsborg begynder jeg at miste evnen til at fokusere på højre øje. Jeg tager derfor på Amager Skadestue for at få undersøgt ansigtet/øjet. Heldigvis er der ikke sket nogen skade med øjet, men lægen advarer mig om at jeg formodentlig har fået en kraftig hjernerystelse. Dette skubber jeg lidt i baggrunden, for jeg har det jo okay i hovedet. Ingen hovedpine eller lignende.

Om fredagen har jeg det værre end dagen før. Er ret svimmel og træt af h-til. Tager ret tidligt imod Jylland og samværet med mine børn. Christians 14 års fødselsdag skal fejres med bedste- og oldeforældre. Desværre bliver det en weekend, hvor jeg mere eller mindre er fraværende hele weekenden. Er træt, har hovedpine og bliver irriteret over støjniveauet.

Om mandagen (4 dage efter ulykken) tager jeg igen til lægen. Alle mine symptomer peger mod en konklusion. Jeg har officielt hjernerystelse.

De seneste 10 dage har jeg, hvis man ser bort fra lørdag/søndag, mere eller mindre ikke lavet andet end gå en tur, sove, lave mad og sove igen. Jeg har været isoleret og overladt til mine egne tanker. Normalt hvis kan jeg godt lide tiden til eftertænksomhed, men når man pludselig får meget tid, så vandre ens tanker i øst og vest. I nord og syd. Der er ingen hoved og hale i disse og man begynder efterhånden at blande tingene sammen. Jeg har ihvertfald siddet med følelsen af, at jeg mistede min forstand.

De sidste 10 dage har gjort mig opmærksom på, hvilket helvede blandt andet Marie har været igennem og hvilket helvede hun stadig går igennem. For mit eget vedkommende så håber og krydser jeg fingre for, at min tilstand forbedres indenfor den næste uges tid. Det var den tidshorisont min læge gav mig for hvor længe der burde gå med en normal hjernerystelse.

Så ja. Tror på at karma tog røven på mig. Den gjorde mig ihvertfald opmærksom på at man ikke skal prøve at sætte sig i andres sted og fortælle dem, at de burde/kunne gøre tingene anderledes, når man ikke selv har været der.

Licens.

Da en stor del af min proces er foregået her på bloggen så tænker jeg, at læserne heraf også skal delagtiggøres i min seneste facebook opdatering. Opdatering blev ledsaget af dette billede:

På facebook skriver jeg:

for 17-18 måneder siden flød min krop i alkohol. Det gjorde den på alle tidspunkter undtaget når jeg havde mine børn. Min krop var ved at give op, mit sind havde givet op, min omgangskreds havde givet op, min familie havde givet op. Ja, jeg havde også selv givet op. Jeg forsøgte sågar den nemmeste udvej uden at have styrken til at gennemføre det.

Valgte i dagene, timerne og ugerne efter det forsøg at løsningen måtte være en anden. Det er nu mere end 16 måneder siden jeg sidst har rørt alkohol. Min kropsfunktioner virker igen og min omgangskreds er så småt igen begyndt at åbne døren for mig (jeg føler mig stadig ret ensom og isoleret).

Igennem de sidste mange måneder har jeg kæmpet alene. Det tror jeg også på er den eneste vej til varige forandringer i sit liv. 

Det var det ihvertfald for mig. Det der reddede mig var IKKE kærligheden til mig selv, men kærligheden til mine nærmeste og dem som jeg havde svigtet. 

Det der virkede for mig var så IKKE mine nærmeste eller mine nærmestes hjælp. Snarere tværtimod. Når jeg reflektere over det så kommer jeg altid frem til at mine nærmestes gode intentioner altid var med til at fastholde mig i det lort jeg sad i halsen til.

Jeg indså på daværende tidspunkt, at jeg selv var værktøjet til de varige forandringer, at alle løsninger og muligheder var bestemt af mine egne handlinger. En af de væsentligste handlinger jeg har gjort igennem hele den periode er, at jeg har fokuseret ekstrem meget på mit fysiske velvære. Det har givet mig en psykisk styrke som har været selvforstærkende i forhold til at blive et bedre menneske. 

Derfor er det også med en glædeståre i øjnene, at jeg modtager min licens på mailen denne morgen. Det bliver en hård omgang, men sigtet er sat og kroppen klar hertil. Målet er en fuld Ironman senest i 2016 (gerne før). 

Jeg har kæmpet alene indtil videre, det vil jeg fortsætte med. Jeg har IKKE brug for mine nærmestes hjælp. Kun deres forståelse, accept og respekt for mine forandringer.

Hvis jeg kan skabe varig forandring i eget liv. Så kan alle andre også. Det handler bare om at turde, at vise mod og at handle. Ingen andre kan gøre dette for dig. Det kan kun du selv.

#InLoveWithLife
#NoPainNoGain
#WhoDaresWin



Dette følges i kommentarsporet op med:

Hudløs ærlighed er også en vigtig forudsætning. Både overfor selv og i ligeså høj grad overfor omverdenen.

og

Må vist hellere komme med en rettelse. Skriver i teksten at jeg har været uden alkohol i 16 måneder. Det er da en være gang løgn og latin. Den 26. august var det 14 måneder. Beklager fejlen. Det betyder så også der skal tages små 2 måneder af den anden tidsafgivelse i indlægget.

og

De 16 måneder der løber rundt i mit hoved er den tid der er gået siden Marie "endelig" mistede tilliden og troen på mig.

Narcississtiske træk i et forhold.

Det er i den sidste stykke tid gået op for mig, at mine narcissistiske træk ikke var årsagen til mit og min tidligere kærestes brud. Det handlede derimod også om hendes narcississtiske træk og hendes graven i hvad det egentlig betød. Det var åbenbart nemmere for hende at projicere over på min person og forholde sig til det der, end at forholde sig til det i forhold til hendes person og handlemønstre. Hvilket nok er meget menneskeligt og naturligt. Det er jo altid nemmere at kigge ud mod verdenen end at kigge fra verdenen ind mod en selv.

I min optik er det også dette, der har blokeret for enhver form for kommunikation og dialog, hvilket kun har gjort processen i forbindelse med bruddet endnu sværere. 

Bruddet handlede altså ikke alene om mit manglende selvværd, selvtillid og manglende selverkendelse. Det handlede i endnu højere grad om hendes manglende selvværd og selvtillid. Hun forstod ikke at jeg kunne elske hende fordi hun ikke elskede sig selv. Det er denne manglende kærlighed til sig selv, der har gjort, at hun aldrig har været rodfæstet, men altid er flyttet. Det er det der altid har gjort hun er løbet bort når der har været udfordringer. Nøjagtig de samme handlemønstre som jeg kender fra mig selv. Jeg ved hendes intentioner har været ærlige og reelle. Men som hun gentagne gange pointerede overfor mig, så er det handlingerne der definere hvem vi er og hvor vi går hen.

Dette forklarer også hvorfor jeg aldrig oplevede nogen af de ting, jeg efterspurgte i vores forhold. Ting som reelt set havde betydning for min sociale angst i foråret 2013:

Det forklarer også hvorfor hun aldrig troede på:
- urealistiske forventninger.
- manglende anerkendelse af min person eller de mål jeg gik efter.
- mistroisk i forhold til mine intentioner og handlinger.

- at jeg finder hende speciel og unik.
- at hun ikke rigtig forstod min anerkendelse af hende.
- at hun ikke kunne tage dialogen omkring følelser.
- at hun kunne bringes ud af kurs når de kærlige følelser faktisk ramte hende.

Jeg håber virkelig for hende, at hun har brugt det seneste halvandet års tid til at gøre noget ved dette. For hendes egen lykkes skyld. Nøglen til kærlighed, trivsel og egen familie (som er/var hendes store drøm) ligger dybt begravet i hendes eget system. Ligesom min vej til kærligheden og trivsel i dagligdagen går igennem mit arbejde med mig selv.

Ovenstående giver også den fulde forklaring på hvorfor vi ikke lykkedes. 2 mennesker med lavt selvværd og kærlighed til sig selv har ingen mulighed for at løfte hinanden. Og da slet ikke når de ud af til har helt urealistiske forventninger/forestillinger om hvem de er og hvad de kan give. Uanset hvor stor kærligheden imellem dem så er.

Med denne erkendelse lukker jeg nu endegyldigt dette kapitel i mit liv. Jeg er ikke, hvem jeg var. Jeg håber på, at hun også forstår, at hun ikke er, hvem hun troede hun var. Altså hvem hun er og hvor meget hun faktisk fortjener kærligheden og ikke behøves at være speciel i hendes egne øjne så længe hun er det i andres. 

For at vi begge skal lykkes som mennesker er det i min optik vigtigt, at vi begge har fundet frem til vores reelle holdninger og værdier. Vi har fortjent at være lykkelige og kan måske takke hinanden over tid for, at vi sammen satte denne proces igang hver for sig. At det så aldrig kom os tilgode som par er jo bare den pris vi har måtte betale. Det har jeg det fint med den dag i dag. Jeg har vundet væsentlig mere end jeg tabte. Den selvindsigt jeg har i dag har været det hele værd.


#NoRegrets
#InLoveWithLife
#WhoDaresWin
#NoPainNoGain

Tillid til en selv - Tillid part III

Jeg har tidligere lovet, at jeg ville skrive et indlæg omkring hvorledes jeg fik genvandt tilliden til mig selv.

Dette indlæg har jeg udskudt igen og igen. Fordi det egentlig var lidt mere personligt end jeg havde regnet med. Jeg har meget godt tidligere beskrevet hvorledes mine handlinger var, når jeg ikke havde tillid til mig selv og hvor ondt/ødelæggende det var for mig og mine omgivelser. En ting som måske ikke skinner helt igennem i tidligere indlæg er at mistilliden til mig selv kommer mange steder fra:

• Den kommer fra ekstern mistillid.
• Den kommer fra manglende selvværd.
• Den kommer fra manglende selvtillid.
• Den kommer fra et sind formørket af depression.

De 3 første elementer giver mere eller mindre sig selv. Dem har jeg beskrevet ret godt i tidligere indlæg og i beretningen omkring mit liv. Der er sikkert også visse årsags-/virkningsforklaringer herpå. Hvad jeg ikke har berørt ret meget er så, at jeg faktisk har været ramt af depression og hård depression de sidste 10-15 år. En depression som også beskrives i enkelte afsnit af fortællingen omkring mit liv. En depression som 2 gange har bragt mig så langt ud til kanten, at jeg overvejede og planlagde at tage mit eget liv. Vel og mærket vidende at der var folk der holdte af mig og som ville blive såret og efterladt. Formodentlig til den samme kamp som jeg kæmpede. For hvorfor kunne jeg ikke hjælpe min far, min kæreste, min søn, etc.?

I forbindelse med min kamp mod depressionen så har jeg over 2 omgange været medicineret imod dette. Det er i forbindelse med begge medicineringsperioder trangen til udvejen er dukket op. Medicinen har virket fint ift. at tage toppen af isbjerget, men når denne så har været i kroppen et stykke tid så har nedturen bare været det større og bragt mig tættere på kanten. Derfor besluttede jeg også i juni måned 2013 at medicinen IKKE måtte fylde i mit liv. Hverken den medicin lægen ordinerede eller den medicin jeg selvmedicinerede mig med (alkoholen). Det var her hele spørgsmålet omkring tillid til mig selv dukkede op.

For hvis jeg skulle "klare" mig uden medicin så måtte jeg genfinde tilliden til mig selv. Jeg måtte genfinde balancen i livet. Et nyt ståsted. For mit vedkommende førte denne erkendelse og de medfølgende reflektioner hurtigt til, at jeg ikke bare måtte genfinde tilliden, men også måtte have struktur og disciplin ind i mit liv. Min laissez faire tilgang til mig selv og hverdagen kunne ikke fortsætte. Så i Juni måned gik jeg i tankeboks på hvorledes jeg kunne strukturere og disciplinere mig selv.

Fortsættes...

At arbejde med personlig udvikling.

En del som ønsker personlig udvikling læser en helvedes masse bøger. 

At skaffe sig viden omkring hvorledes man kan udvikle sig er essentielt for at bevæge sig fremad. MEN... de fleste glemmer i deres iver for forandring, at viden skal implementeres over tid. At der faktisk er en ret lang udlærings-/indkøringsperiode på initiativer man sætter igang. Derfor får de fleste et nederlag i deres udviklingsprocesser. 

Mit råd er simpelt:
1) Arbejd med det der er vigtigst for dig. Giver dig størst mentalt udbytte.
2) Giv det fuld fokus i et 6-9 måneder. 

En ændret adfærd tager tid at implementere. Typisk tager det op til et år før en adfærdsændring er rodfæstet. Når adfærden er rodfæstet i dig selv, så vil andre omkring dig stadig forvente dine gamle adfærdsmønstre og afledte handlinger heraf. 

Lad ikke dette slå dig ud. Men hold fast. Arbejd med dig selv for din egen og ikke andres skyld.

HUSK processen er cirkulær. Hvad der er vigtigst for dig ændrer sig over tid. Derfor vil nye skibe kunne sættes i søen med 6-9 måneders mellemrum. Men husk. Det vigtigste først. Hver gang.

Misforståelser.

Misforståelser kommer i alle størrelser. Det er min erfaring at de største misforståelser opstår, når man ikke er i samme kontekst og/eller på samme frekvens. Hvis man adder manglende tillid til den ligning så har man en uoverskuelig situation, hvor ingen af parterne har mulighed for at gøre noget uden det tolkes diamentralt modsat af de øvrige parter.

Ønsker man at komme ud af denne uoverskuelige situation må man derfor ændre rammerne og reglerne for kommunikationen. Man er nød til at søge mod samme kontekst og skrue på kommunikationen indtil man finder en fælles frekvens. Kun sådan kan misforståelser fjernes og undgås i fremtiden. 

#InLoveWithLife
#NoPainNoGain
#WhoDaresWin  

Behov for assistance.

Ifm. beslutningen om mit triathlon projekt var der en del tanker jeg aldrig delte med offentligheden. Det vil jeg heller ikke gøre lige nu, men jeg kan se, at mine tanker og idéer efterhånden er ved at udfolde sig så meget, at jeg må erkende, at jeg hverken økonomisk eller arbejdsmæssigt selv kan sætte alle skibe i søen alene.

Så jeg leder 4-5 gode mennesker, der alle kunne tænke sig at gøre en forskel, når det kommer til folkesundheden. Folk der er interesseret i at gå aktivt og ulønnet ind i et bestyrelsesarbejde i en velgørende organisation.

Jeg ønsker IKKE selv at være en del af den pågældende bestyrelse, men alene at være initiativtager, idémager og talsperson for organisationen. Selvfølgelig helt ulønnet.

Hvis du eller nogen i din bekendskabskreds skulle have modet herpå så smid mig en PB eller en mail på leth.dennis@gmail.com. Sørg for dit telefonnummer er inkluderet. Jeg vil kører en benhård screening proces for at finde de 4-5 personer som jeg tror på kan løfte min idé.

Dig som ikke er interesseret i aktivt foreningsarbejde. Dig kan vi også bruge. Initiativet får hen af vejen behov for sponsorer og ulønnede medarbejdere. Det kan du måske hjælpe med.

Sidst men ikke mindst så skal jeg meget gerne i kontakt med en hjemmeside guru og en grafiker. Igen. De skal arbejde ulønnet i den gode sags tjeneste.

Og nå ja. Det må jeg ikke glemme. Jeg skal også bruge en journalist eller kommunikationsuddannet til skrivning/redigering af en bog. Og et forlag.