Forandringens vej er fortællingen om min proces mod at blive et helt menneske.
Værktøjer til personlig udvikling vil fremover blive postet på www.d-leth.dk.
Jeg nærmer mig stille og roligt nogle milepæle i min forandringsproces. Milepælene handler naturligvis om mit alkoholstop og er:
26. september er det 3 kalendermåneder
6. oktober er det 100 dage
I forbindelse med min forandringsproces har jeg været i dialog med forskellige dele af mit netværk og mine relationer for at bede om tilgivelse, og accept af at jeg kæmper for et bedre jeg. Den tilgivelse jeg har mødt har gjort vejen mod forandring nemmere.
Der er så også en del derude som ikke har ville erkende og anerkende min forandringsproces og det jeg faktisk kæmpede med. Fair nok. De personer skal nu få lov til også at være en del af mit fremtidige liv. Det eneste det kræver er, at de beder undertegnede om tilgivelse. Tilgivelse for at de ikke troede på mig og tilgivelse for at de ikke støttede op om processen. Nogen modarbejdede den indirekte.
De personer får også min fulde tilgivelse, hvis de hopper på forandringsprocessen inden dag 100. Efter denne dag vil jeg betragte disse mennesker som en del af min fortid og der vil de forblive. Min fremtid vil være forbeholdt dem som støttede op, som turde tilgive og som stå nøgen i forhold til hvad mit alkoholmisbrug gjorde ved vores relation.
Lad dette være et opråb til tvivlerne.
Til alle støtterne. Super mange gange tak for jeres støtte og support. Det har været en oktan indsprøjtning som har givet enorme kræfter og energier. Jeg håber I alle føler, at jeg har anvendt disse kræfter og energier konstruktivt.
Efter en lille gåtur med plads til reflektion så kom der lidt gang i tankevirksomheden.
Det er faktisk interessant, at landets store fortællere og digtere havde større indsigt i den menneskelige ageren og kompleksitet end de nulevende.
Citatet fra Ludvig Holbergs 'Jeppe på bjerget' er egentlig meget sigende.
Jeg har tænkt en del på ovenstående citat i de senere uge. Sømmet blev så banket yderligere i erkendelsens bræt mandag til den udvidede meditationstræning hvor også Grundtvig blev bragt i spil. Sømmet røg så helt i bund i erkendelsens bræt igår, da jeg læste om 3. generationscoaching og forbindelse til Kierkegaard.
De fleste mennesker vil gerne udvikle sig. De fleste mennesker vil også gerne hjælpe deres medmennesker i sådanne udviklingsprocesser. MEN... Vi har i dagens moderne samfund glemt alt om fortællingen. Vi har kun målet og succes i tankerne, da dette er noget målbart og håndgribeligt. Derfor er vi ikke længere interesseret i fortællingen. Vi forventer således alene at det at sætte mål er ensbetydende med at vi kan opnå succes. INTET kunne være mere arrogant og usandt.
Jeg er i mit lange misbrugsliv gentagne gange blevet sat overfor diverse succeskriterier med beskrevne konsekvenser såfremt dette ikke lykkedes. Mest udtalt i forholdet med Marie (hvordan skulle jeg eksempelvis kunne være ærlig overfor hende med økonomien, når hun havde opstillet en konsekvens, der betød hun forlod mig, hvis der var ting som gik skævt?).
Hun havde en karakteristisk og nutid tilgang til forandringsprocesser. En tilgang som de fleste vesterlændinge er vokset op med. Vi opstiller nogle mål for udviklingen og målsætningen vil bringe os frem til successen. Vi har lært at tænke lineær tænkning og matematik kan give en årsagsforklaring på alt. At vi gennem metodik kan finde successen eller vejen dertil. NEJ... Det kan vi ikke. Tværtimod så øger den lineære tankegang behovet for at væve på sandheden, komme med årsagsforklaringer på, hvorfor tingene ikke lykkes, og sidst men ikke mindst, så er den med til at reducere personen i forandringens centrum selvværd og successere. Reelt set leder den kun til fiasko (her taler jeg af personlig erfaring. Jeg har mange gange de sidste 2 år søgt at arbejde lineært med mine udfordringer. Har ikke oplevet andet end fiasko.) Lineær tankegang har altid en årsag/virkningsforståelse og er ret anvendelige indenfor områder, hvor man kan isolere/overskue omverdenens påvirkning af miljøet. Dette kan man ikke i personlige forandringsprocesser. Så 'hvorfor drikker Jeppe'?
Vil vi forandre os selv eller hjælpe en anden igennem en forandringsproces så er vi nødsaget til at interessere os for 'hvorfor drikker Jeppe'?
Forandringsprocesser er cirkulære. Cirkulære processer kræver dialog, de kræver overskud og de kræver relationelt bearbejdning og de kræver tid. Så hvis man af kærlighed ønsker at deltage i andres forandringsprocesser så skal man være villig til dialogen, man skal have overskuddet/tiden og ikke mindst lysten til at arbejde med relationen. Har man ikke dette så bør man melde pas til at deltage for så vil man opsætte lineære krav til personen der ønsker forandring og dermed indirekte være årsag til dennes fiasko. Cirkulær tankegang acceptere, at man ikke har en årsag/virkningsforståelse. Den acceptere, at man ikke kan isolere/overskue omverdenens påvirkning af miljøet. Den eneste måde hvorpå man kan forstå miljøet på er ved at stille sig i centrum heraf er at anvende dialoger og relationer.
Vil vi hjælpe andre til erkendelser eller give dem lysten til forandringer. Så er vi nødsaget til at interessere os for 'HVORFOR'. Når vi er nysgerrige på hvorfor så får vi en fortælling frem i lyset. En fortælling som vi kan arbejde med og ikke en konkret og 'målbar' udfordring.
Personligt arbejdede jeg meget på erkendelsen af min egen fortælling i de første dage/uger af min forandringsproces. Jeg var nysgerrig på mine handlemønstre. Jo mere opmærksom på min handlemønstre des mere optaget blev jeg på de påvirkninger de gav i mine relationer. Derigennem blev jeg bevidst om konsekvenserne af mine handlinger. INGEN fortalte mig om disse. Da jeg havde fået x antal forestillede fortællinger ned på papir så blev jeg nysgerrig på, om det så også var de fortællinger mine relationer oplevede. Den åbenhed og ærlighed hvorpå jeg bragte min egen nysgerrighed i spil på gjorde at folk ikke var bange for at vise mig den samme åbenhed og ærlighed. Tværtimod så fik jeg de usødede fortællinger der var om min person. Det var en meget svær proces og hård psykisk. Jeg vil til stadighed ønske, at der var en der havde holdt mig i hånden gennem processen. En som støtte min nysgerrighed på fortællingerne. En som turde stille de svære spørgsmål i forhold til disse. Psykologen stillede en del af de rigtige spørgsmål. Men vedkommende var jo udenfor mine erkendte relationer. Rejsen ville, i min optik, have været nemmere såfremt spørgsmålene var stillet af personer med større kendskab til mig og min person.
Nysgerrigheden på fortællingerne omkring min person gjorde, at:
fandt ud af hvilke relationer der betød noget for mig
fandt ud af hvilke fortællinger jeg ønskede at arbejde på
fandt ud af, at jeg ikke ønskede andres succeskriterier eller målsætninger, men alene ville søge efter den næste trædesten i min forandringsproces. Målsætningerne måtte gerne være tilstede i form af nye fortællinger. Men der måtte ikke være nogen 'projektplan' for vejen til dem.
I den følgende proces fandt jeg ret hurtigt frem til, at alle fortællingerne om min person havde fællesnævnere:
alkohol
lemfældig omgang med sandheden
manglende overholdelse af aftaler
manglende nærvær
manglende nysgerrighed
manglende ro / stabilitet
manglende refleksioner
Lægger man dertil, at jeg generelt var en egoist af en anden verden, som ubevidst var fuldstændig ligeglad med andres følelser og behov så havde man fanget essensen af alle fortællingerne.
Da jeg var nået så langt i processen kunne jeg tage papirerne frem igen omkring fortællingerne om min person. Jeg kunne igen blive nysgerrig på 'hvorfor drikker Jeppe'. Svaret kom ret hurtigt. Det var en cirkulær proces, der startede et sted. Løgnen. Løgnen gjorde jeg drak. Den manglende åbenhed om min person og mine følelser gjorde, at jeg med vold og magt søgte at skjule min egen fortælling. Det jeg så fokuserede på i den indledende proces, faktisk mens jeg drak, var at fjerne løgnene fra mine relationer. Feje den første trædesten i forandringsprocessen. De fleste vil nok mene, at jeg fejede for længe på den første trædesten, men jeg kom godt ud på den. Fandt ro der og nød det. Derefter kunne jeg tage fat på den næste trædesten i de nye fortællinger. Alkoholen.
Processen er stadig i gang. Jeg er efterhånden klar til at træde ud på den næste trædesten. Erkendelsen af at alkoholen er UDE af mit liv. Den er ikke længere en del af fortællingen om min person. Ikke i min egen fortælling. Den vil nok være det lang tid fremover i andres fortællinger. Men det er ene og alene på grund af deres manglende åbenhed og nysgerrighed. For gennem dette ville de hurtigt kun se den nye fortælling. Men de tør ikke.
Ligesom danskerne i det moderne samfund ikke tør åbne Holberg, Grundtvig og Kierkegaards udgivelser. De er simpelthen for tunge og svære at forholde sig til. De kræver at man læser et antal sider reflektere over tingene og så måske starter 10 sider før det punkt hvor man begyndte igen. Det er min oplevelse med Holberg, Grundtvig og Kierkegaard. Det er faktisk min oplevelse af al kvalitetslitteratur. At man finder nye nuancer som gør man lige er nød til at træde et skridt tilbage og reflektere over tingene. Måske derfor jeg primært læser faglitteratur?
Med denne replik vil jeg slutte fortællingen om 'Hvorfor drikker Jeppe'. Jeppe mistede meget fordi folk ikke stillede spørgsmålet. Ikke turde dialogen og relationen. Jeg mistede det dyrebareste jeg havde. Min soulmate og kærligheden. Fordi hun er ekstrem lineær opdraget som programmør og stud. phd. polit. og generelt har sparring fra folk fra lignende uddannelsesmæssig baggrund såsom ingeniører, cand. polit. og programmører. Alle folk med en lineær tankegang. Intet ondt om professionen. Kun om den manglende dannelse/menneskelige forståelse vi alle mere eller mindre er opdraget til. (Er selv uddannet indenfor det afsætningsøkonomiske område. Også et ret lineært felt.)
Derfor er jeg også af den faste overbevisning, at jeg er en af de få mennesker som faktisk kan hjælpe Marie videre i livet. Min menneskelige indsigt og indsigt i Maries tanker, handlinger og reflektioner giver mig et forspring som ingen psykolog eller lineær tænkende person kan anvende i deres bestræbelser på at hjælpe hende.
Men hjælpen er ikke ønsket. Det acceptere jeg og arbejder cirkulært videre med hvad det gør ved min egen forandringsproces.
Tak fordi du læste dette lille indspark i hvad jeg tænker er vejen til succesfulde personlige forandringsprocesser.
Jeg bliver gang på gang positivt overrasket over hvor støtten til ens udviklingsproces kommer fra. Hvis man tør være åben og ærlig omkring ens udfordring så står mange på spring til at hjælpe. Det er et af menneskets bedste kvaliteter. Næstekærligheden.
Fortællingen skrider stille og roligt fremad. Som nogen måske har kunne læse andetsteds så begynder fortællingen at gøre ondt.
Den smertefulde oplevelse af mistet kærlighed og det personlige ansvar herfor er ret detaljeret beskrevet i kapitlet om de 'bedste år'. Kapitlet fortæller i store træk om hvor svært jeg har haft det med at anerkende og respektere mine egne følelser og dermed også om hvordan jeg konsekvent spændte ben for mig selv og min egen lykke.
Nu hvor fortællingen mere og mere materialisere sig fra begyndelsen og henimod det kapitel så får læseren større og større indsigt i min personlighed. Nogen vil blive skræmt over de ting som kommer i den næste tid. Andre vil følge foragt. Og en del vil nok dele min frustration og fortvivlelse. Enkelte vil måske endda kunne tilgive mig handlinger i fortiden. Det er dog intet af dette der er min motivation for at 'udstille' mig selv. Det er en ren proces for at lære mig selv bedre at kende og forlige mig med min fortid. Jeg kan/skal naturligvis drages til ansvar for mine handlinger. Dette søger jeg ikke at undgå med bloggen. Tværtimod.
Jeg vil gerne opfordre læseren af bloggen til, at begynde læsningen forfra. Startende med indledningen og forordet. Læs fortællingen frem til og med kapitlet om 'ægteskabet og drømmen'.
Stop der og reflekter over den person du møder i fortællingen.
Hvad siger fortællingen om vedkommende?
Hvilken følelse giver han dig?
Hvordan ville du forholde dig i lignende situationer?
Hvad ville du gøre hvis det var en af dine nære og kære?
For helhedens skyld kunne det være ret givende for mange mennesker om du delte dine svar på dette indlæg. Grunden hertil er at der er mange som læser bloggen. Også folk der står i lignende situationer og griber efter håbet ud af tragedien. Måske du kan være med til at anspore dem til at handle. Ligesom Marie gennem 2 år var med til at anspore mig til at kigge ind af samtidig med at hun gav mig lysten til kærligheden og livet.
Jeg er fast besluttet på løbeturen. Efter denne tænker jeg på, at jeg vil starte op på det svære kapitel omkring ægteskabet og drømmen. Dette kapitel er det sværeste jeg kommer til at skrive. Her begynder den virkelige tragedie at gå op for mig. Her begynder turen fra at være en succes med kone, børn og VVV til et indelukket misfostre besat af spil til det fuldstændige kollaps og genopstandelsen.
I dette kapitel vil der være så meget information omkring mine dæmoner, at jeg allerede ved at skrive denne 'appetivvækker' har tårer i øjnene og ryster over hele kroppen. Så kapitlet vil nok komme drypvis og vil formodentlig først være fuld fortalt om nogle uger. Men de store linier og fortællinger kommer i aften. Så må de indre linier og detaljerne komme efterfølgende.
"Da jeg kommer hjem så sidder hun i køkkenet med 3 kufferter og 2 tasker pakket. Flybilletten til Aalborg var bestilt og hun ventede bare på at jeg kom hjem så hun kunne ringe efter en taxa. Intet jeg sagde kunne formilde hende. Intet forsøg på kærtegn og dialog hjalp. Jeg spurgte hende ind til, hvor længe hun havde planlagt dette her. Hun svarede, at hun havde overvejet det i en 2-3 uger. Altså fra det tidspunkt, hvor hun ville have mig frivilligt indlagt på psykiatrisk afdeling. Jeg følte mig forrådt og misbrugt. Så jeg lod hende gå. Da hun var halvvejs henne ved taxaen begyndte jeg at græde og løb efter hende. Et sidste kys ville jeg have. Det fik jeg. Det var langt og lidenskabeligt. Det var det sidste."
