mandag den 9. december 2013

Reflektioner over det seneste års tid (Januar - Juni måned)

Refleksioner over det seneste års tid.

Jeg har igennem året af flere omgange delt mine tanker med læseren af denne blog. Jeg håber de fleste kan læse den udvikling, jeg har gennemgået. Den tilbagevendende læser vil nok kunne se en udvikling i mine refleksioner over eget liv. Refleksioner som har ændret min egen opfattelse gennem året.

Januar måned 


Det var en særdeles svær måned for mig at komme igennem. Marie og jeg havde haft nogle konflikter i løbet af december måned. Konflikter som mest af alt handlede om hendes manglende tillid til undertegnede og min egen mistillid til mig selv. Denne mistillid udmøntede sig kort inde i året i, at Marie traf beslutningen, at hun ikke ønskede at være sammen med mig længere. I den forbindelse tog hun til Aalborg for at være hos sine forældre og samtidig ville hun være længst muligt væk fra mig.

Dette var lidt en udfordring for mig. Det var det af 2 grunde:
1) Mine drømme om en fælles fremtid med Marie inkluderende det at stifte familie voksede.
2) Min økonomi blev lagt i ruiner.

På det tidspunkt valgte jeg, at jeg ville komme fuldstændig clean overfor Marie. At ærligheden måtte være 100 % for at jeg kunne udleve mine drømme. Derudover søgte jeg også at få bekræftet, at Marie gik med de samme drømme. At jeg ikke bare levede i en forestillingsverden.

Jeg fortalte derfor Marie om mit utroskab i den tidlige del af vores forhold. Jeg fortalte og inddragede hende også i mine økonomiske forhold. Jeg gjorde faktisk alt hvad jeg kunne for at skabe tillid imellem os. Det virkede. Efter små 10 dage i nordjylland vendte hun tilbage til ’hærværksvej’.

På det tidspunkt troede jeg, at vi havde fundet et nyt ståsted i vores forhold. At drømmen nu var indenfor rækkevidde. Når jeg kigger tilbage på januar/februar måned, så må jeg konstatere, at det bare var en mental forestilling. For reelt set udviklede jeg i den periode panisk angst og socialfobi. Jeg turde ikke bevæge mig ud fra mit hjem, og når jeg endelig var kommet ud, så turde jeg ikke bevæge mig hjem igen. Jeg var fanget af frygten for at miste min drøm.

Den periode gav dog utrolig meget til vores forhold. Vi kom tættere på hinanden end vi nogensinde havde været tidligere. Vi foretog os næsten alt sammen i denne periode. Det genskabte min tillid og jeg turde igen fokusere på drømmen om familien. Det gjorde så at min paniske angst og socialfobi stille og roligt forsvandt. Den dukkede dog op periodevis, men det arbejdede vi sammen om. Blandt andet gennem gåture midt på dagen og løbende sms beskeder og telefonopkald. Vi var altså et team. Det skal siges, at i den periode gik det også næsten kontinuerligt fremad med Maries hjernerystelse. At vi var et team var altså til stor gavn for os begge.

Februar – Marts

At vi kom over den periode gjorde, at jeg nu igen kunne begynde at fokusere på mine andre mål i livet. At jeg igen kunne arbejde med mine stærke sider. Som beskrevet andetsteds på bloggen. Så er jeg meget målorienteret og vægter konstant mine egne præstationer. Det betyder også, at jeg på daværende tidspunkt hele tiden vægtede om jeg var en succes eller en fiasko. Uanset om jeg var det ene eller det andet så skulle jeg enten belønnes eller straffes.  Da Marie og jeg ikke havde så meget social kontakt ud af til så blev belønningen og straffen for mit vedkommende altid social og dermed blev alkohol også altid inkluderet. At uforklarlige årsager har jeg altid opfattet alkohol som en naturlig del af det at være social. Det kom specielt til udtryk i denne periode.

At jeg på denne måde påtvang mig selv til at være social betød også, at jeg mistede noget af det, jeg havde vundet i januar og starten af februar måned. Jeg mistede de timer, jeg dagligt reflekterede over tingene og min ærlighed overfor mig selv. Jeg troede jeg havde styr på alt. Men havde i virkeligheden ikke styr på ret meget. Og slet ikke på det vigtigste i forhold til drømmen -> styr på økonomien. Der havde jeg stadig et udestående fra perioden i januar måned og det udestående gjorde,  set i bagklogskabens lys, at jeg igen isolerede mig fra Marie. Hvis hun ikke fik informationer om økonomien så opdagede hun jo ikke mit svigt. I bagklogskabens klare lys må jeg også erkende, at intet at sige er det samme som at lyve.

Men ja. Jeg valgte at fortie den opdaterede fortælling om min økonomi til Marie. I princippet glemte jeg alt om den i det øjeblik jeg havde fundet løsningen som ville indfinde sig i slutningen af April måned.

Fortielsen havde dog en negativ effekt på mit selvværd og skubbede igen til min uheldige tendens med at kroppen reagere negativt på løgne. Jeg blev igen mere og mere depressiv.

I den periode oplevede jeg det sådan at vores kærlighed voksede, på trods af at Marie havde gjort det klart, at hun ikke kunne påtage sig større økonomisk ansvar end hun allerede havde gjort. Sjovt nok opfattede jeg ikke dette som et faresignal. Det burde jeg nok have gjort.

April måned 

I starten af April måned er jeg så depressiv, at Marie og jeg har nogle alvorlige drøftelser på, hvorledes jeg kunne komme op af det sorte hul jeg var i. Marie var varm fortaler for, at jeg lod mig frivillig indlægge på psykiatrisk afdeling. Det mente hun ville være det bedste for både hende og jeg. Hun talte varmt omkring dette og virkede virkelig til at tro på, at det ville være den rigtige løsning for mig. 

Jeg brød mig dog ikke om tanken og fik drejet samtalen mod egen læge. I den forbindelse indvilligede jeg i, at vi sammen skulle opsøge lægen og jeg skulle acceptere, at jeg nok var nødsaget til igen at komme i medicinsk behandling for depression til trods for at netop dette skræmte mig af helvede til.

Mine egne noter til mødet med lægen lød:
Symptomer:

søvnløshed
koncentrationsbesvær
temperament
negative tanker
frustration
Panisk angst

Personlige oplevelser:
Udfordringer bliver mødt af ansvarsløshed og speederen i bund mod afgrunden.

Svært ved at leve op til egne og andres normer og krav.

Svært ved at overholde selv de simpleste aftaler – specielt dem jeg laver med mig selv.

Føler jeg leder efter en ”udvej” fra mit selvskabte misery.

Marie havde følgende tilføjelser til disse noter:
Jeg har læst dine noter, kære Dennis. Jeg ville nok tilføje noget i dur med ”nylig identitetstab” – at din skal er krakeleret for nyligt. At du både lider af selvhad og store problemer med at sætte noget nyt og godt i stedet for den falske Dennis.

Blot et forslag, sødeste J

Kys


Se nedenfor:





Men den 4. April 2012 var jeg altså ved lægen, og jeg blev diagnosticeret som værende svært depressiv. Lægen mente dog ikke, at det var så alvorligt at jeg skulle indlægges. Så medicinering blev på antidepressiver og sovemiddel.

Det hjalp mig faktisk meget at jeg var kommet i behandling. Jeg begyndte at få 7-8 timers sammenhængende søvn, hvilket var særdeles uvant for mig. Samtidig blev min evne til at reflektere over eget liv og tænke klart stille og roligt bedre og bedre. Jeg stod faktisk i en situation, hvor jeg kun kunne vente på at April måned var slut og den ærlige fremtid endelig kunne ramme Marie og jeg. At vi endelig kunne bevæge os aktivt henimod det vi begge ønskede: ægteskabet og et barn. 

Desværre udviklede April måned sig sådan, at Marie økonomisk måtte dække, at jeg ikke fra starten af måneden fik betalt min fulde andel af husholdningen. Dette var reelt set den endelige fejl fra min side. Hun havde jo gjort det klart at hun ikke ville bære mere/større ansvar for vores fælles økonomi. Var dette den egentlig årsag til bruddet?

Bruddet 

Jeg vil ikke beskrive bruddet engang til. Jeg er til stadighed ikke blevet klogere på hvad der gik galt. Udover at tilliden åbenbart aldrig var genvundet eller rettere, at jeg ikke havde fået opbygget nok følelsesmæssig opsparing til at trække på inden den økonomiske løgn ramte forholdet.

Alt omkring bruddet kan læses i slutningen af kapitlet om:  ’De bedste år – 2011 – 2013’

En ting der stadig gør rigtig ondt på mig at uklarheden over, at Marie i starten af April søgte at få mig indlagt. I den senere dialog udtaler hun, at hun har overvejet at flytte i 2-3 uger. Altså omkring tidspunktet for hendes forslag om at indlægge mig? 

Har dette været sagt i affektion eller gik hun faktisk med overvejelser om at indlægge mig og flytte?

Maj – Juni 

Hvad skete der egentlig i Maj/Juni måned?

I bagklogskabens klare lys så skete der vel egentlig det, at jeg kastede mig ud i alt det jeg elskede og vidste jeg var god til. Jeg gav den gas 6 timer i døgnet med at søge at sikre min økonomiske fremtid. De næste 6 timer brugte jeg på at fejre mine egne successer og drikke mig i hegnet. I timerne fra 20 til midnat skrev jeg til Marie og vedkendte mig min kærlighed og fortalte hende om mine drømme. Resten af døgnet sov jeg. Sådan gik det slag i slag. Jeg følte, at alt hvad jeg gjorde var jeg god til. At jeg var en succes. Samtidig så gik begyndte jeg mere og mere at meditere og skabe mig refleksive rum i dagligdagen. Refleksive rum som i starten mestendels blev ’nydt’ i beruset tilstand.
  

Hvad gjorde denne periode til noget af det mest skelsættende i mit liv?


Det må så absolut være at jeg genfandt evnen til at reflektere over mit eget liv. At jeg igen kunne nyde, at jeg var en succes og faktisk også kunne acceptere med godt humør, at jeg til tider var en fiasko. At jeg fandt evnen til at nyde nuet og de mennesker jeg omgav mig med.

Samtidig så er det også skelsættende, at jeg faktisk blev ved med at kæmpe for mine drømme selvom jeg konstant mødte en lukket dør og hvis den åbnede sig en smule så blev den smækket direkte i hovedet på mig. Jeg kæmpede for hvad jeg troede på.

De refleksive rum jeg fik skabt mig rundt omkring i min hverdag betød også, at jeg oftere og oftere begyndte at reflektere over livet mens jeg nød alkohol, og det var netop under en sådan refleksion jeg blev klart over, at jeg ikke ønskede at alkohol skulle være en betydende/styrende del af mit liv. Der jeg traf beslutningen om at alkoholen skulle vige sin plads for mine drømme og mit selvværd.

Hvorfor kigger jeg konstant tilbage på de 2 måneder som værende essentielle for min personlige udvikling?



Har nævnt lidt af det ovenfor. De refleksive rum, troen på succes og sidst men ikke mindst troen på, at jeg med tiden kunne sætte noget nyt og godt i stedet for det som var ødelæggende for mig. At jeg faktisk selv evnede at gøre dette som Marie ønskede lægen/indlæggelsen skulle hjælpe mig med. Troen på at jeg faktisk er et utrolig stærkt individ som påtager sig ansvar for eget og andres liv. For i den periode besluttede jeg også, at jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne for at hjælpe Marie ovenpå igen. Altså at jeg forsat turde være tro mod drømmen.

Hvad var der af frustrationer i perioden?


Jeg blev frustreret hver gang, jeg faktisk havde kontakt med Marie. Hun søgte konstant informationer på hvorfor hun skulle komme tilbage. Og hver gang hun fik positiv feedback eller bekræftelse på at tingene ikke var sådan som hun troede. Så trak hun sig alligevel. Dette skete en del gange. Hver gang hun fik sandheden om mine positive handlinger så blev hun bange. Min frustration bestod og består stadig i, at jeg ikke forstår hvorfor hun frygter sandheden.