Forandringens vej - en personlig beretning

torsdag den 6. november 2014

Inspiration og værktøjer.

torsdag den 30. oktober 2014

Bloggen har over tid udviklet sig fra at være mit refleksive rum i forhold til mine personlige forandringer til et rum omkring forandringsprocesser generelt. Jeg vil egentlig gerne bibeholde dette miks, da det er min oplevelse, at det giver både mig og læserne noget. Derfor er her en lille opdatering på min egen udvikling.

Jeg har som følge af min hjernerystelse haft ret meget tid til at reflektere over min udvikling. Jeg har haft mulighed for at analysere på alle processer i min udvikling. Dette betyder også at jeg har haft tiden til at opfange faresignaler i forhold til den videre udvikling.

Lad mig starte med at konstatere at jeg kun er et HALVT menneske. Dette er hverken positivt eller negativt, men en ærlig erkendelse af at der stadig er plads for udvikling. Heldigvis går det kun 1 vej for mig og det er fremad. Jeg bliver mere og mere komplet som menneske samtidig med, at jeg har/tager større og større ansvar for min egen udvikling.

Omstændighederne med hjernerystelsen og branden i min ejendom har gjort at nogen umiddelbart vil mene, at jeg er blevet slået tilbage i min udvikling. Det føler jeg ikke selv. Jeg har kunne absorbere og agere i den modgang der har været uden at ty til gamle handlemønstre. Jeg har på den måde været tro mod min udvikling.

Omstændighederne har så givet mig muligheder som er de færreste forundt. Jeg kan genstarte store dele af mit liv, da jeg jo er nødsaget til at finde ny bopæl mv.

Så rent praktisk har ovenstående været en gave uden lige. Udover de åbenlyse fordele så gav disse omstændigheder mig også ny læring. Jeg lærte blandt andet at anmode om hjælp. Noget som er/var ekstremt svær for mig, idet jeg har meget svært ved at udvise tillid til andre mennesker. Jeg frygter ubevidst stadig at folk har ”onde intentioner” og kun hjælper for at såre mig eller vinde et eller andet. Dette arbejder jeg bevidst med at overvinde. Jeg er simpelthen nød til at anvende den tillid, som jeg efterhånden oplever inde i mig selv til at udvise tillid overfor andre. Når jeg ikke selv har ”onde intentioner” for mig selv. Hvorfor skulle andre så have det?

Det sidste jeg har reflekteret en del over er mine egne følelser og følelsesliv. Her må jeg desværre erkende, at jeg på en eller anden måde har fralagt mig ansvaret herfor. Jeg har igennem de sidste måneder lyttet mere til andres råd end til hvad jeg selv følte. I en normal kontekst så ville andres råd sikkert give rigtig god mening. Men jeg er ikke i en normal kontekst. Jeg er i en af de største forandringsprocesser i livet og det har ikke givet mig plads til at bearbejde mine følelser. Fokus har været på fysisk og psykisk balance. Det har jeg haft succes med.

Men det har altså betydet at jeg ikke har fået bearbejdet mine følelser, det savn og den sorg, der opstod da Marie forlod mig. Alligevel har jeg forsøgt at komme videre, fordi det var hvad folk forventede og rådede mig til. I en normal kontekst så burde man også være over et brud her halvandet år efter. Men det er jeg altså ikke, og jeg tror også at det forholder sig på samme måde hos modparten. De personlige forandringsprocesser har optaget alt vores tid.

Det er min fornemmelse at vi ofte tænker over, hvilke muligheder vi ville have haft som forandrede mennesker, men at frygten holder os tilbage fra dialogen, at dele af os frygter, at vores proces sættes i fare ved et gensyn. Det udfordre mig lidt at frygten på denne måde stadig har indflydelse på mit liv. At det så samtidig er en frygt jeg ikke selvstændig kan kigge i øjnene irritere mig grusomt. Normalt vis ville jeg jo være meget nysgerrig på denne for derigennem at blive klogere på mit selv.

Men jeg er så småt der, hvor jeg kan/skal begynde at bearbejde savnet og sorgen. Kun derigennem kan jeg komme videre rent følelsesmæssigt og reelt set være åben for et nyt eventyr med en anden. Folk tæt på mig vil vide at jeg har forsøgt at komme videre, men på grund af ovenstående så var det jo dødsdømt fra starten. Man siger at man ikke kan bevæge sig videre med uro på bagsmækken. Dette virker meget rigtigt.

Jeg har været dybt taknemmelig for alle de gode råd, som jeg har modtaget. Jeg ved de alle er givet i en god mening og af kærlighed, men som jeg angiver ovenfor, så ser jeg en manglende kontekst forståelse i den måde rådene er faldet. Det er ikke andres skyld. Det er alene mit ansvar, at jeg ikke har været tydelig nok omkring mine kontekster og min følelsesmæssige status.

Nu er jeg endelig kommet i gang igen med træningen, jeg har igen fundet ind i et regelmæssigt meditationsforløb og sidst men ikke mindst, så har jeg igen fået skemalagt mine refleksive rum. Så nu er jeg klar til igen at sætte mennesket i bevægelse. Denne gang med en langt større bevidsthed om at jeg er nød til at kommunikere endnu mere og give andre en bedre forståelse af min kontekst herunder ikke mindst få en bekræftelse på, at de forstår hvilket udgangspunkt jeg arbejder ud fra og mine mål er samt ikke mindst hvad det er der motivere mig i forhold til dette.

Mine prioriteter i de kommende måneder vil være (i ikke prioriteret orden):

Skabe en endnu mere holdbar personlig platform at agere ud fra.

Skabe erhvervsmæssig fremdrift. Arbejde målrettet på større økonomisk uafhængighed.

Være tro mod og handle i overensstemmelse med mine følelser:

o acceptere at jeg stadig mangler savn og sorgprocessen i forhold til bruddet med Marie.

o acceptere at jeg ikke er klar til at bevæge mig videre.

o være ærlig herom overfor andre.

o anvende endnu mere af min energi på tiden med mine børn og familien.

o forsat række hånden ud til mine relationer/netværk.

Give den fuld gas med træningen. Målene er indtil videre:

o Hamborg Marathon (gennemfører i en tid under 4 timer)

o Copenhagen Marathon (gennemfører i en tid under 3 timer og 40 minutter)

o Gennemfører Challenge Danmark 70,3

o Gennemfører KMD IRONMAN 70,3 Kronborg

Nyde livet, mine børn, familien og alle de smukke, dejlige mennesker jeg kender og som jeg kommer til at kende.

Forsat støtte folk i forandringsprocesser gennem coaching, foredrag og arbejdet med bloggen.

Jeg nyder processen.
Jeg nyder at have styringen/ansvaret.
Jeg nyder udfordringen.

Endnu engang tusind tak til alle de mennesker som støtter og supportere mig. Tak for alle jeres velmenende gode råd.

#WhoDaresWin

#NoPainNoGain
#InLoveWithLife

mandag den 27. oktober 2014

Personlige forandringsprocesser - oplægget jeg ville have holdt.

Som den faste læser af bloggen ved så skulle jeg i den forgangne uge holde et indlæg på en vens netværksmøde. Jeg havde forberedt et indlæg omkring mit arbejde med forandringer og det at tage ansvar for eget liv. Da debatten på mødet kom til at handle mere om modstande i forandringer og misbrugeres vej ud af deres misbrug så måtte jeg skrinlægger mit oprindelig indlæg og istedet fokusere på dagsordenen som den opstod. Det blev på den baggrund et ret interessant indlæg jeg fik bragt til torvs. Når jeg kører sådanne indlæg så ser jeg dialog som værende essentielt og der var i den grad dialog i forbindelse med mit indlæg. Ressourcestærke mennesker der var ret så nysgerrige på hvorledes de kunne arbejde med forandringer i deres hverdag, men også nysgerrighed på hvorledes de kunne hjælpe eksempelvis en alkoholiseret familie og en søn med hash udfordringer.

Alt i alt var det min oplevelse at det var et givende indlæg. Debatten gav ihvertfald mig en del refleksioner med på vejen og det var jo formålet med det hele. At sætte refleksive processer igang hos deltagerne på mødet.

Henover weekenden har jeg dog tænkt lidt over mit oprindelige indlæg. Skitsen til dette har jeg stadig liggende, og den tænker jeg skal deles med læserne. Som den opmærksomme og faste læser kan erindre så havde jeg 6 overordnede temaer for mit indlæg:

hvorfor forandringer?
hvorfor lykkes vi ofte ikke med personlige forandringer?
hvor kommer forandringer fra?
hvorfor fejler vi i forandringsprocessen?
hvordan kan man målrettet og struktureret arbejde med forandringer?
hvad er tidsperspektiverne i forandringsprocesser?

------

Hvorfor forandringer?

Hvorfor er det vi skal være klædt på til forandringer i vores liv? Hvorfor kan vi ikke bare være tilfreds med der hvor vi er?

Det er gode spørgsmål at stille sig selv. Svarene er mange. Men det vigtigste svar i min bog er at vi som mennesker er i konstant bevægelse. Det er vi uanset om vi ønsker det eller ej. Verdenen omkring os ændre sig, teknologien udvikler sig, menneskene omkring også er i bevægelse og ikke mindst så giver vores krop og sind ofte anledning til kravet om forandringer.

Så det er ret så komplekst hvorfor vi skal forandringer. Kravene til disse kan være personlige, relationelle, teknologi eller sundhedsbetingede. Udover dette så er de omgivelser vi lever i, såsom parforhold, arbejdsplads, sociale netværk mv., i konstant bevægelse. Der er altså konstant et krav til os som individ om at kunne forandre og tilpasse os nye virkeligheder.

Hvorfor lykkes vi ofte ikke med personlige forandringer?

Ja, det er jo svært for mig at svare på uden at generalisere. Min egen erfaring og erfaringen fra litteraturen og forskningen viser, at vi som oftest fejler, når kravet til forandringer ikke er klare for os. Med dette mener jeg, at vi som individ ikke er nysgerrige nok på perspektiverne ved forandringer og hvorfor disse er nødvendige. Vi er simpelthen ikke klar i spyttet på den værdi en forandring kan give os som menneske.

Et godt eksempel på ovenstående fra mit eget liv var, at der fra familie, venner, kæreste og egentlig også fra mig selv var et ønske om at stoppe med at drikke. Jeg har lovet mig selv og mine nærmeste en million gange at nu var det slut. Hvorfor tog det mig så 10+ år for at lykkes? I løbet af de 10+ år så jeg mit liv stille og roligt gå i opløsning. Jeg mistede mere og mere af mig selv år for år samtidig med at jeg sårede flere og flere mennesker. Hvorfor var de ødelæggende omstændigheder og konsekvenser ikke det der kunne motivere mig?

Jeg giver lidt svaret i forrige afsnit. Jeg var aldrig nysgerrig på perspektiverne ved at stoppe med at drikke. Frygten i mig for en verden uden smertelindring var simpelthen for stor til at jeg turde være nysgerrig på perspektiverne ved fremtiden. Jeg turde ikke være nysgerrig herpå i forhold til mig selv og da slet ikke i forhold til hvad det ville give mig relationelt og arbejdsmæssigt. Så kort opsummeret så handlede forandringer for mig om frygt og ikke hvad det kunne give af værdi. Det er værdien af forandringen vi skal have frem i lyset. Det er denne der kan motivere os. Specielt når vi står med ryggen mod muren og hellere vil handle som vi altid handler.

Hvor kommer forandringer fra?

I min bog kommer forandringer kun et sted fra. Indefra. Forandringer kan aldrig komme udefra. Ingen kan hjælpe andre til dette. Man kan understøtte folk i forandringsprocesser, men man kan ikke tvinge dem hertil.

Forandringer opstår i min bog, når værdien af disse er klare og evnen til at navigere i forhold til denne værdi er tilstede. Evnen/styrken skal findes i ens nutid. Kigger man igen på min personlige udfordring med alkohol så var det i juni måned 2013 klart for mig, hvilke værdier jeg gik glip af og hvordan jeg modarbejdede alt hvad jeg holdningsmæssigt stod for. Det blev klart for mig at jeg ikke bare løj for omverdenen, men også løj for mig selv. Skal jeg være ærlig så var det faktisk ikke så slemt at jeg løj for omverdenen på dette tidspunkt. Det værste var at jeg løj for mig selv. At jeg konstant kunne finde styrken hertil.

Jeg hører ofte folk omtale rygere, alkoholikere og narkomaner som svage individer. I min optik er specielt de 2 sidstnævnte grupper utrolig ressourcestærke. Det kræver enorm styrke og idérigdom at holde et misbrug skjult. For det første så skal omverdenen jo nødig blive bekendt hermed og man skal skaffe midlerne til at opretholde misbruget og samtidig så skal man opfinde nye virkeligheder/løgne konstant som kan skjule dette. Det kræver altså sin mand/kvinde.

Min værdi til forandring kom udfra et personligt ønske om kærlighed, nærvær og ærlighed. Disse 3 centrale værdier gravede jeg ret dybt i ugerne inden mit alkoholstop. På dette tidspunkt var jeg begyndt at meditere og fik ubevidst en læring i, hvorledes jeg kunne styre mine tankestrømme. Men jeg blev altså ret klar på hvorfor jeg ønskede netop disse 3 værdier i mit liv og hvad det ville betyde for mig. Jeg har et eller andet sted på bloggen beskrevet lidt omkring processen hermed. Men kort fortalt så handler det om, at jeg stillede mig selv spørgsmålet: "hvorfor vil du have kærlighed i dit liv?". Svaret skrev jeg ned. Læste det igen og igen over et par dage. Udfra det nedskrevne fandt jeg et nyt spørgsmål, der kunne grave et spadestik dybere i forhold til "hvorfor vil du have kærlighed i dit liv?". Denne øvelse gentog jeg en 5-10 gange for hver værdi. Det blev altså en tidskrævende proces og svarene vil jeg holde for mig selv, men jeg kan fortælle læseren så meget, at spørgerammerne bundede ud i at jeg havde 10 væsentlige årsager som grund til at stoppe med at drikke. 10 grunde som virkelig var dybt forankret i min personlighed og dermed blev kravet til forandring også dybt forankret i min person.

Hvorfor fejler vi i forandringsprocessen?

Min erfaring siger mig at vi fejler når ønsket til forandring ikke er dybt forankret i os. Når værdien af forandringen ikke er klar for os. Kigger man på forbudsdanmarks kampagner mod eksempelvis rygning så bliver vi bombarderet med budskaber om at rygning er sundhedsskadeligt. Budskaber det koster samfundet hundredvis af millioner og sende hvert evig eneste år. Hvorfor stopper flere så ikke med at ryge? Ja, det er jo fordi den personlige værdi af et rygestop aldrig bliver klar for dem. Sundhedsskadeligt. Ja. Men det er jo sundhedsskadeligt at leve. Det mest sikre i livet er jo at vi skal dø.

Det er kun gennem den gennemarbejdede personlige værdi man kan finde motivationen til forandringer. Det er denne værdi der giver en energien i hverdagen i almindelighed og det er i særdeleshed denne værdi der gør, at man kan overvinde de udfordringer der vil komme undervejs. Udfordringer hvor det nemmeste i verdenen ville være at gøre som altid.

Vil du succes i din forandringsproces så vær ret nysgerrig, fokuseret og målrettet på at finde værdien af dit arbejde med forandringen. Hvad skal forandringen give dig?

Hvordan arbejder kan man arbejde målrettet og struktureret forandringer?

Det korte svar er det kan man ikke. At arbejde med forandringer er komplekst. At arbejde målrettet med disse kræver at man kan/vil arbejde uden for meget struktur. Som oftest er man i processen nød til at forsøge sig frem med små eksperimenter og mærke efter hvordan det påvirker en. Hvis man har fulgt min blog fra starten af så er man bekendt med, at jeg umiddelbart efter min beslutning om alkoholstop tog på Roskilde Festivalen. Dette var et eksperiment og et risikofyldt et af slagsen. Allerede her kunne jeg have ødelagt hele processen. Men det gav mig den første virkelige succesoplevelse som ædruelig. Gennem de seneste 16 måneder har jeg lavet utallige af disse eksperimenter. Man kan sige jeg har "stresstestet" min egen modstandsvilje og energi til forandring.

Opfordringen lyder derfor herfra. Hav et klart mål, klare værdier og bevæg dig så ud i det. Når processen er sat igang og du er fortrolig hermed så kast dig ud i små eksperimenter med lav risiko. Efterhånden som du bliver mere og mere fortrolig med din proces så gør eksperimenterne større. Også i forhold til risiko. Gennem denne proces vil du føle dig udfordret, modstandsdygtig og stærk. Vær opmærksom på at du kan falde igennem. Gør du dette så skal du ikke starte forfra i processen, men alene træde tilbage til det stadie du var på før du faldt igennem. Husk du fejler kun hvis du selv tillader det, hvis du har mistet det store billede i horisonten (værdierne og motivationen).

Hvad er tidsperspektiverne i forandringsprocesser?

Dette er et rigtig godt spørgsmål. Mine personlige erfaringer, litteraturen og forskningen er ret enige om at det egentlig er et todelt spørgsmål. Der er 2 aspekter af dette. Det første aspekt er hvornår er du fortrolig med forandringerne og hvornår er de forankret i din personlighed, gøren og laden. Det andet aspekt er hvornår er andre fortrolige med dine forandringer?

Hvornår er forandringerne forankret i din personlighed?

Det tager typisk en 9 - 15 måned for større forandringer at forankre sig i din personlighed og din ageren. Det er på dette tidspunkt du kan slække på fokus og begynde at arbejde med nye og andre forandringer. Det er her du personligt er på plads med dine forandringer.

Hvornår er andre fortrolige med dine forandringer?

Det er her den bliver svær. Svaret er ikke særligt opløftende. Hverken udfra mine, andres eller forskningens side. Jo større forandring du skal igennem og jo længere den har været påkrævet fra andres side des længere tager den.

Min nære omgangskreds har ikke taget min forandring til sig. Hver gang der sker et eller andet forudsigeligt i mit liv så er det første folk tænker "åh, nej. Nu falder han i". Det siges ikke direkte, men det er så åbenlyst at det skriger til himlen.

Jeg har talt med en del alkoholikere og andre misbrugere herom. Svarene man får er ikke opløftende. Der er folk som 15-20 år inde i deres afvænning stadig ikke er accepteret af dem der burde være deres nærmeste. Hvor deres nærmeste per definition frygter at de falder i, når der sker noget uforudset.

Hvad kan man gøre som pårørende/støtte i forhold til en person i forandring?

Det første man må og skal erkende er, at det ikke kun er den pårørende der skal igang med en forandringsproces. Det skal man også selv. I princippet skal man igennem alle de samme processer som personen i forandring. Man skal finde værdien og motivationen til hvorfor man ønsker det andet menneske og hvorfor man ønsker at acceptere, anerkende og respektere dennes forandring. Ja, hvorfor man vil omfavne og tilgive personen.

Så en opfordring herfra må klart lyde: Tag del i forandringsprocessen. Gå ind i den. Hvis værdierne og motivationen er sammenfaldende så er vejen til den fælles lykke det nemmere og kortere. Det samme er muligheden for at bearbejde og lukke fortiden for derigennem at vokse sammen som menneske.

Afsluttende kommentar

Jeg har søgt at skitsere de største udfordringer og faldgrubber i personlige forandringsprocesser. Jeg vil i nær fremtid søge at komme med en struktureret gennemgang af de værktøjer jeg tog i anvendelse i min proces: psykolog, joharis vindue, CMM, eksternalisering, meditation, motion oma. Jeg tror ikke et enkelt element har været årsag til successen, men snarere at det er et ubeskriveligt sammenfald af alt hvad jeg har gjort. Som nævnt tidligere så er forandringsprocesser komplekse og til tider kaotiske. Så hvad der virker i en situation er ikke nødvendigvis det der virker i en anden.

Hvis nogen skulle have spørgsmål eller kommentarer til dette indlæg så er de meget velkommen til at kontakte mig. Allerhelst vil jeg dog at de deler disse på bloggen således at flest mulige får indsigt i de refleksioner som indlægget har givet dem.

onsdag den 22. oktober 2014

Foredrag - personlige forandringsprocesser.

Jeg er af en god ven blevet opfordret til at holde et indlæg på et netværksmøde han facilitere. Det overordnede tema for møde er: "Er du ansvarlig for dit eget liv?".

Mødet tager os igennem følgende:

de biologiske aspekter ved René Christiansen cand. scient i adfærdsbiologi
de filosofiske aspekter ved Mads Vestergaard cand. mag i filosofi
den personlige beretning omkring forandringsprocesser

Som det fremgår af ovenstående så følger jeg lige efter 2 yderst kapable herre indenfor deres felt. Mit indlæg kommer primært til at handle om følgende:

hvorfor forandringer?
hvorfor lykkes vi ofte ikke med forandringsprocesser?
hvor kommer forandringerne fra?
hvorfor fejler vi i vores processer?
hvordan kan man arbejde målrettet/struktureret med forandringer?
hvad er tidsperspektiverne i forandringsprocesser?

Jeg vil med mit oplæg søge både at komme omkring de personlige og de faglige forandringsprocesser. I princippet er der ikke de store forskelle i disse. Udover at konsekvenserne af manglende forandringsparathed og/eller afklaring er vidt forskellige. Når det er sagt så er der vel ingen mennesker der kan adskille deres faglige og professionelle identitet så meget, at forandringer det ene sted ikke også har indvirkning andetsteds.

Jeg glæder mig til de øvriges indlæg og er en smule skræmt ved at skulle afholde mit eget. For mit indlæg kan ikke undgå at blive personligt, hvorimod de øvriges indlæg primært er fagligt funderet.

Når indlægget er slut skal jeg selv i gang med den største forandringsproces, jeg længe har været involveret i. En proces som er nødvendig for at jeg får det bedst mulige fundament for mit fremtidige liv og maksimere fuldt på min egen og dermed også andres glæde.

Det glæder jeg mig til. Jeg kender jo vejen til succes. :-)

Hvis nogen derude skulle være interesseret i et lignende oplæg i deres netværk/organisation er I velkommen til at kontakte mig.

onsdag den 17. september 2014

Karma: At forstå en andens lidelse.

Nogen gange overvejer jeg virkelig om der er noget der hedder karma.

De seneste 3 år har jeg forsøgt at sætte mig ind i hvad hjernerystelse gør ved et menneske. Specielt det sidste halvandet år har jeg forsøgt at blive klogere på handlemønstre hos en person ramt af hjernerystelse.

Hvad har det med karma at gøre tænker du? Ja, jeg har haft en tanke eller 2 om at folk bare skulle spænde ballerne og tage sig sammen. Har også engang i mellem tænkt at så slemt kan det ikke være.

Nu spørger du igen. Ja, hvad har det så med karma at gøre?

Torsdag den 4. september har jeg været forbi Gammel Kongevej og hente min telefon fra reparation. Jeg er i rigtig godt humør fordi det har været en god dag. Jeg har rimelig travlt med at komme hjem, fordi jeg gerne vil have en god lang løbetur og reflektere over dagens begivenheder.

Jeg rammer rødt i lyskrydset ved Vesterbrogade og H.C. Andersens Boulevard. Hvis man holder en god fart herfra så kan man tage en grøn bølge frem mod arbejder, og jeg kan derfor være hjemme på under 5 minutter. Da det bliver grøn træder jeg hårdt i pedalerne og distancere ret hurtigt de øvrige i lyskrydset. Da jeg kommer op på siden af Tivoli holder der en del turistbusser som der plejer. Det er der ingen problemer i, det gør der dagligt. Så jeg forsætter med god fart videre.

Da jeg kommer halvvejs igennem den kombinerede cykelsti/busparkering vælger en kvinde at bevæge sig ud imellem 2 busser, der holder med under en meters afstand i mellem sig.

Jeg har IKKE en chance. Når kun at tænke "det her kommer til at gøre ondt" inden jeg rammer hende med en 25-30 kilometer i timen og bliver slynget over hende med cykel flyvende endnu højere end jeg.

Jeg har ingen mulighed for at nå at reagere i situationen så tager fra i faldet med venstre side af mit ansigt - primært kindbenet. Der bliver slået et dybt hul og blodet fosser ud. Jeg bliver liggende og sunder mig i 30 sekunder. Selvom dette sker midt i myldretidstrafikken så stopper folk kun op. Der står en 30-40 mennesker omkring ulykkesstedet. Den eneste der hjælper er en ung kvinde. Hun er faktisk ret sød og bekymret. Den ældre dame som er trådt ud foran mig får ingen hjælp. Så jeg søger at gå/løbe efter hende for at spørge om hun er okay. Hun bløder kraftigt fra hovedet og har formodentlig også fået trykket et ribben eller 2. Der er en fra hendes turistselskab der siger til mig, at de har styr på det og nok skal sørge for hende. Derfor beslutter jeg, at jeg hellere må koncentrere mig om mig selv.

Så jeg samler mine ting og bevæger mig på gåben mod Amager. Da jeg går kan jeg mærke blod løbe ned af kinden. Jeg må have set ud af helvede til. Da jeg for halvandet til 2 år siden var ude for et lignende uheld skademæssigt så er jeg lidt bange for at tage hjem. Så jeg beslutter mig for at tage forbi Café Haraldsborg. Så er der da i det mindste nogen i min nærhed såfremt jeg skulle besvime eller lignende.

Det første jeg gjorde da jeg kom derhen var at komme is på ansigtet. Mens jeg sidder udenfor Café Haraldsborg begynder jeg at miste evnen til at fokusere på højre øje. Jeg tager derfor på Amager Skadestue for at få undersøgt ansigtet/øjet. Heldigvis er der ikke sket nogen skade med øjet, men lægen advarer mig om at jeg formodentlig har fået en kraftig hjernerystelse. Dette skubber jeg lidt i baggrunden, for jeg har det jo okay i hovedet. Ingen hovedpine eller lignende.

Om fredagen har jeg det værre end dagen før. Er ret svimmel og træt af h-til. Tager ret tidligt imod Jylland og samværet med mine børn. Christians 14 års fødselsdag skal fejres med bedste- og oldeforældre. Desværre bliver det en weekend, hvor jeg mere eller mindre er fraværende hele weekenden. Er træt, har hovedpine og bliver irriteret over støjniveauet.

Om mandagen (4 dage efter ulykken) tager jeg igen til lægen. Alle mine symptomer peger mod en konklusion. Jeg har officielt hjernerystelse.

De seneste 10 dage har jeg, hvis man ser bort fra lørdag/søndag, mere eller mindre ikke lavet andet end gå en tur, sove, lave mad og sove igen. Jeg har været isoleret og overladt til mine egne tanker. Normalt hvis kan jeg godt lide tiden til eftertænksomhed, men når man pludselig får meget tid, så vandre ens tanker i øst og vest. I nord og syd. Der er ingen hoved og hale i disse og man begynder efterhånden at blande tingene sammen. Jeg har ihvertfald siddet med følelsen af, at jeg mistede min forstand.

De sidste 10 dage har gjort mig opmærksom på, hvilket helvede blandt andet Marie har været igennem og hvilket helvede hun stadig går igennem. For mit eget vedkommende så håber og krydser jeg fingre for, at min tilstand forbedres indenfor den næste uges tid. Det var den tidshorisont min læge gav mig for hvor længe der burde gå med en normal hjernerystelse.

Så ja. Tror på at karma tog røven på mig. Den gjorde mig ihvertfald opmærksom på at man ikke skal prøve at sætte sig i andres sted og fortælle dem, at de burde/kunne gøre tingene anderledes, når man ikke selv har været der.

tirsdag den 2. september 2014

Licens.

Da en stor del af min proces er foregået her på bloggen så tænker jeg, at læserne heraf også skal delagtiggøres i min seneste facebook opdatering. Opdatering blev ledsaget af dette billede:

På facebook skriver jeg:

for 17-18 måneder siden flød min krop i alkohol. Det gjorde den på alle tidspunkter undtaget når jeg havde mine børn. Min krop var ved at give op, mit sind havde givet op, min omgangskreds havde givet op, min familie havde givet op. Ja, jeg havde også selv givet op. Jeg forsøgte sågar den nemmeste udvej uden at have styrken til at gennemføre det.

Valgte i dagene, timerne og ugerne efter det forsøg at løsningen måtte være en anden. Det er nu mere end 16 måneder siden jeg sidst har rørt alkohol. Min kropsfunktioner virker igen og min omgangskreds er så småt igen begyndt at åbne døren for mig (jeg føler mig stadig ret ensom og isoleret).

Igennem de sidste mange måneder har jeg kæmpet alene. Det tror jeg også på er den eneste vej til varige forandringer i sit liv.

Det var det ihvertfald for mig. Det der reddede mig var IKKE kærligheden til mig selv, men kærligheden til mine nærmeste og dem som jeg havde svigtet.

Det der virkede for mig var så IKKE mine nærmeste eller mine nærmestes hjælp. Snarere tværtimod. Når jeg reflektere over det så kommer jeg altid frem til at mine nærmestes gode intentioner altid var med til at fastholde mig i det lort jeg sad i halsen til.

Jeg indså på daværende tidspunkt, at jeg selv var værktøjet til de varige forandringer, at alle løsninger og muligheder var bestemt af mine egne handlinger. En af de væsentligste handlinger jeg har gjort igennem hele den periode er, at jeg har fokuseret ekstrem meget på mit fysiske velvære. Det har givet mig en psykisk styrke som har været selvforstærkende i forhold til at blive et bedre menneske.

Derfor er det også med en glædeståre i øjnene, at jeg modtager min licens på mailen denne morgen. Det bliver en hård omgang, men sigtet er sat og kroppen klar hertil. Målet er en fuld Ironman senest i 2016 (gerne før).

Jeg har kæmpet alene indtil videre, det vil jeg fortsætte med. Jeg har IKKE brug for mine nærmestes hjælp. Kun deres forståelse, accept og respekt for mine forandringer.

Hvis jeg kan skabe varig forandring i eget liv. Så kan alle andre også. Det handler bare om at turde, at vise mod og at handle. Ingen andre kan gøre dette for dig. Det kan kun du selv.

#InLoveWithLife
#NoPainNoGain
#WhoDaresWin

Dette følges i kommentarsporet op med:

Hudløs ærlighed er også en vigtig forudsætning. Både overfor selv og i ligeså høj grad overfor omverdenen.

og

Må vist hellere komme med en rettelse. Skriver i teksten at jeg har været uden alkohol i 16 måneder. Det er da en være gang løgn og latin. Den 26. august var det 14 måneder. Beklager fejlen. Det betyder så også der skal tages små 2 måneder af den anden tidsafgivelse i indlægget.

og

De 16 måneder der løber rundt i mit hoved er den tid der er gået siden Marie "endelig" mistede tilliden og troen på mig.

torsdag den 14. august 2014

Narcississtiske træk i et forhold.

Det er i den sidste stykke tid gået op for mig, at mine narcissistiske træk ikke var årsagen til mit og min tidligere kærestes brud. Det handlede derimod også om hendes narcississtiske træk og hendes graven i hvad det egentlig betød. Det var åbenbart nemmere for hende at projicere over på min person og forholde sig til det der, end at forholde sig til det i forhold til hendes person og handlemønstre. Hvilket nok er meget menneskeligt og naturligt. Det er jo altid nemmere at kigge ud mod verdenen end at kigge fra verdenen ind mod en selv.

I min optik er det også dette, der har blokeret for enhver form for kommunikation og dialog, hvilket kun har gjort processen i forbindelse med bruddet endnu sværere.

Bruddet handlede altså ikke alene om mit manglende selvværd, selvtillid og manglende selverkendelse. Det handlede i endnu højere grad om hendes manglende selvværd og selvtillid. Hun forstod ikke at jeg kunne elske hende fordi hun ikke elskede sig selv. Det er denne manglende kærlighed til sig selv, der har gjort, at hun aldrig har været rodfæstet, men altid er flyttet. Det er det der altid har gjort hun er løbet bort når der har været udfordringer. Nøjagtig de samme handlemønstre som jeg kender fra mig selv. Jeg ved hendes intentioner har været ærlige og reelle. Men som hun gentagne gange pointerede overfor mig, så er det handlingerne der definere hvem vi er og hvor vi går hen.

Dette forklarer også hvorfor jeg aldrig oplevede nogen af de ting, jeg efterspurgte i vores forhold. Ting som reelt set havde betydning for min sociale angst i foråret 2013:

Det forklarer også hvorfor hun aldrig troede på:
- urealistiske forventninger.
- manglende anerkendelse af min person eller de mål jeg gik efter.
- mistroisk i forhold til mine intentioner og handlinger.

- at jeg finder hende speciel og unik.
- at hun ikke rigtig forstod min anerkendelse af hende.
- at hun ikke kunne tage dialogen omkring følelser.
- at hun kunne bringes ud af kurs når de kærlige følelser faktisk ramte hende.

Jeg håber virkelig for hende, at hun har brugt det seneste halvandet års tid til at gøre noget ved dette. For hendes egen lykkes skyld. Nøglen til kærlighed, trivsel og egen familie (som er/var hendes store drøm) ligger dybt begravet i hendes eget system. Ligesom min vej til kærligheden og trivsel i dagligdagen går igennem mit arbejde med mig selv.

Ovenstående giver også den fulde forklaring på hvorfor vi ikke lykkedes. 2 mennesker med lavt selvværd og kærlighed til sig selv har ingen mulighed for at løfte hinanden. Og da slet ikke når de ud af til har helt urealistiske forventninger/forestillinger om hvem de er og hvad de kan give. Uanset hvor stor kærligheden imellem dem så er.

Med denne erkendelse lukker jeg nu endegyldigt dette kapitel i mit liv. Jeg er ikke, hvem jeg var. Jeg håber på, at hun også forstår, at hun ikke er, hvem hun troede hun var. Altså hvem hun er og hvor meget hun faktisk fortjener kærligheden og ikke behøves at være speciel i hendes egne øjne så længe hun er det i andres.

For at vi begge skal lykkes som mennesker er det i min optik vigtigt, at vi begge har fundet frem til vores reelle holdninger og værdier. Vi har fortjent at være lykkelige og kan måske takke hinanden over tid for, at vi sammen satte denne proces igang hver for sig. At det så aldrig kom os tilgode som par er jo bare den pris vi har måtte betale. Det har jeg det fint med den dag i dag. Jeg har vundet væsentlig mere end jeg tabte. Den selvindsigt jeg har i dag har været det hele værd.

#NoRegrets
#InLoveWithLife
#WhoDaresWin
#NoPainNoGain