Narcississtiske træk i et forhold.

Det er i den sidste stykke tid gået op for mig, at mine narcissistiske træk ikke var årsagen til mit og min tidligere kærestes brud. Det handlede derimod også om hendes narcississtiske træk og hendes graven i hvad det egentlig betød. Det var åbenbart nemmere for hende at projicere over på min person og forholde sig til det der, end at forholde sig til det i forhold til hendes person og handlemønstre. Hvilket nok er meget menneskeligt og naturligt. Det er jo altid nemmere at kigge ud mod verdenen end at kigge fra verdenen ind mod en selv.

I min optik er det også dette, der har blokeret for enhver form for kommunikation og dialog, hvilket kun har gjort processen i forbindelse med bruddet endnu sværere. 

Bruddet handlede altså ikke alene om mit manglende selvværd, selvtillid og manglende selverkendelse. Det handlede i endnu højere grad om hendes manglende selvværd og selvtillid. Hun forstod ikke at jeg kunne elske hende fordi hun ikke elskede sig selv. Det er denne manglende kærlighed til sig selv, der har gjort, at hun aldrig har været rodfæstet, men altid er flyttet. Det er det der altid har gjort hun er løbet bort når der har været udfordringer. Nøjagtig de samme handlemønstre som jeg kender fra mig selv. Jeg ved hendes intentioner har været ærlige og reelle. Men som hun gentagne gange pointerede overfor mig, så er det handlingerne der definere hvem vi er og hvor vi går hen.

Dette forklarer også hvorfor jeg aldrig oplevede nogen af de ting, jeg efterspurgte i vores forhold. Ting som reelt set havde betydning for min sociale angst i foråret 2013:

Det forklarer også hvorfor hun aldrig troede på:
- urealistiske forventninger.
- manglende anerkendelse af min person eller de mål jeg gik efter.
- mistroisk i forhold til mine intentioner og handlinger.

- at jeg finder hende speciel og unik.
- at hun ikke rigtig forstod min anerkendelse af hende.
- at hun ikke kunne tage dialogen omkring følelser.
- at hun kunne bringes ud af kurs når de kærlige følelser faktisk ramte hende.

Jeg håber virkelig for hende, at hun har brugt det seneste halvandet års tid til at gøre noget ved dette. For hendes egen lykkes skyld. Nøglen til kærlighed, trivsel og egen familie (som er/var hendes store drøm) ligger dybt begravet i hendes eget system. Ligesom min vej til kærligheden og trivsel i dagligdagen går igennem mit arbejde med mig selv.

Ovenstående giver også den fulde forklaring på hvorfor vi ikke lykkedes. 2 mennesker med lavt selvværd og kærlighed til sig selv har ingen mulighed for at løfte hinanden. Og da slet ikke når de ud af til har helt urealistiske forventninger/forestillinger om hvem de er og hvad de kan give. Uanset hvor stor kærligheden imellem dem så er.

Med denne erkendelse lukker jeg nu endegyldigt dette kapitel i mit liv. Jeg er ikke, hvem jeg var. Jeg håber på, at hun også forstår, at hun ikke er, hvem hun troede hun var. Altså hvem hun er og hvor meget hun faktisk fortjener kærligheden og ikke behøves at være speciel i hendes egne øjne så længe hun er det i andres. 

For at vi begge skal lykkes som mennesker er det i min optik vigtigt, at vi begge har fundet frem til vores reelle holdninger og værdier. Vi har fortjent at være lykkelige og kan måske takke hinanden over tid for, at vi sammen satte denne proces igang hver for sig. At det så aldrig kom os tilgode som par er jo bare den pris vi har måtte betale. Det har jeg det fint med den dag i dag. Jeg har vundet væsentlig mere end jeg tabte. Den selvindsigt jeg har i dag har været det hele værd.


#NoRegrets
#InLoveWithLife
#WhoDaresWin
#NoPainNoGain

Tillid til en selv - Tillid part III

Jeg har tidligere lovet, at jeg ville skrive et indlæg omkring hvorledes jeg fik genvandt tilliden til mig selv.

Dette indlæg har jeg udskudt igen og igen. Fordi det egentlig var lidt mere personligt end jeg havde regnet med. Jeg har meget godt tidligere beskrevet hvorledes mine handlinger var, når jeg ikke havde tillid til mig selv og hvor ondt/ødelæggende det var for mig og mine omgivelser. En ting som måske ikke skinner helt igennem i tidligere indlæg er at mistilliden til mig selv kommer mange steder fra:

• Den kommer fra ekstern mistillid.
• Den kommer fra manglende selvværd.
• Den kommer fra manglende selvtillid.
• Den kommer fra et sind formørket af depression.

De 3 første elementer giver mere eller mindre sig selv. Dem har jeg beskrevet ret godt i tidligere indlæg og i beretningen omkring mit liv. Der er sikkert også visse årsags-/virkningsforklaringer herpå. Hvad jeg ikke har berørt ret meget er så, at jeg faktisk har været ramt af depression og hård depression de sidste 10-15 år. En depression som også beskrives i enkelte afsnit af fortællingen omkring mit liv. En depression som 2 gange har bragt mig så langt ud til kanten, at jeg overvejede og planlagde at tage mit eget liv. Vel og mærket vidende at der var folk der holdte af mig og som ville blive såret og efterladt. Formodentlig til den samme kamp som jeg kæmpede. For hvorfor kunne jeg ikke hjælpe min far, min kæreste, min søn, etc.?

I forbindelse med min kamp mod depressionen så har jeg over 2 omgange været medicineret imod dette. Det er i forbindelse med begge medicineringsperioder trangen til udvejen er dukket op. Medicinen har virket fint ift. at tage toppen af isbjerget, men når denne så har været i kroppen et stykke tid så har nedturen bare været det større og bragt mig tættere på kanten. Derfor besluttede jeg også i juni måned 2013 at medicinen IKKE måtte fylde i mit liv. Hverken den medicin lægen ordinerede eller den medicin jeg selvmedicinerede mig med (alkoholen). Det var her hele spørgsmålet omkring tillid til mig selv dukkede op.

For hvis jeg skulle "klare" mig uden medicin så måtte jeg genfinde tilliden til mig selv. Jeg måtte genfinde balancen i livet. Et nyt ståsted. For mit vedkommende førte denne erkendelse og de medfølgende reflektioner hurtigt til, at jeg ikke bare måtte genfinde tilliden, men også måtte have struktur og disciplin ind i mit liv. Min laissez faire tilgang til mig selv og hverdagen kunne ikke fortsætte. Så i Juni måned gik jeg i tankeboks på hvorledes jeg kunne strukturere og disciplinere mig selv.

Fortsættes...

At arbejde med personlig udvikling.

En del som ønsker personlig udvikling læser en helvedes masse bøger. 

At skaffe sig viden omkring hvorledes man kan udvikle sig er essentielt for at bevæge sig fremad. MEN... de fleste glemmer i deres iver for forandring, at viden skal implementeres over tid. At der faktisk er en ret lang udlærings-/indkøringsperiode på initiativer man sætter igang. Derfor får de fleste et nederlag i deres udviklingsprocesser. 

Mit råd er simpelt:
1) Arbejd med det der er vigtigst for dig. Giver dig størst mentalt udbytte.
2) Giv det fuld fokus i et 6-9 måneder. 

En ændret adfærd tager tid at implementere. Typisk tager det op til et år før en adfærdsændring er rodfæstet. Når adfærden er rodfæstet i dig selv, så vil andre omkring dig stadig forvente dine gamle adfærdsmønstre og afledte handlinger heraf. 

Lad ikke dette slå dig ud. Men hold fast. Arbejd med dig selv for din egen og ikke andres skyld.

HUSK processen er cirkulær. Hvad der er vigtigst for dig ændrer sig over tid. Derfor vil nye skibe kunne sættes i søen med 6-9 måneders mellemrum. Men husk. Det vigtigste først. Hver gang.

Misforståelser.

Misforståelser kommer i alle størrelser. Det er min erfaring at de største misforståelser opstår, når man ikke er i samme kontekst og/eller på samme frekvens. Hvis man adder manglende tillid til den ligning så har man en uoverskuelig situation, hvor ingen af parterne har mulighed for at gøre noget uden det tolkes diamentralt modsat af de øvrige parter.

Ønsker man at komme ud af denne uoverskuelige situation må man derfor ændre rammerne og reglerne for kommunikationen. Man er nød til at søge mod samme kontekst og skrue på kommunikationen indtil man finder en fælles frekvens. Kun sådan kan misforståelser fjernes og undgås i fremtiden. 

#InLoveWithLife
#NoPainNoGain
#WhoDaresWin  

Behov for assistance.

Ifm. beslutningen om mit triathlon projekt var der en del tanker jeg aldrig delte med offentligheden. Det vil jeg heller ikke gøre lige nu, men jeg kan se, at mine tanker og idéer efterhånden er ved at udfolde sig så meget, at jeg må erkende, at jeg hverken økonomisk eller arbejdsmæssigt selv kan sætte alle skibe i søen alene.

Så jeg leder 4-5 gode mennesker, der alle kunne tænke sig at gøre en forskel, når det kommer til folkesundheden. Folk der er interesseret i at gå aktivt og ulønnet ind i et bestyrelsesarbejde i en velgørende organisation.

Jeg ønsker IKKE selv at være en del af den pågældende bestyrelse, men alene at være initiativtager, idémager og talsperson for organisationen. Selvfølgelig helt ulønnet.

Hvis du eller nogen i din bekendskabskreds skulle have modet herpå så smid mig en PB eller en mail på leth.dennis@gmail.com. Sørg for dit telefonnummer er inkluderet. Jeg vil kører en benhård screening proces for at finde de 4-5 personer som jeg tror på kan løfte min idé.

Dig som ikke er interesseret i aktivt foreningsarbejde. Dig kan vi også bruge. Initiativet får hen af vejen behov for sponsorer og ulønnede medarbejdere. Det kan du måske hjælpe med.

Sidst men ikke mindst så skal jeg meget gerne i kontakt med en hjemmeside guru og en grafiker. Igen. De skal arbejde ulønnet i den gode sags tjeneste.

Og nå ja. Det må jeg ikke glemme. Jeg skal også bruge en journalist eller kommunikationsuddannet til skrivning/redigering af en bog. Og et forlag.

Betragtninger omkring ven- og bekendtskaber.

I min naivitet så troede jeg på, at ens venner og bekendte var nogen som ønskede at fortælle sandheden om en, som ville tage en i forsvar, hvis man blev angrebet, og som ville udfordre dem som angreb og tvivlede på en.


Jeg forventede som minimum at disse kunne gå i meta på venskabet og eventuelle konflikter som de utilsigtet var en del af. At de kunne være objektive og ikke valgte side. At de søgte sandheden i hvad der foregik og søgte at dele deres fortælling om mig og min udvikling/forandring. 


Nu er jeg blevet meget klogere på dette. Nu ved jeg hvad folk tænker om mig, hvem der tænker hvad og hvordan disse ikke ønsker at bidrage til en anden fortælling om mig. Ikke at udfordre den hidtidige fortælling om min person, er i min optik det samme som at acceptere og bekræfte denne, at man deltager i at ophøje denne til en universel sandhed og søger at fastholde mig i denne.


Jeg burde være ked af det.
Jeg burde være skuffet.


Men det er jeg ikke. Jeg er bare glad for endelig at vide, hvor jeg står, hvem jeg kan regne med, og hvem der ønsker at bidrage til en ny og anden fortælling om min person. En fortælling som ikke længere inkludere alkohol og min tidligere manglende integritet.


Jeg er faktisk glad og taknemmelig for denne viden, da den kan være med til at åbne nye perspektiver for min personlige udvikling. Om ikke andet så har det givet mig sikkerhed for, at jeg skal kæmpe endnu hårdere for at vise at fortællingen har ændret sig. At nye og anderledes kapitler skrives. 

Wikipedias beskrivelse af venskab

1 år er gået - tid til refleksion (opdateret version - inkl. billeder)

Et år er gået siden den skelsættende beslutning om ikke at drikke.

Jeg har brugt den seneste uge på at reflektere over livet og det forgange år. Af en eller anden grund så var den sidste måned særdeles hård at komme igennem. Jeg kan desværre ikke gå i detaljer med hvad der gjorde måneden svær, men vil bare sige, at jeg ikke ville ønske en sådan måned for min værste fjende.

Den sidste måned har også været mærkelig i den forstand, at det første livstegn fra Marie i 5 måneder kom. Af en eller anden mærkelig grund så mente universet/skæbnen, at jeg også skulle have denne spand kold vand i hovedet. At hun lige skulle minde mig om, hvor dårligt et menneske jeg havde været, hvor meget hun nu kendte mig og hvor lidt hun troede på mine forandringer. Hvilket for øvrigt blev fulgt op med en trussel om politianmeldelse, da jeg via mail påpegede overfor hende, at hun absolut ikke kendte mig.

Nå, men det er jo livets gang at opleve noget sådan.

Dagen i dag er 1 årsdagen for mit alkoholstop. Jeg har fejret dagen med et besøg hos min psykolog. Han mente at jeg skulle være stolt af mig selv. I øvrigt noget flere af læserne af bloggen, venner, bekendte og familie også har påpeget. Jeg har ikke sagt dette til andre end psykologen.

Men hvorfor skulle jeg være stolt???

Hvad har jeg at være stolt over???

Ja, jeg har reddet mig selv fra undergangen. Men hvad har jeg ellers opnået???

Ikke ret meget.

Skulle jeg kunne have været stolt af mig selv så skulle jeg have været stoppe med at drikke for 8 år siden, da jeg stoppede med at spille (så min ludomani i øjnene). Så havde jeg måske reddet mit ægteskab og haft muligheden for at være tæt på mine børn i deres opvækst.

ELLER

Jeg kunne også have været stolt af mig selv, hvis jeg i efteråret 2012 var kommet helt clean omkring fortidens synder overfor Marie og var stoppet med at drikke dengang. Så havde jeg reddet forholdet til min soulmate, min sparringspartner og min energikilde. Så havde mine drømme stadig været opnåelige.

Men jeg gjorde ingen af de 2 ovenstående ting. Så hvad kan jeg være stolt af???

Jeg er STOLT af processen jeg har været igennem. Jeg er STOLT af den åbenhed, ærlighed og sårbarhed jeg har lagt for dagen. Jeg er STOLT af, at jeg har kunne inspirere andre til forandring i deres liv. Hvad jeg er mest STOLT af er, at det jeg ikke kunne redde for mig selv, det har jeg inspireret andre til, at bringe kærligheden tilbage i deres liv.

At opleve en god bekendt - ja, jeg vil kalde ham ven den dag i dag - tage skridt til at kontakte sin ekskone for at genetablere en kontakt til sine børn, som han havde været foruden i en årrække. Alene på grund af fortællingen om min planlagte middag med Marie i det tidlige efterår 2013. Hvis nogen skulle være i tvivl om den del af fortællingen så handlede det om, at jeg inviterede hende fra Aalborg til København til en en tre retters hjemmelavet menu. Jeg var fuldt ud bekendt med at sandsynligheden for at hun dukkede op var noget nær nul procent. At helvede ville fryse over inden hun tog imod den invitation.

MEN jeg forberedte alt. Lavede forretter og dessert samtidig med at jeg havde forberedt hovedretten. Jeg tog i lufthavnen for at hente hende på det foreslåede tidspunkt. Alt sammen velvidende at jeg ville få et nederlag af dimensioner. Men jeg gjorde dette fordi det var vigtigt for mig at vide, at jeg havde gjort alt for at få muligheden for at tale ud. At jeg fulgte mit hjerte.

Denne handling fra min side betød, at min ven skrev et brev til sin ekskone/-kæreste. Han var klar over at sandsynligheden for et svar var meget lille og at svaret højest sandsynlig ville være negativt. Men han sendte det alligevel. For så fulgte han sit hjerte. Efter en 6-7 ugers tid fik han et svar retur om at hans børn gerne ville mødes med ham. Det gjorde de i midten af november måned 2013. For første gang i mange år kunne han dette år afholde julen med sine ældste børn.

Det er jeg STOLT af.

-----

Som nævnt ovenfor så var alkoholstoppet oprindeligt et forfejlet forsøg på at bekræfte min kærlighed overfor Marie. Et desperat håb om at hun ville anerkende mig. Det var et håb om at hun igennem mit alkoholstop ville se mig som et andet/nyt menneske og tage mig tilbage. Dette var min oprindelige og oprigtige motivation den 26. juni 2013.

Dette ændrede sig dog ret hurtigt. Under Roskilde Festivalen 2013 mediterede jeg en del. Jeg reflekterede også på, hvad jeg ville med mit liv og på hvordan jeg kom derhen. En af de store temaer i samtalerne med mig selv var, at jeg var nød til at genfinde tilliden og ikke mindst kærligheden til mig selv. Jeg var nød til at grave dybt i min egen historie og udvise en åbenhed, ærlighed og nøgenhed som aldrig før.

Dette blev blandt andet starten på denne blog. Det betød også at jeg igen måtte kaste mig på "briksen" hos psykologen og åbne sår der ikke rigtig var læget. Man kan læse lidt omkring den intensive terapi som blandt andet var en del af dette her:

http://dennisleth.blogspot.dk/2013/09/intensiv-terapi-1.html

og her:

http://dennisleth.blogspot.dk/2013/09/intensiv-terapi-2.html

Man kan i bogstaveligste forstand sige, at jeg var nødsaget til at nedbryde mig selv (se eventuelt de 2 links ovenfor). Det betød også at jeg måtte fravælge en del ting. Jeg måtte fravælge at have fokus på alt andet end processen og mine børn. Det eneste jeg ikke kunne fjerne mit fokus fra var, at jeg følte der var en derude, som havde behov for min hjælp, og jeg troede på, at jeg var den eneste der kunne hjælpe. I bagklogskabens klare lys så skulle jeg aldrig have haft dette fokus. Vedkommende har jo på intet tidspunkt ytret bekymring om min tilstand eller endsige gjort andet end at modarbejde mig og mine handlinger gennem mishagsytringer, anklager og forsøg på fastholdelse i tidligere adfærdsmønstre. Dette er jeg sikker på ikke er sket med onde intentioner, men alene grundet situationen og forskelligheden i oplevelsen af de kontekster vi begge befandt os i.

Det var i denne periode jeg opsatte nogle klare målsætninger for mig selv. I princippet lå der 4 mål foran mig i året der kom frem til den 26. juni 2014:

1. Stop med at drikke.
2. Kom i fysisk form - gennemfør VM i halvmarathon i København. (blev gennemført - detaljer for deltagelsen kan ses her http://www.endomondo.com/workouts/315389537/373302)
3. Gennemfør Nykredt Copenhagen Marathon (denne blev grundet Christians konfirmation samme dag ændret til Haspa Hamburg Marathon - detaljer for deltagelsen/fuldførelsen kan ses her: http://www.endomondo.com/workouts/315389537/334421933)
4. At vinde Maries kærlighed tilbage.

På vej i mål til VM i Halvmarathon.

Lige kommet over målstregen til Haspa Hamburg Marathon.

Det var de mål jeg satte mig i juli/august måned 2013. Kigger man på de 4 punkter som helhed så har jeg fejlet. Jeg opnåede aldrig min samlede mål.

MEN... Jeg har opnået noget der er meget større end Maries kærlighed, accept og anerkendelse. Jeg har genfundet kærligheden til mig selv. Jeg har genfundet energien, det positive livssyn og respekten for mig selv. Sidst men ikke mindst så har jeg genvundet respekten i nogens øjne. Samtidig så har jeg nok også vundet en del i forhold til, at jeg nu ved hvem der betyder noget for mig, og hvem jeg faktisk kan regne med på en regnfuld dag.

Så jeg vil tillade mig at sige: JEG HAR SEJRET AF HELVEDE TIL!!!

-----

Den største udfordring i det forgangne år er, at der er en del derude, der i deres egen frygt og konformitet ikke tør møde min person. Af en eller anden grund så frygter folk, hvordan jeg passer ind i de kontekster jeg tidligere var en del af. Hvem er han egentlig ham Dennis???

Det gør mig ekstrem ked af det i det daglige. Jeg føler konstant, at jeg søger at række hånden ud til folk. Tager initiativ til socialisering og samtaler. Men det er en mere eller mindre ensrettet gade. Det er som om jeg skal initiere alt. Der er ikke ret mange, som tager initiativ i forhold til at involvere og møde mig. Det gør faktisk - og det er en personlig note - at jeg i dag er mere ensom end da jeg drak. Jeg føler mig marginaliseret af folk der engang holdte af mig. Eller sagde at de holdte af mig.

Jeg føler mig IKKE social accepteret i de kredse jeg tidligere kom i og blandt de mennesker jeg holder/holdte af. Der er dog enkelte undtagelser. 

Jeg vil gerne fremhæve den accept og anerkendelse jeg har mødt fra folk i og omkring Amager Bio, De Blå/Hvide Engle og folk på Café Haraldsborg. I den kreds af mennesker er der virkelig nogen, der har taget mit nye jeg til sig. Det vil jeg være dem evigt taknemmelig for. Men det var ikke der jeg regnede med at accepten og anerkendelsen skulle komme fra.

Den næststørste udfordring nævnte jeg tidligere i dette indlæg og det er, at Marie ikke tør se hvem jeg er i dag. At hun reelt set heller vil huske mig som et dårligt menneske, der var medvirkende til at fastholde hende i hjernerystelsens ubarmhjertige greb end i at se hvordan jeg har kunne udvikle mig. At det potentiale og de evner hun engang hyldede og troede på faktisk bliver forløst nu og kommer til fuldt udtryk i min hverdag.

Rent følelsesmæssigt så har det også givet mig en del udfordringer at jeg har været så åben og ærlig omkring mit liv (ja, jeg har gemt 5-8 år af mit liv for offentligheden indtil videre. Men de er kendte i min privatsfære for alle som er nysgerrig herpå. Det vil også blive offentligt når tiden er.) Det at jeg ikke fejer noget ind under gulvtæppet længere eller pynter på tingenes tilstand. De få kvinder jeg har mødtes med i det seneste halve år der er gået er alle blevet skræmte af min fortælling. Tiltrukket af den styrke min personlighed udviser, men samtidig så frygter de det værste. Det er altså op af bakke.

Så øjebliksbilledet på min situation er at jeg er mere ensom nu end nogensinde... Men det er alligevel det hele værd.

-----

I forhold til mit tidligere liv så har jeg igennem året søgt dialog med en hel del mennesker, der på den ene eller anden måde er blevet såret af mine handlinger. Jeg har søgt dialogen med dem dels for at få tilgivelse, men også for at fortælle dem hele baggrunden for mine handlinger og den proces jeg går igennem nu. Jeg har langt hen af vejen opnået den forståelse jeg ønskede og enkelte har da også tilkendegivet at de tilgiver mig mine handlinger.

Jeg har også brugt året på at kontakte folk, der har såret mig med deres handlinger eller mangel på samme. Jeg har fortalt dem om min fortælling omkring deres handlinger og den indflydelse det har haft på mit liv. Naturligvis ud fra den kontekst jeg har levet i samtidig med, at jeg har søgt at være nysgerrig på, hvor de kom fra, hvad deres fortælling var og hvad der lå til grund for deres handlinger. Jeg har fået et andet syn på nogle oplevelse af mit liv. Jeg har tilgivet en del, anerkendt at tingene er foregået og accepteret at det er en del af min fortælling. Uanset hvor ondt det gør.

Jeg har altså igennem året søgt at få balance i alle relationer som jeg har indgået i igennem tiden. Det har været en hård proces. Men også en utrolig givende proces. Mange ting er ligesom faldet på plads i dialogerne. Dialogerne har desværre ikke haft den effekt jeg indledningsvis havde håbet på. Men effekten har alligevel været så stor at den har været hele indsatsen vær. 

I forbindelse med min proces er jeg også nødsaget til at udtrykke min taknemmelighed til en del mennesker. De fleste har jeg udtrykt denne taknemmelighed overfor personligt. Men det er ikke alle men hvem det kan lade sig gøre. Så disse må takkes særskilt her på bloggen.

Der er 2 personer som jeg virkelig er taknemmelig overfor. Som har været katalysatorer på min udvikling og givet mig energien.

Jeg er taknemmelig for at have haft Marie i mit liv. Uden alle hendes notater og voicebeskeder omkring min person, uden hendes sparring og råd igennem 2 år, uden hendes anerkendelse og uden de højdepunkter i livet hun trods alt gav mig så var jeg aldrig kommet videre.

Det er jeg dybt taknemmelig for.

Jeg er dybt taknemmelig for at hun gav mig endnu en livsfilosofi at leve efter: "Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, Det er igennem gode handlinger der skabes glæde, fremgang og kærlighed." Desværre er det en taknemmelighed jeg aldrig får lov til at udtrykke personligt. Selv i det skrevne her på bloggen så tror jeg, at hun og hendes netværk vil mistolke min taknemmelighed. Men det gør den ikke mindre væsentlig eller uærlig. Hun har haft en særdeles positiv og afgørende betydning for min beslutning og for min motivation til at lære mig selv at kende og forlige mig med min fortid. Det må og skal hun anerkendes for. Uanset hvad.

Den anden person som jeg er virkelig taknemmelig overfor er min ekskone. Jeg tror ikke hun ved det, men hun er faktisk en af de få i de familiære kredse som har interageret anderledes med mig efterhånden som jeg har udviklet mig. Hun har turde vise mig tillid og se på mig med nye briller. Hun har glemt alt om hvordan jeg tidligere har skuffet hende (alkohol og ludomani), hun har glemt alt om mine tidligere skjulte dagsordener og det er min oplevelse, at hun tror på de gode intentioner og de gode handlinger fra min side.

Og ja. Så er jeg dybt taknemmelig for støtten fra Spanien og Kolding. I ved hvem i er og i skal vide, at jeg til enhver en tid har jeres ryg. Uanset hvad der sker og uanset hvilke offer det kræver af mig. Ja, jeg er også nød til at anerkende gæsterne på mit stamværtshus Café Haraldsborg for at acceptere, anerkende og understøtte mit alkoholstop. I er så seje. 

-----

Hvad bringer fremtiden???

Forandringsprocessen for min person vil nok pågå i en del tid fremover. Ja, den vil vel ret beset aldrig stoppe. Så det hersker der ingen tvivl om vil have mit fokus. Så det vil naturligvis lægge beslag på min tid og min energi. Derudover så er der kommet nye mål. Mål som jeg gerne vil delagtiggøre læserne af bloggen i.

Faglig udvikling:

Jeg skal forsat udvikle mig intellektuelt og anvende min nysgerrighed konstruktivt i både en professionel, politisk og spirituel kontekst. Der er taget en del skridt i forhold til dette. Blandt andet med min gennemførelse af og certificering som coach. Denne bliver lige nu fulgt op af en Masterclass i Human Ressource Development hos Probana. Seneste skal denne følges op af en Master i enten Innovation eller Management development. 

Fysisk udvikling:

Jeg har tidligere i denne måned meldt mig ind i Tri Team Kvik. Her vil jeg søge at bryde nogle af mine egne grænser. Blandt andet min frygt for at svømme. Målet er at gennemføre Powerman Duathlon i 2015 og et tristævne senest i 2016. Den fulde Iron Man er det ultimative mål og skal gennemføres på et eller andet tidspunkt. Men det ligger længere ude i horisonten. Har så også lige meldt mig til Haspa Hamburg Marathons 30 års jubilæum i 2015.

Relationer:

Jeg har i det forgangne år fundet ud af hvem der vil mig i deres liv. Disse relationer vil jeg i første omgang søge at udbygge og vedligeholde. Dernæst er der enkelte relationer, hvor jeg stadig ønsker folk i mit liv, men hvor jeg er lidt uklar på hvor de øvrige deltagere står. Det vil jeg gerne have skabt klarhed omkring.

Økonomi:

Det er et område jeg ikke rigtig har prioriteret det seneste år. Der har været styr på tingene, men jeg har ikke gjort større indsatser end jeg bare kunne overleve og fokusere på min personlige udvikling. Fremadrettet skal der arbejdes videre på drømmen om økonomisk uafhængighed og muligheden for at immigrere når børnene er blevet voksne. Drømmen om at forlade Danmark lever i bedste velgående.

Kærlighed:

Her står jeg nok samme sted som jeg gjorde før jeg mødte Marie. Tænker jeg bare skal leve livet og nyde nuet. Rammer lynet mig så vil det gøre mig utrolig glad. Så er jeg åben herfor. Rammer lynet mig ikke så har jeg det fint med kærligheden til mig selv, mine børn og dem jeg i øvrigt holder af.

Alt i alt er jeg glad, lykkelig og klar til fremtiden. Jeg er et mere komplet menneske end gennemsnittet. Jeg kender alle mine egne styrker og svagheder. Så fremtiden kan bare komme an. Jeg ved den er lys og jeg går upåvirket denne i møde. Fortrøstningsfuld og i balance.

#WhoDaresWin

#NoPainNoGain

#InLoveWithLife