torsdag den 14. august 2014

Narcississtiske træk i et forhold.

Det er i den sidste stykke tid gået op for mig, at mine narcissistiske træk ikke var årsagen til mit og min tidligere kærestes brud. Det handlede derimod også om hendes narcississtiske træk og hendes graven i hvad det egentlig betød. Det var åbenbart nemmere for hende at projicere over på min person og forholde sig til det der, end at forholde sig til det i forhold til hendes person og handlemønstre. Hvilket nok er meget menneskeligt og naturligt. Det er jo altid nemmere at kigge ud mod verdenen end at kigge fra verdenen ind mod en selv.

I min optik er det også dette, der har blokeret for enhver form for kommunikation og dialog, hvilket kun har gjort processen i forbindelse med bruddet endnu sværere. 

Bruddet handlede altså ikke alene om mit manglende selvværd, selvtillid og manglende selverkendelse. Det handlede i endnu højere grad om hendes manglende selvværd og selvtillid. Hun forstod ikke at jeg kunne elske hende fordi hun ikke elskede sig selv. Det er denne manglende kærlighed til sig selv, der har gjort, at hun aldrig har været rodfæstet, men altid er flyttet. Det er det der altid har gjort hun er løbet bort når der har været udfordringer. Nøjagtig de samme handlemønstre som jeg kender fra mig selv. Jeg ved hendes intentioner har været ærlige og reelle. Men som hun gentagne gange pointerede overfor mig, så er det handlingerne der definere hvem vi er og hvor vi går hen.

Dette forklarer også hvorfor jeg aldrig oplevede nogen af de ting, jeg efterspurgte i vores forhold. Ting som reelt set havde betydning for min sociale angst i foråret 2013:

Det forklarer også hvorfor hun aldrig troede på:
- urealistiske forventninger.
- manglende anerkendelse af min person eller de mål jeg gik efter.
- mistroisk i forhold til mine intentioner og handlinger.

- at jeg finder hende speciel og unik.
- at hun ikke rigtig forstod min anerkendelse af hende.
- at hun ikke kunne tage dialogen omkring følelser.
- at hun kunne bringes ud af kurs når de kærlige følelser faktisk ramte hende.

Jeg håber virkelig for hende, at hun har brugt det seneste halvandet års tid til at gøre noget ved dette. For hendes egen lykkes skyld. Nøglen til kærlighed, trivsel og egen familie (som er/var hendes store drøm) ligger dybt begravet i hendes eget system. Ligesom min vej til kærligheden og trivsel i dagligdagen går igennem mit arbejde med mig selv.

Ovenstående giver også den fulde forklaring på hvorfor vi ikke lykkedes. 2 mennesker med lavt selvværd og kærlighed til sig selv har ingen mulighed for at løfte hinanden. Og da slet ikke når de ud af til har helt urealistiske forventninger/forestillinger om hvem de er og hvad de kan give. Uanset hvor stor kærligheden imellem dem så er.

Med denne erkendelse lukker jeg nu endegyldigt dette kapitel i mit liv. Jeg er ikke, hvem jeg var. Jeg håber på, at hun også forstår, at hun ikke er, hvem hun troede hun var. Altså hvem hun er og hvor meget hun faktisk fortjener kærligheden og ikke behøves at være speciel i hendes egne øjne så længe hun er det i andres. 

For at vi begge skal lykkes som mennesker er det i min optik vigtigt, at vi begge har fundet frem til vores reelle holdninger og værdier. Vi har fortjent at være lykkelige og kan måske takke hinanden over tid for, at vi sammen satte denne proces igang hver for sig. At det så aldrig kom os tilgode som par er jo bare den pris vi har måtte betale. Det har jeg det fint med den dag i dag. Jeg har vundet væsentlig mere end jeg tabte. Den selvindsigt jeg har i dag har været det hele værd.


#NoRegrets
#InLoveWithLife
#WhoDaresWin
#NoPainNoGain









onsdag den 13. august 2014

Tillid til en selv - Tillid part III

Jeg har tidligere lovet, at jeg ville skrive et indlæg omkring hvorledes jeg fik genvandt tilliden til mig selv.

Dette indlæg har jeg udskudt igen og igen. Fordi det egentlig var lidt mere personligt end jeg havde regnet med. Jeg har meget godt tidligere beskrevet hvorledes mine handlinger var, når jeg ikke havde tillid til mig selv og hvor ondt/ødelæggende det var for mig og mine omgivelser. En ting som måske ikke skinner helt igennem i tidligere indlæg er at mistilliden til mig selv kommer mange steder fra:

  • Den kommer fra ekstern mistillid.
  • Den kommer fra manglende selvværd.
  • Den kommer fra manglende selvtillid.
  • Den kommer fra et sind formørket af depression.
De 3 første elementer giver mere eller mindre sig selv. Dem har jeg beskrevet ret godt i tidligere indlæg og i beretningen omkring mit liv. Der er sikkert også visse årsags-/virkningsforklaringer herpå. Hvad jeg ikke har berørt ret meget er så, at jeg faktisk har været ramt af depression og hård depression de sidste 10-15 år. En depression som også beskrives i enkelte afsnit af fortællingen omkring mit liv. En depression som 2 gange har bragt mig så langt ud til kanten, at jeg overvejede og planlagde at tage mit eget liv. Vel og mærket vidende at der var folk der holdte af mig og som ville blive såret og efterladt. Formodentlig til den samme kamp som jeg kæmpede. For hvorfor kunne jeg ikke hjælpe min far, min kæreste, min søn, etc.?

I forbindelse med min kamp mod depressionen så har jeg over 2 omgange været medicineret imod dette. Det er i forbindelse med begge medicineringsperioder trangen til udvejen er dukket op. Medicinen har virket fint ift. at tage toppen af isbjerget, men når denne så har været i kroppen et stykke tid så har nedturen bare været det større og bragt mig tættere på kanten. Derfor besluttede jeg også i juni måned 2013 at medicinen IKKE måtte fylde i mit liv. Hverken den medicin lægen ordinerede eller den medicin jeg selvmedicinerede mig med (alkoholen). Det var her hele spørgsmålet omkring tillid til mig selv dukkede op.

For hvis jeg skulle "klare" mig uden medicin så måtte jeg genfinde tilliden til mig selv. Jeg måtte genfinde balancen i livet. Et nyt ståsted. For mit vedkommende førte denne erkendelse og de medfølgende reflektioner hurtigt til, at jeg ikke bare måtte genfinde tilliden, men også måtte have struktur og disciplin ind i mit liv. Min laissez faire tilgang til mig selv og hverdagen kunne ikke fortsætte. Så i Juni måned gik jeg i tankeboks på hvorledes jeg kunne strukturere og disciplinere mig selv.

Fortsættes...

lørdag den 9. august 2014

At arbejde med personlig udvikling.

En del som ønsker personlig udvikling læser en helvedes masse bøger. 
At skaffe sig viden omkring hvorledes man kan udvikle sig er essentielt for at bevæge sig fremad. MEN... de fleste glemmer i deres iver for forandring, at viden skal implementeres over tid. At der faktisk er en ret lang udlærings-/indkøringsperiode på initiativer man sætter igang. Derfor får de fleste et nederlag i deres udviklingsprocesser. 
Mit råd er simpelt:
1) Arbejd med det der er vigtigst for dig. Giver dig størst mentalt udbytte.
2) Giv det fuld fokus i et 6-9 måneder. 
En ændret adfærd tager tid at implementere. Typisk tager det op til et år før en adfærdsændring er rodfæstet. Når adfærden er rodfæstet i dig selv, så vil andre omkring dig stadig forvente dine gamle adfærdsmønstre og afledte handlinger heraf. 
Lad ikke dette slå dig ud. Men hold fast. Arbejd med dig selv for din egen og ikke andres skyld.
HUSK processen er cirkulær. Hvad der er vigtigst for dig ændrer sig over tid. Derfor vil nye skibe kunne sættes i søen med 6-9 måneders mellemrum. Men husk. Det vigtigste først. Hver gang.

torsdag den 7. august 2014

Misforståelser.


Misforståelser kommer i alle størrelser. Det er min erfaring at de største misforståelser opstår, når man ikke er i samme kontekst og/eller på samme frekvens. Hvis man adder manglende tillid til den ligning så har man en uoverskuelig situation, hvor ingen af parterne har mulighed for at gøre noget uden det tolkes diamentralt modsat af de øvrige parter.

Ønsker man at komme ud af denne uoverskuelige situation må man derfor ændre rammerne og reglerne for kommunikationen. Man er nød til at søge mod samme kontekst og skrue på kommunikationen indtil man finder en fælles frekvens. Kun sådan kan misforståelser fjernes og undgås i fremtiden. 

#InLoveWithLife
#NoPainNoGain
#WhoDaresWin  

onsdag den 6. august 2014

Behov for assistance.

Ifm. beslutningen om mit triathlon projekt var der en del tanker jeg aldrig delte med offentligheden. Det vil jeg heller ikke gøre lige nu, men jeg kan se, at mine tanker og idéer efterhånden er ved at udfolde sig så meget, at jeg må erkende, at jeg hverken økonomisk eller arbejdsmæssigt selv kan sætte alle skibe i søen alene.

Så jeg leder 4-5 gode mennesker, der alle kunne tænke sig at gøre en forskel, når det kommer til folkesundheden. Folk der er interesseret i at gå aktivt og ulønnet ind i et bestyrelsesarbejde i en velgørende organisation.

Jeg ønsker IKKE selv at være en del af den pågældende bestyrelse, men alene at være initiativtager, idémager og talsperson for organisationen. Selvfølgelig helt ulønnet.

Hvis du eller nogen i din bekendskabskreds skulle have modet herpå så smid mig en PB eller en mail på leth.dennis@gmail.com. Sørg for dit telefonnummer er inkluderet. Jeg vil kører en benhård screening proces for at finde de 4-5 personer som jeg tror på kan løfte min idé.

Dig som ikke er interesseret i aktivt foreningsarbejde. Dig kan vi også bruge. Initiativet får hen af vejen behov for sponsorer og ulønnede medarbejdere. Det kan du måske hjælpe med.

Sidst men ikke mindst så skal jeg meget gerne i kontakt med en hjemmeside guru og en grafiker. Igen. De skal arbejde ulønnet i den gode sags tjeneste.

Og nå ja. Det må jeg ikke glemme. Jeg skal også bruge en journalist eller kommunikationsuddannet til skrivning/redigering af en bog. Og et forlag.

tirsdag den 5. august 2014

Betragtninger omkring ven- og bekendtskaber.

I min naivitet så troede jeg på, at ens venner og bekendte var nogen som ønskede at fortælle sandheden om en, som ville tage en i forsvar, hvis man blev angrebet, og som ville udfordre dem som angreb og tvivlede på en.


Jeg forventede som minimum at disse kunne gå i meta på venskabet og eventuelle konflikter som de utilsigtet var en del af. At de kunne være objektive og ikke valgte side. At de søgte sandheden i hvad der foregik og søgte at dele deres fortælling om mig og min udvikling/forandring. 


Nu er jeg blevet meget klogere på dette. Nu ved jeg hvad folk tænker om mig, hvem der tænker hvad og hvordan disse ikke ønsker at bidrage til en anden fortælling om mig. Ikke at udfordre den hidtidige fortælling om min person, er i min optik det samme som at acceptere og bekræfte denne, at man deltager i at ophøje denne til en universel sandhed og søger at fastholde mig i denne.


Jeg burde være ked af det.
Jeg burde være skuffet.


Men det er jeg ikke. Jeg er bare glad for endelig at vide, hvor jeg står, hvem jeg kan regne med, og hvem der ønsker at bidrage til en ny og anden fortælling om min person. En fortælling som ikke længere inkludere alkohol og min tidligere manglende integritet.


Jeg er faktisk glad og taknemmelig for denne viden, da den kan være med til at åbne nye perspektiver for min personlige udvikling. Om ikke andet så har det givet mig sikkerhed for, at jeg skal kæmpe endnu hårdere for at vise at fortællingen har ændret sig. At nye og anderledes kapitler skrives. 

Wikipedias beskrivelse af venskab