tirsdag den 5. august 2014

Betragtninger omkring ven- og bekendtskaber.

I min naivitet så troede jeg på, at ens venner og bekendte var nogen som ønskede at fortælle sandheden om en, som ville tage en i forsvar, hvis man blev angrebet, og som ville udfordre dem som angreb og tvivlede på en.


Jeg forventede som minimum at disse kunne gå i meta på venskabet og eventuelle konflikter som de utilsigtet var en del af. At de kunne være objektive og ikke valgte side. At de søgte sandheden i hvad der foregik og søgte at dele deres fortælling om mig og min udvikling/forandring. 


Nu er jeg blevet meget klogere på dette. Nu ved jeg hvad folk tænker om mig, hvem der tænker hvad og hvordan disse ikke ønsker at bidrage til en anden fortælling om mig. Ikke at udfordre den hidtidige fortælling om min person, er i min optik det samme som at acceptere og bekræfte denne, at man deltager i at ophøje denne til en universel sandhed og søger at fastholde mig i denne.


Jeg burde være ked af det.
Jeg burde være skuffet.


Men det er jeg ikke. Jeg er bare glad for endelig at vide, hvor jeg står, hvem jeg kan regne med, og hvem der ønsker at bidrage til en ny og anden fortælling om min person. En fortælling som ikke længere inkludere alkohol og min tidligere manglende integritet.


Jeg er faktisk glad og taknemmelig for denne viden, da den kan være med til at åbne nye perspektiver for min personlige udvikling. Om ikke andet så har det givet mig sikkerhed for, at jeg skal kæmpe endnu hårdere for at vise at fortællingen har ændret sig. At nye og anderledes kapitler skrives. 

Wikipedias beskrivelse af venskab