Fortællingen skrider stille og roligt fremad. Som nogen måske har kunne læse andetsteds så begynder fortællingen at gøre ondt.
Den smertefulde oplevelse af mistet kærlighed og det personlige ansvar herfor er ret detaljeret beskrevet i kapitlet om de 'bedste år'. Kapitlet fortæller i store træk om hvor svært jeg har haft det med at anerkende og respektere mine egne følelser og dermed også om hvordan jeg konsekvent spændte ben for mig selv og min egen lykke.
Nu hvor fortællingen mere og mere materialisere sig fra begyndelsen og henimod det kapitel så får læseren større og større indsigt i min personlighed. Nogen vil blive skræmt over de ting som kommer i den næste tid. Andre vil følge foragt. Og en del vil nok dele min frustration og fortvivlelse. Enkelte vil måske endda kunne tilgive mig handlinger i fortiden. Det er dog intet af dette der er min motivation for at 'udstille' mig selv. Det er en ren proces for at lære mig selv bedre at kende og forlige mig med min fortid. Jeg kan/skal naturligvis drages til ansvar for mine handlinger. Dette søger jeg ikke at undgå med bloggen. Tværtimod.
Jeg vil gerne opfordre læseren af bloggen til, at begynde læsningen forfra. Startende med indledningen og forordet. Læs fortællingen frem til og med kapitlet om 'ægteskabet og drømmen'.
Stop der og reflekter over den person du møder i fortællingen.
Hvad siger fortællingen om vedkommende?
Hvilken følelse giver han dig?
Hvordan ville du forholde dig i lignende situationer?
Hvad ville du gøre hvis det var en af dine nære og kære?
For helhedens skyld kunne det være ret givende for mange mennesker om du delte dine svar på dette indlæg. Grunden hertil er at der er mange som læser bloggen. Også folk der står i lignende situationer og griber efter håbet ud af tragedien. Måske du kan være med til at anspore dem til at handle. Ligesom Marie gennem 2 år var med til at anspore mig til at kigge ind af samtidig med at hun gav mig lysten til kærligheden og livet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar