Intensiv terapi #1

Det her har indtil nu været den værste dag i mit 40 årige liv. En dag fuld af smerte og kiggende dæmoner i øjnene.

Dagens terapi startede ellers pisse godt. Man blev scoret på sin psykologiske profil/mentale styrke. Hvor mental stærk var man på en skala fra 1 til 10. Jeg lå lige over en 7er. Så fortæller den ledende psykolog, at man inden frokostpausen må forvente at være nede under en score på 1. Der tænkte jeg i kan bare komme an. Mig får i ikke ned med nakken. Da klokken var 13 var min psykologiske score næsten 0.

Hvorfor???

Umiddelbart efter testen af vores psykologiske styrke kom vi i ene terapi med en psykolog og en anden person. Den anden person vidste sig at være en hypnotisør. Da jeg fik det at vide havde jeg lyst til at løbe og glemme alt om terapien. Allerede der røg min psykologiske væsentlig i bund.

At blive taget med tilbage i sin fortid under hypnose er ingenting. Men at skulle gense ens fortælling på video efterfølgende sparkede fuldstændig bunden ud på mig. Psykologen spurgte mig på det tidspunkt, jeg sad grædende og rystende, om hvad jeg havde behov for. Jeg havde behov for et kram. At nogen tog rundt om mig. Han spurgte mig om jeg havde tillid til hypnotisøren. Ja, det havde jeg da. Så hypnotisøren agerede krammeperson. Heldigvis vidste han hvad der ville ske. Men det gjorde jeg jo ikke. Jeg blev så forskrækket og bange over min egen reaktion at jeg rystede over hele kroppen og græd som pisket. Det jeg i situationen havde allermest brug for var et kram. Og det kunne min krop/bevidsthed ikke acceptere og jeg skubbede hypnotisøren meget hårdt bagover. For fanden jeg havde jo selv bedt om krammet. Hvorfor kunne jeg så ikke modtage det???

Der sidder man så. Fuldstændig blæst bagover. Ens psyke er i bund. Man ved hvad man gerne vil have. Og kan se kroppen/underbevidstheden ikke vil lade en få det. Er man så på 0 i ens psykologiske score? Ikke iflg. psykologen. Han sagde at vi var nød til at komme længere ind. Få gjort udfordringen endnu tydeligere for mig. Her havde jeg ’bare’ oplevet 2 af sansernes reaktion på en indre følelse (synet og kropslig følelsesevne).

Så jeg fik lov til at se lidt mere af de smertelige optagelser fra hypnosen. I de sekvenser skulle jeg blandt andet beskrive lysforhold og hvad der duftede af i min fortid. Psykologen spørger mig efterfølgende om jeg kan forholde mig til de informationer jeg der fik. 

Nej, det kunne jeg ikke. Følte ikke jeg havde oplevet noget af det give mig samme reaktion som jeg en halv time tidligere havde oplevet. Det skal jeg så lige sige at det har jeg. Og den erkendelse kom efter en aromatisk øvelse, hvor jeg min lugtesans blev stillet overfor dufte lignende dem jeg havde beskrevet. Så kunne jeg ’pludselig’ relatere det til episoder i mit liv, hvor frygten og uroen virkelig havde taget fat i mig. 

Den seneste episode jeg kan komme i tanke om er for et halvt års tid siden. Marie og jeg havde været ude og spise. Vi var på Artilleri Caféen på vej hjem for at drikke et par øl. Der er jeg på toilettet. Der oplever jeg en af de nævnte ’dufte’ kom ind på herretoilettet, jeg lyner instinktivt bukserne med det resultat at jeg mere eller mindre tisser i bukserne. Hvilket jeg må fortælle Marie da jeg spørger hende om vi kan tage hjem.

Der er min psykologiske score hel præcist på 0. Jeg sidder med tanken: ’hvordan fanden skal jeg nogensinde få et normalt liv???’. Jeg ryster over det meste af kroppen og græder periodevist. Jeg kan ikke styre min krops respons.

Heldigvis fortæller psykologen mig på dette tidspunkt, at nu bliver det ikke værre. Nu er man der hvor han/de gerne vil have en. Nøgen, såret og i den tilstand man altid flygter fra. Nu skal vi lære at anerkende denne tilstand og omfavne den.

Eftermiddagen blev brugt på 1 times 1-1 session med psykologen og så 2 timers fælles session, hvor gruppen af ’forkvaklede’ individer delte de værktøjer, som vi hver især havde gjort brug af hidtil i livet. Både de konstruktive og de destruktive.

Det var/er lidt en øjenåbner for mig på hvor mange der egentlig er destruktive som en selv. Ene og alene på grund af ubehandlede traumer. Jeg har altid haft stor respekt for folk med Posttraumatisk Stresssyndrom. Nu forstår jeg virkelig hvorfor det er så vigtigt, at der sættes ind med behandlingen hurtigst muligt. Traumer ødelægger liv og relationer. De isolere den traumatiserede og ’tvinger’ vedkommende til isolation, fortielse og en unødvendig facade for at beskytte sig selv mod ’hvad tænker andre?’ om dem.

Som en sidste ting i dagens terapi så tog psykologerne endnu engang temperaturen på vores psykologiske styrke. Min var ovenpå de 3 timers enkelt- og gruppeterapi oppe på 5 igen. Hvor jeg omkring frokosttid mest af alt havde lyst til at løbe skrigende bort. Hvor min tillid og tiltro til projektet var helt i bund. Så er jeg nu et sted små 6 timer senere, hvor jeg faktisk glæder mig til morgendagens terapi. Jeg er blevet bekræftet i, at mange af de værktøjer jeg har benyttet de seneste 3 måneder er rigtige og jeg har fået en del nye som jeg glæder mig til at afprøve. At jeg så allerede nu ved, at de nye værktøjer faktisk har bragt andre positiv fremgang gør kun min motivation og kampgejst større.

Der er ingen garantier i livet. Men jeg er ret fortrøstningsfuld med hensyn til den psykologiske score på min mentale styrke om 3 måneder. Der er jeg temmelig sikker på at jeg rammer meget tæt på 10. Men først 6 timers terapi igen i morgen og så 10 enkeltsessioner så er vejen ligesom lagt.

#I will succeed

 #Failureisnotanoption

Tilgivelse og støtte.

Jeg nærmer mig stille og roligt nogle milepæle i min forandringsproces. Milepælene handler naturligvis om mit alkoholstop og er:

1. 26. september er det 3 kalendermåneder
2. 6. oktober er det 100 dage

I forbindelse med min forandringsproces har jeg været i dialog med forskellige dele af mit netværk og mine relationer for at bede om tilgivelse, og accept af at jeg kæmper for et bedre jeg. Den tilgivelse jeg har mødt har gjort vejen mod forandring nemmere.

Der er så også en del derude som ikke har ville erkende og anerkende min forandringsproces og det jeg faktisk kæmpede med. Fair nok. De personer skal nu få lov til også at være en del af mit fremtidige liv. Det eneste det kræver er, at de beder undertegnede om tilgivelse. Tilgivelse for at de ikke troede på mig og tilgivelse for at de ikke støttede op om processen. Nogen modarbejdede den indirekte.

De personer får også min fulde tilgivelse, hvis de hopper på forandringsprocessen inden dag 100. Efter denne dag vil jeg betragte disse mennesker som en del af min fortid og der vil de forblive. Min fremtid vil være forbeholdt dem som støttede op, som turde tilgive og som stå nøgen i forhold til hvad mit alkoholmisbrug gjorde ved vores relation. 

Lad dette være et opråb til tvivlerne.

Til alle støtterne. Super mange gange tak for jeres støtte og support. Det har været en oktan indsprøjtning som har givet enorme kræfter og energier. Jeg håber I alle føler, at jeg har anvendt disse kræfter og energier konstruktivt.

Og så en god weekend til alle. :-)

Hvorfor drikker Jeppe?

Efter en lille gåtur med plads til reflektion så kom der lidt gang i tankevirksomheden.

Det er faktisk interessant, at landets store fortællere og digtere havde større indsigt i den menneskelige ageren og kompleksitet end de nulevende.

Citatet fra Ludvig Holbergs 'Jeppe på bjerget' er egentlig meget sigende.

Jeg har tænkt en del på ovenstående citat i de senere uge. Sømmet blev så banket yderligere i erkendelsens bræt mandag til den udvidede meditationstræning hvor også Grundtvig blev bragt i spil. Sømmet røg så helt i bund i erkendelsens bræt igår, da jeg læste om 3. generationscoaching og forbindelse til Kierkegaard.

De fleste mennesker vil gerne udvikle sig. De fleste mennesker vil også gerne hjælpe deres medmennesker i sådanne udviklingsprocesser. MEN... Vi har i dagens moderne samfund glemt alt om fortællingen. Vi har kun målet og succes i tankerne, da dette er noget målbart og håndgribeligt. Derfor er vi ikke længere interesseret i fortællingen. Vi forventer således alene at det at sætte mål er ensbetydende med at vi kan opnå succes. INTET kunne være mere arrogant og usandt.

Jeg er i mit lange misbrugsliv gentagne gange blevet sat overfor diverse succeskriterier med beskrevne konsekvenser såfremt dette ikke lykkedes. Mest udtalt i forholdet med Marie (hvordan skulle jeg eksempelvis kunne være ærlig overfor hende med økonomien, når hun havde opstillet en konsekvens, der betød hun forlod mig, hvis der var ting som gik skævt?).

Hun havde en karakteristisk og nutid tilgang til forandringsprocesser. En tilgang som de fleste vesterlændinge er vokset op med. Vi opstiller nogle mål for udviklingen og målsætningen vil bringe os frem til successen. Vi har lært at tænke lineær tænkning og matematik kan give en årsagsforklaring på alt. At vi gennem metodik kan finde successen eller vejen dertil. NEJ... Det kan vi ikke. Tværtimod så øger den lineære tankegang behovet for at væve på sandheden, komme med årsagsforklaringer på, hvorfor tingene ikke lykkes, og sidst men ikke mindst, så er den med til at reducere personen i forandringens centrum selvværd og successere. Reelt set leder den kun til fiasko (her taler jeg af personlig erfaring. Jeg har mange gange de sidste 2 år søgt at arbejde lineært med mine udfordringer. Har ikke oplevet andet end fiasko.) Lineær tankegang har altid en årsag/virkningsforståelse og er ret anvendelige indenfor områder, hvor man kan isolere/overskue omverdenens påvirkning af miljøet. Dette kan man ikke i personlige forandringsprocesser. Så 'hvorfor drikker Jeppe'?

Vil vi forandre os selv eller hjælpe en anden igennem en forandringsproces så er vi nødsaget til at interessere os for 'hvorfor drikker Jeppe'?

Forandringsprocesser er cirkulære. Cirkulære processer kræver dialog, de kræver overskud og de kræver relationelt bearbejdning og de kræver tid. Så hvis man af kærlighed ønsker at deltage i andres forandringsprocesser så skal man være villig til dialogen, man skal have overskuddet/tiden og ikke mindst lysten til at arbejde med relationen. Har man ikke dette så bør man melde pas til at deltage for så vil man opsætte lineære krav til personen der ønsker forandring og dermed indirekte være årsag til dennes fiasko. Cirkulær tankegang acceptere, at man ikke har en årsag/virkningsforståelse. Den acceptere, at man ikke kan isolere/overskue omverdenens påvirkning af miljøet. Den eneste måde hvorpå man kan forstå miljøet på er ved at stille sig i centrum heraf er at anvende dialoger og relationer.

Vil vi hjælpe andre til erkendelser eller give dem lysten til forandringer. Så er vi nødsaget til at interessere os for 'HVORFOR'. Når vi er nysgerrige på hvorfor så får vi en fortælling frem i lyset. En fortælling som vi kan arbejde med og ikke en konkret og 'målbar' udfordring.

Personligt arbejdede jeg meget på erkendelsen af min egen fortælling i de første dage/uger af min forandringsproces. Jeg var nysgerrig på mine handlemønstre. Jo mere opmærksom på min handlemønstre des mere optaget blev jeg på de påvirkninger de gav i mine relationer. Derigennem blev jeg bevidst om konsekvenserne af mine handlinger. INGEN fortalte mig om disse. Da jeg havde fået x antal forestillede fortællinger ned på papir så blev jeg nysgerrig på, om det så også var de fortællinger mine relationer oplevede. Den åbenhed og ærlighed hvorpå jeg bragte min egen nysgerrighed i spil på gjorde at folk ikke var bange for at vise mig den samme åbenhed og ærlighed. Tværtimod så fik jeg de usødede fortællinger der var om min person. Det var en meget svær proces og hård psykisk. Jeg vil til stadighed ønske, at der var en der havde holdt mig i hånden gennem processen. En som støtte min nysgerrighed på fortællingerne. En som turde stille de svære spørgsmål i forhold til disse. Psykologen stillede en del af de rigtige spørgsmål. Men vedkommende var jo udenfor mine erkendte relationer. Rejsen ville, i min optik, have været nemmere såfremt spørgsmålene var stillet af personer med større kendskab til mig og min person.

Nysgerrigheden på fortællingerne omkring min person gjorde, at:

• fandt ud af hvilke relationer der betød noget for mig
• fandt ud af hvilke fortællinger jeg ønskede at arbejde på
• fandt ud af, at jeg ikke ønskede andres succeskriterier eller målsætninger, men alene ville søge efter den næste trædesten i min forandringsproces. Målsætningerne måtte gerne være tilstede i form af nye fortællinger. Men der måtte ikke være nogen 'projektplan' for vejen til dem.

I den følgende proces fandt jeg ret hurtigt frem til, at alle fortællingerne om min person havde fællesnævnere:

• alkohol
• lemfældig omgang med sandheden
• manglende overholdelse af aftaler
• manglende nærvær
• manglende nysgerrighed
• manglende ro / stabilitet 
• manglende refleksioner

Lægger man dertil, at jeg generelt var en egoist af en anden verden, som ubevidst var fuldstændig ligeglad med andres følelser og behov så havde man fanget essensen af alle fortællingerne.

Da jeg var nået så langt i processen kunne jeg tage papirerne frem igen omkring fortællingerne om min person. Jeg kunne igen blive nysgerrig på 'hvorfor drikker Jeppe'. Svaret kom ret hurtigt. Det var en cirkulær proces, der startede et sted. Løgnen. Løgnen gjorde jeg drak. Den manglende åbenhed om min person og mine følelser gjorde, at jeg med vold og magt søgte at skjule min egen fortælling. Det jeg så fokuserede på i den indledende proces, faktisk mens jeg drak, var at fjerne løgnene fra mine relationer. Feje den første trædesten i forandringsprocessen. De fleste vil nok mene, at jeg fejede for længe på den første trædesten, men jeg kom godt ud på den. Fandt ro der og nød det. Derefter kunne jeg tage fat på den næste trædesten i de nye fortællinger. Alkoholen. 

Processen er stadig i gang. Jeg er efterhånden klar til at træde ud på den næste trædesten. Erkendelsen af at alkoholen er UDE af mit liv. Den er ikke længere en del af fortællingen om min person. Ikke i min egen fortælling. Den vil nok være det lang tid fremover i andres fortællinger. Men det er ene og alene på grund af deres manglende åbenhed og nysgerrighed. For gennem dette ville de hurtigt kun se den nye fortælling. Men de tør ikke.

Ligesom danskerne i det moderne samfund ikke tør åbne Holberg, Grundtvig og Kierkegaards udgivelser. De er simpelthen for tunge og svære at forholde sig til. De kræver at man læser et antal sider reflektere over tingene og så måske starter 10 sider før det punkt hvor man begyndte igen. Det er min oplevelse med Holberg, Grundtvig og Kierkegaard. Det er faktisk min oplevelse af al kvalitetslitteratur. At man finder nye nuancer som gør man lige er nød til at træde et skridt tilbage og reflektere over tingene. Måske derfor jeg primært læser faglitteratur?

Med denne replik vil jeg slutte fortællingen om 'Hvorfor drikker Jeppe'. Jeppe mistede meget fordi folk ikke stillede spørgsmålet. Ikke turde dialogen og relationen. Jeg mistede det dyrebareste jeg havde. Min soulmate og kærligheden. Fordi hun er ekstrem lineær opdraget som programmør og stud. phd. polit. og generelt har sparring fra folk fra lignende uddannelsesmæssig baggrund såsom ingeniører, cand. polit. og programmører. Alle folk med en lineær tankegang. Intet ondt om professionen. Kun om den manglende dannelse/menneskelige forståelse vi alle mere eller mindre er opdraget til. (Er selv uddannet indenfor det afsætningsøkonomiske område. Også et ret lineært felt.)

Derfor er jeg også af den faste overbevisning, at jeg er en af de få mennesker som faktisk kan hjælpe Marie videre i livet. Min menneskelige indsigt og indsigt i Maries tanker, handlinger og reflektioner giver mig et forspring som ingen psykolog eller lineær tænkende person kan anvende i deres bestræbelser på at hjælpe hende.

Men hjælpen er ikke ønsket. Det acceptere jeg og arbejder cirkulært videre med hvad det gør ved min egen forandringsproces.

Tak fordi du læste dette lille indspark i hvad jeg tænker er vejen til succesfulde personlige forandringsprocesser.

Del gerne indlægget. :-)

Sundhedstjek.

En tak fra forfatteren. :-)

Jeg bliver gang på gang positivt overrasket over hvor støtten til ens udviklingsproces kommer fra. Hvis man tør være åben og ærlig omkring ens udfordring så står mange på spring til at hjælpe. Det er et af menneskets bedste kvaliteter. Næstekærligheden. 

En stor tak herfra.  I ved hvem i er. ♥♥♥

Opdatering fra forfatteren.

Fortællingen skrider stille og roligt fremad. Som nogen måske har kunne læse andetsteds så begynder fortællingen at gøre ondt.

Den smertefulde oplevelse af mistet kærlighed og det personlige ansvar herfor er ret detaljeret beskrevet i kapitlet om de 'bedste år'. Kapitlet fortæller i store træk om hvor svært jeg har haft det med at anerkende og respektere mine egne følelser og dermed også om hvordan jeg konsekvent spændte ben for mig selv og min egen lykke.

Nu hvor fortællingen mere og mere materialisere sig fra begyndelsen og henimod det kapitel så får læseren større og større indsigt i min personlighed. Nogen vil blive skræmt over de ting som kommer i den næste tid. Andre vil følge foragt. Og en del vil nok dele min frustration og fortvivlelse. Enkelte vil måske endda kunne tilgive mig handlinger i fortiden. Det er dog intet af dette der er min motivation for at 'udstille' mig selv. Det er en ren proces for at lære mig selv bedre at kende og forlige mig med min fortid. Jeg kan/skal naturligvis drages til ansvar for mine handlinger. Dette søger jeg ikke at undgå med bloggen. Tværtimod.

Jeg vil gerne opfordre læseren af bloggen til, at begynde læsningen forfra. Startende med indledningen og forordet. Læs fortællingen frem til og med kapitlet om 'ægteskabet og drømmen'.

Stop der og reflekter over den person du møder i fortællingen.

Hvad siger fortællingen om vedkommende?
Hvilken følelse giver han dig?
Hvordan ville du forholde dig i lignende situationer?
Hvad ville du gøre hvis det var en af dine nære og kære?

For helhedens skyld kunne det være ret givende for mange mennesker om du delte dine svar på dette indlæg. Grunden hertil er at der er mange som læser bloggen. Også folk der står i lignende situationer og griber efter håbet ud af tragedien. Måske du kan være med til at anspore dem til at handle. Ligesom Marie gennem 2 år var med til at anspore mig til at kigge ind af samtidig med at hun gav mig lysten til kærligheden og livet.

Hilsen fra forfatteren

Jeg er fast besluttet på løbeturen. Efter denne tænker jeg på, at jeg vil starte op på det svære kapitel omkring ægteskabet og drømmen. Dette kapitel er det sværeste jeg kommer til at skrive. Her begynder den virkelige tragedie at gå op for mig. Her begynder turen fra at være en succes med kone, børn og VVV til et indelukket misfostre besat af spil til det fuldstændige kollaps og genopstandelsen.

I dette kapitel vil der være så meget information omkring mine dæmoner, at jeg allerede ved at skrive denne 'appetivvækker' har tårer i øjnene og ryster over hele kroppen. Så kapitlet vil nok komme drypvis og vil formodentlig først være fuld fortalt om nogle uger. Men de store linier og fortællinger kommer i aften. Så må de indre linier og detaljerne komme efterfølgende.