De første år - Familien 1972 - 1991

Dette afsnit indeholder informationer omkring den familiemæssige side af min opvækst. 


Hvor starter man henne? Kender mange som kan fortælle detaljeret omkring deres barndom. Personligt kan jeg ikke erindrer ret meget fra årerne før jeg blev konfirmeret og det jeg reelt set kan huske er mest i glimt og udpluk. Derfor kan denne første del af mit liv måske godt virke lidt rodet i sin form.

Min historie starter i Esbjerg på Sct. Josephs hospital den 19. december 1972. Der kommer jeg til verdenen til Rådhusklokkernes ringen kl. 12.00. Jeg er søn af en serigraf og en specialarbejder. De første år af mit liv gik min moder derhjemme eller arbejdede om natten. Min fader var på det tidspunkt jord- og betonarbejder. Når jeg ikke blev passet af min moder blev jeg som regel passet af min farmoder.



Min familie - på min faders side - var den gang tæt forbundne. Alle hans søskende og deres børn boede i Esbjerg området og indenfor kort afstand.

Det samme gjorde min morfar og farmor. Disse var begge enlige dog med den historie, at min farmor havde en kæreste. De boede hver for sig fra min fødsels til deres bortgang. Min mormor boede og bor i Aarhus med hendes mand. Min fars fader nåede jeg aldrig at møde, da han var gået bort et par år før jeg blev født.

Min fars side af familien er ret stor. Jeg havde på et tidspunkt 16 fætre og kusiner på hans side. På min moders side har jeg et par fætre.

Jeg selv fik et par år efter min fødsels en lillesøster. Sammen var vi grundlaget for mine forældres familiestreng.



I min tidlige opvækst havde jeg ild i røven og var slem til at komme til skade. Blandt havde jeg for vane at skrue ringklokken af min cykel og så styrer direkte ind i diverse mure med denne med det resultat at min næse konstant brækkede på samme sted. Personalet på børneafdelingen af Esbjerg Centralsygehus var på fornavn med mine forældre. Så ofte kom jeg til skade eller blev indlagt. Blev bl.a. i en tidlig alder opereret for brok og havde en forhud der groede sammen (ja, så kan man ikke tisse og skal skæres i). Siden hen brækkede jeg ben.



Da jeg havde ild i bagdelen og ikke ønskede/ville sove middagssøvn så er historien, at jeg kravlede/klatrede ud af de høje tremmesenge som fandtes dengang på børneafdelingerne og bevægede mig rundt på hospitalet til glæde for de øvrige patienter. Sygeplejerskerne opgav vist iflg. historien at holde mig sengeliggende.

En ting som jeg ofte også har fået fortalt om min person som barn er, at jeg var ufattelig stædig. Så stædig at jeg holdt op med at trække vejret såfremt jeg ikke fik min vilje.

En anden ting som står lysende i folks fortælling er min afhængighed af min fader. Fra en tidlig alder (omkring 2 års alderen) skulle jeg op med ham hver morgen fordi jeg ville drikke morgenkaffe sammen med ham. Så allerede som 2-3 årig begyndte min afhængighed af kaffe. På dette tidspunkt naturligvis med masser af sukker og mælk. Denne afhængighed og lyst til at lave ting sammen med min fader fulgte mig faktisk helt op til min konfirmationsalder. I forhold til dette så spillede min stædighed også ind der. Men det vender jeg tilbage til senere.

Som jeg har fået fortalt min tidlige barndom så boede mine forældre og den ene af mine fars søstre næsten op og ned af hinanden. Derfor var mine ældre fætre og kusiner nogen som tog sig af mig og beskyttede mig. De ældste af disse var 10-11 år ældre end jeg.

Mine forældre flyttede i 1980 fra Esbjerg til Vester Nebel ved Kolding. Det gjorde de efter min fader i et par år havde pendlet mellem Esbjerg og Kolding. Så det meste af min opvækst boede jeg i naturskønne omgivelser i en lille landsby. På daværende tidspunkt havde landsbyen både en kro, en brugs, en købmand, en bager, et posthus og en bank. I dag er der kun brugsen og bageren tilbage.

At mine forældre flyttede betød også, at jeg midt i 2. klasse skiftede skole fra Bakkeskolen i Esbjerg til Vester Nebel skole. Det må alt andet lige have været en god ting for mig. For kan huske at man i Esbjerg mente min ild i røven var grundet læse- og skrivevanskeligheder og derfor havde man placeret mig i en specialklasse. Næsten øjeblikkeligt efter jeg kom til Vester Nebel blev jeg 'integreret' i en normal klasse. En klasse som jeg fulgte frem til folkeskolens afgangseksamen.

Som tidligere nævnt så var min tidlige opvækst i Esbjerg. Mine 2 fastre var på dette tidspunkt begge gift med folk fra fiskerierhvervet. Det er en speciel støbning mennesker. Der er masser af alkohol involveret i deres liv når de er hjemme og selvom de ikke deltager i det daglige virke så ønsker de også at være kaptajner i hjemmet. Derfor har jeg også oplevet mine fastre har haft blå og gule mærker efter 'irettesættelser'.

Generelt set så oplevede jeg familien i Esbjeg - minus min onkel, hans kone og sønner - som værende dybt komplekse. Der var en særdeles hård tone i og omkring familien og simple ting som familiefester kunne udvikle sig på skræmmende måde. Jeg har bl.a. overværet, at en af min farmors runde fødselsdage gik op i vold og medfølgende knivstikkeri. At det var et uheld, at min farmoderes kærestes søm kom til at stikke/snitte med kniven er ingen undskyldning. Men sådanne ting oplevede jeg. Derudover oplevede jeg også i mine tidlige teenage år, at min jævnaldrene fætter og jeg mere eller mindre måtte smide selvsamme søn ud fra en rund fødselsdag fordi vedkommende ønskede at konfrontere min fader og onkel. Så familiefester i Esbjerg var sjældent den store humørspreder.

En ting som også skinner igennem det meste af min barndom er, at familien altid nød alkohol når den var samlet. En eller flere øl til maden og en kaffepunch efterfølgende var mere reglen end undtagelsen. Derudover så spillede familien meget. Dels på duer (ja, det gjorde man jo dengang), tips og hvor der ellers kunne være gevinster. Det var heller ikke undtagelsen at der blev spillet whist eller poker om penge. Det sidste vender jeg tilbage til.

Min egen erindring om min opvækst begynder omkring det 12-13 års alderen. Af en eller anden grund så falder det sammen med, at man begynder at ændre sig som menneske. Man går fra at været et barn til at være et ungt menneske. Der sker mange forandringer i ens liv. Fysisk som psykisk.

Jeg vil nu bevæge mig videre til mit forhold til min fader. Som nævnt i starten så har jeg fra en tidlig alder været tæt forbundet med min fader. Som helt lille stod jeg gerne op kl. 5 om morgenen for at få min 'morgenkaffe' sammen med ham. Ham var et af mine store idoler. Vi lavede utrolig mange sjove ting sammen. Det sammenhold jeg bedst kan huske med min fader er, at min fader ved siden af sit job som værkfører havde selvstændig virksomhed (i mine folkeskoleår). I de år kørte han flere gange i måneden ned til min morfar for at lave serigrafisk tryk på arbejdstøj og lignende. Det arbejde var noget VI havde sammen. Jeg gjorde arbejdstøjet klar til tryk og lagde det sammen igen når det var tørt. Det arbejde betød vi havde utrolig mange timer sammen alene næsten hver weekend. Dels skulle arbejdet jo udføres og dels havde vi en køretur på en lille time hver vej fra Vester Nebel til Esbjerg. Men det var en drømmeverden. Jeg havde min fader helt for mig selv. Vi kunne tale om alt. Vi hørte musik. Jeg læste. Vi spiste slik og drak sodavand. Og nå ja. Så tjente jeg også en skilling på det. Men bare samværet med min far var det hele værd. De stunder savner jeg ofte. De stunder hvor vi er på bølgelængde som den gang. Hvor der ingen sygdom eller bekymring er. På et tidspunkt omkring 13-14 års alderen så sniger ungdomssløvsindet sig også ind på mig. Vi havde en aftale om at vi skulle arbejde om lørdagen. Vi skulle tidlig afsted fordi der også var andre gøremål. Dengang var snooze knappen ikke helt opfundet, men jeg blev ved med at vende mig om og falde i søvn. Til sidst siger min fader, at nu gider han ikke mere og kører. Der går lige 5. minutter for jeg indser at han faktisk er kørt uden mig. Jeg bliver pisse arrig og min stædighed springer frem i mig. Min moder sover stadig. Der er ikke noget der hedder mobiltelefoner. Så jeg hopper i tøjet, går i garagen, finder min cykel frem og så kører jeg ellers mod Esbjerg. Da jeg kører ind i Andrup opdager min far mig på vejen tilbage til Kolding. Han har fuldført dagens arbejde og er på vej tilbage. Heldigvis så han mig for ellers måtte jeg have taget cyklen tilbage til Vester Nebel. For der var ingen i familien der var hjemme. Så meget betød mit samvær med min far for mig. Og jeg tænker hver evig eneste dag på hvordan vores samvær/dialog havde været såfremt han ikke var blevet syg. Han er/var mit idol. Han var supermand. Han var usårlig. 

Hvorfor skulle han rammes af Sclerose?

Her vil jeg foreløbigt afslutte min fortælling om familien med et stykke musik fra perioden. Stykket er med Kim Larsen og var en væsentlig del af bånd som altid kørte når turen gik til Esbjerg. Her er den dog i en nyere version


Ingen kommentarer:

Send en kommentar