lørdag den 21. september 2013

Intensiv terapi #1


Det her har indtil nu været den værste dag i mit 40 årige liv. En dag fuld af smerte og kiggende dæmoner i øjnene.

Dagens terapi startede ellers pisse godt. Man blev scoret på sin psykologiske profil/mentale styrke. Hvor mental stærk var man på en skala fra 1 til 10. Jeg lå lige over en 7er. Så fortæller den ledende psykolog, at man inden frokostpausen må forvente at være nede under en score på 1. Der tænkte jeg i kan bare komme an. Mig får i ikke ned med nakken. Da klokken var 13 var min psykologiske score næsten 0.

Hvorfor???

Umiddelbart efter testen af vores psykologiske styrke kom vi i ene terapi med en psykolog og en anden person. Den anden person vidste sig at være en hypnotisør. Da jeg fik det at vide havde jeg lyst til at løbe og glemme alt om terapien. Allerede der røg min psykologiske væsentlig i bund.

At blive taget med tilbage i sin fortid under hypnose er ingenting. Men at skulle gense ens fortælling på video efterfølgende sparkede fuldstændig bunden ud på mig. Psykologen spurgte mig på det tidspunkt, jeg sad grædende og rystende, om hvad jeg havde behov for. Jeg havde behov for et kram. At nogen tog rundt om mig. Han spurgte mig om jeg havde tillid til hypnotisøren. Ja, det havde jeg da. Så hypnotisøren agerede krammeperson. Heldigvis vidste han hvad der ville ske. Men det gjorde jeg jo ikke. Jeg blev så forskrækket og bange over min egen reaktion at jeg rystede over hele kroppen og græd som pisket. Det jeg i situationen havde allermest brug for var et kram. Og det kunne min krop/bevidsthed ikke acceptere og jeg skubbede hypnotisøren meget hårdt bagover. For fanden jeg havde jo selv bedt om krammet. Hvorfor kunne jeg så ikke modtage det???

Der sidder man så. Fuldstændig blæst bagover. Ens psyke er i bund. Man ved hvad man gerne vil have. Og kan se kroppen/underbevidstheden ikke vil lade en få det. Er man så på 0 i ens psykologiske score? Ikke iflg. psykologen. Han sagde at vi var nød til at komme længere ind. Få gjort udfordringen endnu tydeligere for mig. Her havde jeg ’bare’ oplevet 2 af sansernes reaktion på en indre følelse (synet og kropslig følelsesevne).

Så jeg fik lov til at se lidt mere af de smertelige optagelser fra hypnosen. I de sekvenser skulle jeg blandt andet beskrive lysforhold og hvad der duftede af i min fortid. Psykologen spørger mig efterfølgende om jeg kan forholde mig til de informationer jeg der fik. 

Nej, det kunne jeg ikke. Følte ikke jeg havde oplevet noget af det give mig samme reaktion som jeg en halv time tidligere havde oplevet. Det skal jeg så lige sige at det har jeg. Og den erkendelse kom efter en aromatisk øvelse, hvor jeg min lugtesans blev stillet overfor dufte lignende dem jeg havde beskrevet. Så kunne jeg ’pludselig’ relatere det til episoder i mit liv, hvor frygten og uroen virkelig havde taget fat i mig. 

Den seneste episode jeg kan komme i tanke om er for et halvt års tid siden. Marie og jeg havde været ude og spise. Vi var på Artilleri Caféen på vej hjem for at drikke et par øl. Der er jeg på toilettet. Der oplever jeg en af de nævnte ’dufte’ kom ind på herretoilettet, jeg lyner instinktivt bukserne med det resultat at jeg mere eller mindre tisser i bukserne. Hvilket jeg må fortælle Marie da jeg spørger hende om vi kan tage hjem.

Der er min psykologiske score hel præcist på 0. Jeg sidder med tanken: ’hvordan fanden skal jeg nogensinde få et normalt liv???’. Jeg ryster over det meste af kroppen og græder periodevist. Jeg kan ikke styre min krops respons.

Heldigvis fortæller psykologen mig på dette tidspunkt, at nu bliver det ikke værre. Nu er man der hvor han/de gerne vil have en. Nøgen, såret og i den tilstand man altid flygter fra. Nu skal vi lære at anerkende denne tilstand og omfavne den.

Eftermiddagen blev brugt på 1 times 1-1 session med psykologen og så 2 timers fælles session, hvor gruppen af ’forkvaklede’ individer delte de værktøjer, som vi hver især havde gjort brug af hidtil i livet. Både de konstruktive og de destruktive.

Det var/er lidt en øjenåbner for mig på hvor mange der egentlig er destruktive som en selv. Ene og alene på grund af ubehandlede traumer. Jeg har altid haft stor respekt for folk med Posttraumatisk Stresssyndrom. Nu forstår jeg virkelig hvorfor det er så vigtigt, at der sættes ind med behandlingen hurtigst muligt. Traumer ødelægger liv og relationer. De isolere den traumatiserede og ’tvinger’ vedkommende til isolation, fortielse og en unødvendig facade for at beskytte sig selv mod ’hvad tænker andre?’ om dem.

Som en sidste ting i dagens terapi så tog psykologerne endnu engang temperaturen på vores psykologiske styrke. Min var ovenpå de 3 timers enkelt- og gruppeterapi oppe på 5 igen. Hvor jeg omkring frokosttid mest af alt havde lyst til at løbe skrigende bort. Hvor min tillid og tiltro til projektet var helt i bund. Så er jeg nu et sted små 6 timer senere, hvor jeg faktisk glæder mig til morgendagens terapi. Jeg er blevet bekræftet i, at mange af de værktøjer jeg har benyttet de seneste 3 måneder er rigtige og jeg har fået en del nye som jeg glæder mig til at afprøve. At jeg så allerede nu ved, at de nye værktøjer faktisk har bragt andre positiv fremgang gør kun min motivation og kampgejst større.

Der er ingen garantier i livet. Men jeg er ret fortrøstningsfuld med hensyn til den psykologiske score på min mentale styrke om 3 måneder. Der er jeg temmelig sikker på at jeg rammer meget tæt på 10. Men først 6 timers terapi igen i morgen og så 10 enkeltsessioner så er vejen ligesom lagt.




#I will succeed
 #Failureisnotanoption

Ingen kommentarer:

Send en kommentar