Det skal siges, at det var en fornøjelse at være igennem weekendens terapi. Ikke bare fordi jeg personligt rykkede mig helt vildt. Men fordi jeg også så de andre deltagere vokse med opgaven. Vi har fået et slags skæbne fællesskab. Dermed ikke sagt, at jeg vil møde dem i fremtiden, for det tror jeg ikke kommer til at ske (for det første fordi vi kun kender hinandens fornavne og dermed skal være opsøgende). Men vi kender nu hinanden på godt og ondt. Og skulle vi tilfældig mødes på åben gade så ville vi have den største respekt for hinanden.
Ovenpå weekendens terapi går jeg motiveret videre med min psykologiske udvikling. Målet er at komme så tæt på en mental styrke på 10 som overhovedet muligt. Nu tror jeg så også på det kan lade sig gøre, og jeg tænker ikke udfordringen er uoverkommelig. Tværtimod så er jeg begyndt at have følelsen af at de kommende 10 1-1 sessioner vil være overflødige. JA, JA. Ved godt at højt at flyve er dybt at falde. Så går ligeså motiveret ind til de sessioner som til alt andet jeg har kastet mig selv ud i de sidste 3 måneder.
Jeg vil gerne bruge dette indlæg til at samle op på ugens og måneders skelsættende begivenheder. For der er flere af disse end som så.
I midten af ugen var jeg hos lægen for:
- Jeg ville stoppe med at tage antidepressiver.
- Jeg ville gerne have en pejling på min kropslige 'ødelæggelse'
Ad. 1.
Lægen konstaterede ret hurtigt hvilket mental overskud jeg havde. Da jeg indtil da havde fået mild medicinsk behandling for min depression besluttede han, at jeg kunne smide antidepressiverne med det samme. Hans eneste betingelse var, at jeg forsatte med at tage den halve dosis søvnmedicin om aftenen samtidig med min meditation. Det var vigtigt for ham, at jeg forsat havde energien og overskuddet til min forsatte udvikling.
Ad. 2.
I forhold til mine kropslige udfordringer så har min krop igennem de seneste 10 år ikke optaget b-vitaminer. Indenfor det seneste år stoppede den så med at optage endnu flere vitaminer og mineraler. Altsammen noget som gav anledning til alle de lægelige undersøgelser jeg var igennem i løbet af 2011 til 2013. Blodprøverne viste at alle målinger for vitaminer og mineraler var på eller over normalen. Blodsukkeret lå også lige som det skulle. Mit blodtryk var i øvre kvartil af det optimale og min hvilepuls var på 59. Undersøgelsen af mine lunger viste, at jeg havde en lungekapacitet som var over normalen. Egentlig lidt utrolig med tanke på at jeg har røget næsten uafbrudt siden jeg var 15 år og i de senere år har røget mellem 25 og 35 cigaretter om dagen.
Fysisk er der sket utrolig meget siden jeg ramte bunden for 3 måneder siden. På dette tidspunkt mindede jeg mest af alt om en indsat fra en koncentrationslejr. Vægten sagde 74 kilo for 185 centimeter. Alt gik den forkerte vej med kroppen.
Sidden da har jeg været særdeles fysisk aktiv. Jeg satte mig nogle klare fysiske mål i starten. Jeg nåede dem alle langt før tid og derfor blev jeg motiveret til at udfordre mig selv yderligere og tilmeldte mig derfor 2 marathon løb i 2014. Ved så ikke om det er underbevidstheden der leger med mig. Men drømte i nat at jeg deltog i en Iron Man. Så må hellere snart komme igang med svømmetræningen også. :-) Ej, spøg til side. De 2 marathonløb i 2014 skal jeg nok fuldføre såfremt jeg ikke bliver skadet. Når disse engang er fuldført vil jeg sætte mig nye fysiske mål.
Oversigt over løbede kilometer i perioden.
Udover løbetræningen så har jeg også dagligt dyrket 2 x cirkeltræning morgen og aften. Resultatet er at jeg efterhånden er godt muskuløse grænsende til det senede.
Lægger man en ændret kostvane og kosttilskud til ovenstående så når jeg igen tilbage på 83 kilo dags dato. Målet var oprindeligt 90 kilo. Men jeg tror jeg sætter mig tilfreds med 85 kilo. Så der mangler lige et par kilo indtil kroppen er hvor jeg ønsker den skal være. De par kilo plus en øget minimering af fedtprocenten skulle gerne give mig en god ballast til vintertræning som jo kan forventes at skulle foregå indendørs. Men alt i alt er jeg rigtig godt tilfreds med min fysiske tilstand.
Jeg vil endnu engang gerne takke familie, venner, bekendte og læserne for deres støtte i min proces. Jeg ved mange af jer havde opgivet mig. Jeg ved mange af jer ikke troede på mig. Og hvorfor skulle i det? Jeg havde jo gjort alt, hvad jeg kunne for at i ikke skulle have tiltro eller tillid til mig. Men jeg er som sagt super taknemmelig for at flere og flere er kommet ombord på båden der tror på min person. Det varmer mit gamle hjerte (som jo er i super topform).
Når jeg nu har udtrykt min taknemmelighed over støtten overfor. Så må jeg også bede om yderligere støtte. For lige straks bevæger jeg mig ud på en rejse, hvor jeg ikke kan styre processen. En rejse hvor jeg satser alt. Herunder mine egne fremskridt. Ligesom jeg var nødsaget til forandringerne ligeså nødsaget er jeg til det videre forløb.
Ugen har desværre bragt mig yderligere sorger og negative tanker i mit forhold til Marie. Efterhånden som jeg er blevet mere og mere den person som hun altid har efterspurgt, så har hun fået det værre og værre. Hvori hendes udfordringer består i vil jeg ikke inkludere læserne i. Men jeg ved med mig selv, at Marie og jeg er forbundet af skæbnen. Jeg ved at vi har et sjælsfællesskab som er unik. Hendes smerte kom til mig før den blev mig fortalt. Den blev først fortalt til mig, da jeg selv udfordrede folk tæt på hende med at jeg kunne mærke hun fik det værre og værre.
Den viden jeg der har fået, og de uddybende analyser jeg har fået fra lægefaglige personer samt min venskabskreds gør, at jeg ser mig nødsaget til at gribe ind i hendes liv igen. Også selvom hun frabeder sig min hjælp og støtte. Jeg kan ikke og vil ikke stå på sidelinien og se hende gå til grunde, når jeg ved, at jeg kan redde hende, og da slet ikke når jeg har følelsen af, at jeg er den eneste der kan gøre det. Jeg har naturligvis forsøgt at trænge igennem til familien og lade dem forstå, hvordan de kunne hjælpe Marie. Også uden at jeg på nogen måde var impliceret. Men der bliver desværre ikke lyttet til mig. Det til trods for at der bliver nikket anerkenden og forstående til mine råd. Til trods for dette så oplever jeg stadig, at Marie får lov til at gå til. Det kan jeg som sagt ovenfor ikke lade ske. Så jeg har brug for al den støtte i kan give.
Nu kan det så godt lyde som om at jeg får ovenstående negative briller på fordi min egen drøm bliver tydeligere og tydeligere. Det er ikke tilfældet.
Min drøm - som bliver tydeligere og tydeligere - er, at få min egen familie igen. Jeg vil gerne Villa, Vovse og Volvo fortællingen. Jeg vil gerne denne fortælling med Marie hvis tidspunktet engang skulle blive til det. Indtil da vil jeg forfølge mine andre drømme som er økonomisk stabilitet, forsat nysgerrighed på det intrapsykiske og relationelle samt gennemførelsen af min coach uddannelse. I et lidt længere perspektiv vil jeg gerne finde et universitet, hvor man kan læse kandidatgraden i psykolog på aften eller weekendbasis. Min erhvervsmæssige drøm er at kunne skrive erhvervspsykolog på visitkortet efter HD (A) og Master Coach. Jeg vil gøre en forskel.
Tak fordi du læste med.
Sender kærlighed og varme tanker til folket.
Forsæt endelig med at smide de gode fortællinger i min indbakke. Både dem som i selv oplever og dem som i har set andre opleve. Jeg vil på et eller andet tidspunkt bringe disse konstruktivt i spil i forlængelse af arbejdet med denne blog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar