De seneste 3 år har jeg forsøgt at sætte mig ind i hvad hjernerystelse gør ved et menneske. Specielt det sidste halvandet år har jeg forsøgt at blive klogere på handlemønstre hos en person ramt af hjernerystelse.
Hvad har det med karma at gøre tænker du? Ja, jeg har haft en tanke eller 2 om at folk bare skulle spænde ballerne og tage sig sammen. Har også engang i mellem tænkt at så slemt kan det ikke være.
Nu spørger du igen. Ja, hvad har det så med karma at gøre?
Torsdag den 4. september har jeg været forbi Gammel Kongevej og hente min telefon fra reparation. Jeg er i rigtig godt humør fordi det har været en god dag. Jeg har rimelig travlt med at komme hjem, fordi jeg gerne vil have en god lang løbetur og reflektere over dagens begivenheder.
Jeg rammer rødt i lyskrydset ved Vesterbrogade og H.C. Andersens Boulevard. Hvis man holder en god fart herfra så kan man tage en grøn bølge frem mod arbejder, og jeg kan derfor være hjemme på under 5 minutter. Da det bliver grøn træder jeg hårdt i pedalerne og distancere ret hurtigt de øvrige i lyskrydset. Da jeg kommer op på siden af Tivoli holder der en del turistbusser som der plejer. Det er der ingen problemer i, det gør der dagligt. Så jeg forsætter med god fart videre.
Da jeg kommer halvvejs igennem den kombinerede cykelsti/busparkering vælger en kvinde at bevæge sig ud imellem 2 busser, der holder med under en meters afstand i mellem sig.
Jeg har IKKE en chance. Når kun at tænke "det her kommer til at gøre ondt" inden jeg rammer hende med en 25-30 kilometer i timen og bliver slynget over hende med cykel flyvende endnu højere end jeg.
Jeg har ingen mulighed for at nå at reagere i situationen så tager fra i faldet med venstre side af mit ansigt - primært kindbenet. Der bliver slået et dybt hul og blodet fosser ud. Jeg bliver liggende og sunder mig i 30 sekunder. Selvom dette sker midt i myldretidstrafikken så stopper folk kun op. Der står en 30-40 mennesker omkring ulykkesstedet. Den eneste der hjælper er en ung kvinde. Hun er faktisk ret sød og bekymret. Den ældre dame som er trådt ud foran mig får ingen hjælp. Så jeg søger at gå/løbe efter hende for at spørge om hun er okay. Hun bløder kraftigt fra hovedet og har formodentlig også fået trykket et ribben eller 2. Der er en fra hendes turistselskab der siger til mig, at de har styr på det og nok skal sørge for hende. Derfor beslutter jeg, at jeg hellere må koncentrere mig om mig selv.
Så jeg samler mine ting og bevæger mig på gåben mod Amager. Da jeg går kan jeg mærke blod løbe ned af kinden. Jeg må have set ud af helvede til. Da jeg for halvandet til 2 år siden var ude for et lignende uheld skademæssigt så er jeg lidt bange for at tage hjem. Så jeg beslutter mig for at tage forbi Café Haraldsborg. Så er der da i det mindste nogen i min nærhed såfremt jeg skulle besvime eller lignende.
Det første jeg gjorde da jeg kom derhen var at komme is på ansigtet. Mens jeg sidder udenfor Café Haraldsborg begynder jeg at miste evnen til at fokusere på højre øje. Jeg tager derfor på Amager Skadestue for at få undersøgt ansigtet/øjet. Heldigvis er der ikke sket nogen skade med øjet, men lægen advarer mig om at jeg formodentlig har fået en kraftig hjernerystelse. Dette skubber jeg lidt i baggrunden, for jeg har det jo okay i hovedet. Ingen hovedpine eller lignende.
Om fredagen har jeg det værre end dagen før. Er ret svimmel og træt af h-til. Tager ret tidligt imod Jylland og samværet med mine børn. Christians 14 års fødselsdag skal fejres med bedste- og oldeforældre. Desværre bliver det en weekend, hvor jeg mere eller mindre er fraværende hele weekenden. Er træt, har hovedpine og bliver irriteret over støjniveauet.
Om mandagen (4 dage efter ulykken) tager jeg igen til lægen. Alle mine symptomer peger mod en konklusion. Jeg har officielt hjernerystelse.
De seneste 10 dage har jeg, hvis man ser bort fra lørdag/søndag, mere eller mindre ikke lavet andet end gå en tur, sove, lave mad og sove igen. Jeg har været isoleret og overladt til mine egne tanker. Normalt hvis kan jeg godt lide tiden til eftertænksomhed, men når man pludselig får meget tid, så vandre ens tanker i øst og vest. I nord og syd. Der er ingen hoved og hale i disse og man begynder efterhånden at blande tingene sammen. Jeg har ihvertfald siddet med følelsen af, at jeg mistede min forstand.
De sidste 10 dage har gjort mig opmærksom på, hvilket helvede blandt andet Marie har været igennem og hvilket helvede hun stadig går igennem. For mit eget vedkommende så håber og krydser jeg fingre for, at min tilstand forbedres indenfor den næste uges tid. Det var den tidshorisont min læge gav mig for hvor længe der burde gå med en normal hjernerystelse.
Så ja. Tror på at karma tog røven på mig. Den gjorde mig ihvertfald opmærksom på at man ikke skal prøve at sætte sig i andres sted og fortælle dem, at de burde/kunne gøre tingene anderledes, når man ikke selv har været der.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar