OPDATERET 5. SEPTEMBER 2013
Denne del af beretningen vil fortælle om mit liv efter gymnasiet og frem til kommandoen 'Til civil træd af'.
I sommeren 1991 står jeg foran det svære valg, at jeg skal vælge studieretning og dermed mål for livet. Oprindelig ville jeg have været advokat gennem det meste af min gymnasietid, men da jeg stod foran valget så endte jeg med at vælge det afsætningsøkonomiske område. Jeg kunne have valgt den nemme løsning og søgt ind på HA på Syddansk Universitet i Kolding. En nem, hurtig og billig løsning. Men også en løsning som ville betyde at jeg ikke kom væk hjemmefra. At jeg ikke skulle stå på egne ben. I de år var Bertel Haarder undervisningsminister og han havde under stor hype med opbakning fra DI og Dansk Erhverv fået stablet en - det var det dengang - professionsbachelor op som hed markedsøkonom. En uddannelse som ingen endnu havde afsluttet og derfor var den ny, spændende og omfavnende i sit faglige udbud. Så den valgte jeg og jeg valgte at læse den i Svendborg.
Så i slutningen af August måned 1991 flyttede jeg til Svendborg. Da der ikke var studieboliger nok i byen så indledte jeg min tid som svendborgenser som campinggæst på en campingplads i Rantzausminde. Det var fornøjeligt og hamrende hyggeligt. Jeg tog i skole om morgene og spiste aftensmad med tilhørende øl med de lokale 'indbyggere. Jeg nød denne første måned. I september måned får jeg et kollegieværelse på Fruestuevej. En dejlig lille plet på landkortet på 24 m2 med badeværelse og thekøkken. Jeg var i himlen. Havde mit eget og ingen at stå til ansvar for.
En ikke uvæsentlig del af min klasse boede også på kollegiet. Vi var vel en 10 stykker ud af en samlet klasse på 30. Så der var også rig mulighed for studiegrupper og des lige. Ikke at det havde min store interesse. Men det var da en mulighed.
Min nyfundne 'lykke' ude i det virkelig liv blev nydt i stort omfang de første par måneder. Under Uret, Frandsen og Børsen blev frekventeret ofte, men et sted som virkelig fangede mig var diskotek Chess. Et diskotek som havde lukket søndag og mandag. Tirsdag var der musik quiz med Henrik eller Lewis, Onsdag var der fadøl til en 10, torsdag var som regel med koncerter, fredage og lørdage var til fest og farver. På diskotek Chess fandt jeg for første gang et socialt fællesskab som sagde mig noget. Det var interessen for musikken og øllene der fangede. Så Lewis, Nicolai, Schlæger, Frank og hvad de nu ellers hed blev mit udenfor skolen netværk. Det var også på diskotek Chess jeg startede min 'frivillige' karriere indenfor musikken som roadie til koncerterne om torsdagen (har set pigerne fra Ace of Base nøgne inden de hittede).
En sjov historie fra dette år er en i december måned. Ovenstående slæng er løbet tør for penge og vi har lyst til at feste. Vi tigger os frem til en femmer eller en tier hos venner og bekendte i gågaden. Pengene bruger vi til en kasse øl og så meget hash vi kunne få fat i. Så var der ellers dømt hygge på Fruestuevej. Vi sidder 7-9 mennesker på mit lille værelse. Vi er først og fremmest fulde (havde fået andet end den ene kasse øl), men vi blev også så skæve, at vi måtte slukke al lys i lejligheden, sidde med solbriller og caps på fordi dioderne i anlægget blændede os. Sådan måtte vi også ud på natten tage i byen. Vi må have lignet idioter.
I dette efterår møder jeg også min første rigtige kærlighed - Lene. Vi bor på samme kollegie og danner ret hurtigt et fast par. Vi passer skide godt sammen. Hun er 'klassisk' opdraget og har bl.a. været på Martha kurser, som er et sted unge kvinder lærer om madlavning, vask og strygning. Hvorfor er det gået af mode?
Hun er en intelligent, berejst, køn og humoristisk kvinde. Hun forstår at udfordre mig og holder mig til ilden ift. at passe min skole. Pjækker dog konsekvent fra nationaløkonomi da professoren taler i 4 timer i samme toneleje, men ellers møder jeg faktisk som oftest op. Hun er også den første kvinde som skaber et socialt netværk sammen med mig. Jeg bliver introduceret for snart sagt gud og hver mand. Bliver mødt af alle med åbenhed og ærlighed. Jeg har det fantastisk i hendes selskab.
I foråret 1992 beslutter vi os for, at 2 huslejer på et kollegie er bedre givet ud til en husleje i en tre værelses lejlighed. Så der flytter vi sammen på Jægermarken. En dejlig tredje sals lejlighed med udkig til det smukke fynske øhav. Det er en fantastisk tid og jeg har det råde-/albuerum jeg har behov for. Vi er ofte sammen, men respektere også, at der skal være en tid hver for sig. Det går super godt.
I denne sommer 1992 - den varmeste i mands minde - vinder Danmark europamesterskaberne i fodbold. Jeg tror aldrig nogensinde jeg har været så beruset som denne aften. Klokken lidt over midnat må jeg strække våben og finde min seng. I denne sommer er jeg også på Midtfyns Festivalen sammen med Lene og Thomas. Lenes forældre boede i Ringe små 10 minutters gang fra festivalpladsen og både hendes far og mor arbejdede for Ringe Boldklubs bod på stedet. Denne sommer får jeg beskeden om at min morfar er gået bort mens jeg er på festivalen. Jeg er knust og tager fra festivalen til Kolding og videre til Esbjerg sammen med min familie. Jeg får sagt farvel til mit store idol i kapellet og indser da, at min mor og far har behov for at være alene. Der rækker jeg for første gang virkelig ud efter min søster. Så jeg tager hende med tilbage til Fyn og Midtfynsfestivalen. Jeg tager mig så at sige af min søster i de dage der kommer ved at skabe fest og glæde omkring hende. På det tidspunkt udvikler min søster og jeg reelt set det forhold til hinanden vi skulle have et lille årti frem i tiden.
I december måned er vi til julefrokost med vores medstuderende på Svendborg Handelsskole. Vi har en hyggelig aften, men på et tidspunkt kommer Lene grædende hen til mig. En af vores medstuderende har mobbet hende og kaldt hende en lang række grimme ting. Jeg beslutter mig derfor for at tage en alvorlig samtale med vedkommende. Jeg forklarer ham, at jeg ikke vil finde mig i sådan en opførsel. Det ser ud som om han har forstået budskabet. Så festen forsætter ufortrødent. En lille times tid senere kommer Lene igen tårevældet hen til mig. Nu er hans retorik og udtalelser ift. hende kun blevet forværret. Jeg tager endnu en samtale med ham og beder ham om at holde sig langt væk fra Lene. Gør han det så sker der ham ikke noget.
Der går cirka en halv times tid. Så er balladen der igen. Jeg finder 'klaphatten' tager ham i struben og klynger ham op af væggen. Han vejer vel omkring 100 kilo og jeg vejer på det tidspunkt 80 kilo. Alligevel kan jeg få ham op af væggen i en arm grundet adrenalinen der pumper i mit blod. Ingen skal såre dem jeg holder af. Da jeg har ytret hvad jeg havde at fortælle ham og mere eller mindre var kølet ned så gør klaphatten det mest idiotiske han kunne gøre. Han sparker mig i skridtet og dette kunne ikke rigtig mærkes grundet adrenalin kicket. Han bliver flået til jorden og jeg kaster mig over ham. Han får slag på slag til hoved og krop. Jeg stopper ikke. Folk omkring os forsøger at få mig væk. Først en person, så 2 personer men først da de er 6-8 personer har de kræften til at få mig væk fra ham. Han er godt hævet i hovedet, er meget øm i kroppen og af en eller anden grund så sidder hans underben ikke ordentlig (det må være sket da han blev slynget til jorden). Han har mærket på egen krop, hvad det vil sige at udfordrer løvehanen gennem dennes flok. Han har fået et ordentlig lag tæsk.
Al dette resulterede i mit første møde med ordensmagten. Jeg blev naturligt sigtet for vold. Som den person jeg er, så nægtede jeg at udtale mig til politiet og forholdt mig ene og alene til, at det var dem som skulle bevise, at jeg ikke handlede i selvforsvar. Politiadvokatens afgørelse endte da også med en bøde til os begge for værtshus- / gadeuorden. Siden den dag udtalte 'klaphatten' sig ikke negativt om hverken Lene eller jeg.
I januar måned 1993 er det sidste semester på Markedsøkonom uddannelsen. Det er tid til hovedopgave skrivningen. Jeg havde - i samarbejde med skolen - lavet en aftale med Smith & Co. i Odense omkring en markedsundersøgelse af et nyt marked i Sydafrika. Så dette forår tog jeg flyveren til Cape Town og mit livs oplevelse. Jeg var så heldig, at Lene havde fået et legat fra Danske Bank og en lignende opgave for Kompan. Det var en fantastisk kombination. Den første tid dernede boede vi i det dejlige vindistrikt Stellenbosch. På Stellenbosch Universitetets gæsteboliger lige udenfor Stellenbosch. Boliger som er berømte/berygtet for, at det var der 'Apartheid' blev udtænkt. Og nej. Den filosofiske og videnskabelige tilgang til 'Apartheid' var milevidt fra det vi lærte at kende og foragte. 'Apartheid' i sin oprindelige form handlede om hvorledes man kunne skabe demokrati i landet uden landet blev kastet ud i katastrofer som man havde set i resten af Afrika og i resten af de tidligere kolonier. Hvordan sikre man sig en demokratisk overgang, hvor folket er uddannet nok til at kunne varetage de civile funktioner som kræves i et moderne samfund. Virkeligheden kom aldrig i nærheden af dette visionære skriftsstykke.
I Sydafrika mødte jeg for første og eneste gang også et folkefærd som skammede sig over deres historie. Sikker på samme måde som en tysker må have følt i 50'erne. Det var ubarmhjertigt at se et folk på denne måde have skyldfølelse over politisk inkompetence. Vi anmodede på et tidspunkt vores sydafrikanske kollegaer på Stellenbosch om at synge nationalsangen (der var ikke kommet en ny på dette tidspunkt). Det turde de ikke før de sorte medarbejdere også tilskyndede dem hertil og da de endelig gjorde det var det med skam i ansigterne.
Det var også afskyeligt at se, hvorledes volden og ligegyldigheden kunne pågå i dagligdagen. Vi overværede blandt andet en nedskydning af 3 personer midt på et torv i Johannesborg. Der var umiddelbar panik mens der blev skudt. Men straks herefter var tingene 'normaliseret' og folk bevægede sig videre. Ingen stoppede op og kiggede på de døde kroppe der lå på jorden.
I Sydafrika lærte jeg også omkring hvad åbenhed og tillid betyder. En af de læresætninger vi fik mens vi kørte rundt i biler i Johannesborg var, at vi aldrig måtte stoppe hvis vi forvildede os ud i eksempelvis Soweto. Og det skete jo så. Ved en fejl og grundet dårlige kort så førte jeg bilen ind i hjertet af Soweto. Reglen siger så at man skal sætte farten op og ellers bare skynde sig ud af området ved at forsætte lige ud. Det gjorde jeg ikke. Vi havde et Dannebrog i forruden så da vi nærmer os en kiosk stopper jeg under protester bilen og stiger ud for at spørge om vej. Jeg blev i den grad mødt med åbenhed og kærlighed. Folk i og omkring kiosken var helt vild for at tale med en udefrakommende og så en fra Danmark. I Soweto vidste alle, at det var de nordiske fagforbund der havde finansieret en ikke uvæsentlig del af ANCs kamp. Så som danskere var vi helte.
Det skal siges i forhold til ovenstående køretur, at da vi havde været i Sun City og ramte Johannesborg fra den forkerte side af byen om natten. Der kørte vi altså med låste døre og 200 km i timen igennem byen.
En sidste ting jeg lærte i Sydafrika er, hvor lidt et menneskeliv kan betyde i stammekrige. I Sydafrika fandtes der 2 taxaselskaber. Den ene ejet af Xhorsa og den anden af zulu stammen. Imens vi var dernede oplevede vi via aviserne, at en Xhorsa taxa havde skudt på en zulu taxa der var ved at samle en kunde op. Med de skadelige konsekvenser at en hel skolebus fuld af børn blev dræbt i krydsilden. I Sydafrika fik man et andet forhold til vold og drab. Man blev følelseskold og læste konsekvent ikke de første seks til otte sider af avisen.
Da vi kom hjem fik jeg skrevet min hovedopgave og afleveret denne. Fik også det resultat jeg gik efter. 2 x 11 tal (mundtlig og skriftlig). Så i sommeren/efteråret 2013 var jeg klar til den store ungdomsarbejdsløshed. Heldigvis var der noget som hed dimittendsatser og dagpenge. Dette sammenholdt med min festglæde var jo som sendt fra himlen. Og dengang blev man ikke sendt ud i ligegyldig aktivering eller skrivning af ligegyldige ansøgninger. Man fik lov til at være sig selv. Så jeg gav den god gas i de her måneder.
Lene derimod havde en anden ære og respekt for samfundet end jeg. Hun satte en evne i at være selvforsørgende. Så hun tog job i den lokale kvickly med at lange pølser over disken i grillbaren og slagteributikken.
Min manglende respekt for andre folks penge og hendes ære i at være selvforsørgende gav os nogle ordentlige ridser i lakken. Det sled godt og grundigt på vores forhold. Men jeg indser til sidst at hun naturligvis har ret. Har man evnen så har man fandme også pligten. Derfor overvejede jeg kraftigt hvorledes jeg kunne komme videre. Jeg gad ikke småborgerligheden og supermarkedet. Så jeg fandt et alternativ. Jeg ville gerne kunne gøre brug af min uddannelse, men ville også gerne tage genveje. Så jeg erindrede at jeg havde trukket frinummer ved min session. Jeg ringede derfor til Forsvarets Rekrutteringstjeneste og forelagde dem mit ønske. Jeg vil gerne aftjene min værnepligt... Men kun hvis jeg kan komme til Den Kongelige Livgarde. Det kunne jeg godt. Men jeg skulle vente halvandet år på at blive indkaldt. Fint tænkte jeg. Så napper jeg da bare halvandet år på ryggen. Nu har jeg jo taget initiativ til at komme videre.
Men den gik ikke. Eller rettere det gjorde den. Men i starten af 1994 finder Lene mig så uinteressant grundet min ugidelighed og laden stå til, at hun er mig utro med slagtersvenden fra Kvickly. Jeg har mødtes med dem om eftermiddagen på Frandsen og aftalt med hende, at jeg skal lave mad til os. Dette tager jeg hjem for at lave. Hun kommer bare aldrig. Først op på aftenen kommer hun hjem. Glad og i godt humør. Jeg tænker fint. Hun har fået et par øl og er i godt humør. Men straks hun sætter sig i sofaen kan jeg se noget i hendes øjne. Hun har været mig utro. Jeg konfrontere hende med min antagelse og ganske rigtigt. De har sammen været ude og sejle. I den forbindelse havde de så fuld byrdet min ydmygelse. Jeg var hvad man kaldte på godt dansk en hanrej. Jeg hadede hende fra dette øjeblik af. Ringede straks til mine forældre og anmodede om at flytte hjem. Dette gjorde jeg dagen efter. Jeg har ikke talt med hende siden.
Det var anden gang i mit liv, hvor jeg havde vist et andet menneske følelsesmæssig sårbarhed. Og anden gang jeg var blevet ramt af utroskab som afslutning på dette. Jeg hadede det. Jeg hadede følelser.
Da jeg flytter hjem til mine forældre, tænker jeg, at jeg nu kan slappe af og nyde freden indtil militæret kalder. At jeg forsat kan være en slendrian. Men den gik ikke. Heldigvis for det. Via min moder kommer jeg i denne periode til at arbejde som specialarbejder på Danfoss i Kolding. Her lærer jeg hvad hårdt arbejde vil sige. Og jeg lærer betydningen af dette. Økonomisk uafhængighed. Så man kan sige, at jeg lærte den lektie, som Lene havde forsøgt at lærer mig. At penge tjent i ens eget sved er bedre end at leve på andres bekostning. I den periode fik jeg også en del nye bekendskaber i Kolding. Desværre har jeg ikke rigtig nogen kontakt til dem længere.
I den periode jeg arbejdede hos Danfoss mærkede jeg også for første gang urimeligheden i fagbevægelsen og solidariteten. Jeg blev efter ganske få dage tvunget ind i det der dengang hed SID. Jeg kunne simpelthen ikke selv vælge. Og slet ikke når min moder havde skaffet mig jobbet. Så jeg måtte æde min ære og støtte fagbevægelsen. Dette måtte jeg også under en konflikt i foråret 1997. En konflikt som egentlig ikke ramte SIDs medlemmer. For de havde stemt ja til mæglingsforslag. Men fordi Dansk Metal stemte nej. Så hvor vi havde pisse travlt så blev fabrikken lagt øde og vi var konfliktramte. Jeg forstod aldrig hvorfor jeg skulle betale for dette. Og jeg forstod endnu mindre, hvorfor jeg skulle arbejde over i ugerne/månederne derefter. Det gav ingen mening. Der ville gå længe før fagbevægelsens medlemmer faktisk havde tjent på konflikten.
Jeg arbejdede på Danfoss helt frem til jeg startede i militæret. I forhold til mit følelsesmæssige liv så havde jeg ikke et sådan. Jeg var tilbage til udgangspunktet og nedlagde kun kvinder grundet seksuel tilfredsstillelse. Følelser var aldrig noget jeg gav efter for.
1. juni 1995 trak jeg i Dronningens klæder og siden da har Pro Rege Et Grege været en del af mit liv. Jeg er og bliver royalist til fingerspidserne. Jeg startede med 3 hårde måneder som rekrut i Stabskompagniet. Det skulle senere vise sig, at vi var det sidste hold 'rigtige' gardere. Det sidste hold hvor der ikke gik talsmand og humanisme i værnepligtsuddannelsen. Man var dis og der var kæft, trit og retning. Jeg elskede det. Det var fysisk og psykisk en fed oplevelse. Specielt den for rekruttiden afsluttende Rex øvelse var en oplevelse som alle unge mænd skulle prøve/udsættes for. En speciel hård tid for os der åbent havde ytret ønske om at komme på Sergentskole. Ydmygelserne var mange og opfindsomme. Den sidste store ydmygelse var umiddelbart efter Rex turen, hvor alle Sergentskole aspiranter skulle stille til personligt møde på bataljonskontoret. Dette kontor er det varmeste og mest ubehagelige jeg nogensinde har mødt. Det samme var atmosfæren. Man fik - næsten efter amerikansk forbillede - at vide hvor lidt man var værd, hvor man skulle stramme balderne sammen og at man så bare kunne forsvinde fra kontoret. Dagen efter kunne man så på opslagstavlen se om man var en del af den fulde ydmygelse eller om man var på vej til Sønderborg. Mit navn var på listen. Så Sønderborg var næste stop.
Opstarten på Sergentskolen var en forvandling af dimensioner. Man var pludselig dus med alle og fokuset var på pædagogik og læring. Ikke lige det man forventede når man kom fra Høvelte af. Jeg kom i delingen for motoriseret infanteri og forsyning. Fik fornøjelsen af at bo på 'hotellet' sammen med 3 kollegaer fra Den Kongelige Livgarde. Vi var små 70 mand afsted og med Den Kongelige Livgardes værnepligtsfrekvens så betød det, at vi i 4 af de 8 måneder i Sønderborg var i overtal på skolen. Det var de sjove måneder. De øvrige 4 var vi i undertal og derfor i konstant 'krig' med de øvrige regimenter. Ikke mindst ridetøserne fra Næstved. Sergentskolen var en feriekoloni i forhold til det man havde oplevet tidligere. I hvertfald efter den 'rekruttursagtige' Søgaardstur. En tur hvor en gruppe af elever skal marchere et ukendt antal kilometer med en hel delings udrustning. Det værste ved den tur på 75 kilometer var ikke så meget mængden af udstyr man skulle bære/slæbe på. Det var snarest at man de sidste små 20 kilometer kunne se sit næste mål i måneskinnet. Den dag i dag hader jeg stadig kirketårnet i Vester Sottrup. En anden ubehagelig detalje var at der var diverse 'quizzer' undervejs. Forkerte eller mangelfulde svar gav en ekstra pansermine at slæbe på. Så man var udmattet da man nåede kirken og enkelte havde endda skidt i bukserne. :-)
Jeg nævnte ovenfor at Den Kongelige Livgarde som oftest var i opposition til de øvrige regimenter. Det var vi også. Tror som oftest det var ren misundelse. Men det var noget som ikke kun var forbeholdt eleverne. Officere og befalingsmænd fra de øvrige regimenter var også strikse når det kom til os. Dette skulle jeg mærke på egen krop. Jeg havde en weekendvagt på kasernen (en rimelig fri vagt med masser af frisk luft, tv og god mad). En sådan vagt strakte sig fra fredag morgen til mandag morgen. I vagtstuen skulle der konstant være en mand som sad ved lugen ud til vejen (på trods af at kasernen var pivåben den anden vej). Denne mandag morgen omkring kl. 04.00 kommer der en seniorsergent fra Garderhusarerne. Jeg har lige taget nogle strækker for at samle energi og sad og bandt mine støvler på nummer 2 stol fra vinduet. Det kostede mig en indberetning for at have sovet på vagten. Straf 10 dages kvarterarrest inkl. weekendvagttjeneste plus en ekstra weekendvagt. Så jeg fik 10 dage hvor jeg kunne i tjenestemedfør måtte forlade kasernen. Heldigvis var jeg på det tidspunkt 'sengeven' med den kønne pige fra tutten. Så hun havde adgang til kasernen. Så i løbet af de 2 ekstra weekendvagter jeg havde nåede jeg blandt andet at have sex med hende i alle fra min delings senge. I officersmessen og i våbenbunkeren. Naturligvis dækkede mine kollegaer over mig. Jeg var jo blevet røvrendt. Og det blev jeg skam også på weekendvagterne. Der skulle man cykle 2 gange i løbet af aftenen/natten ud til ammunitionsdepotet ude i øvelsesterrænet. Sjovt nok fik jeg hver evig eneste gang lov til at cykle turen 2 gange. Så søvn blev der ikke plads til.
Samtidig med at jeg gik på sergentskole så havde jeg en ting kørende med en pige i København og en i Kolding. Altså 3 på en og samme gang. Det gav ikke umiddelbart nogen problemer før nytårsaften 1995-1996. Der havde jeg ved en fejl inviteret både hende fra Kolding og hende fra Sønderborg i byen i Kolding. Det var en nervepirrende og dramatisk aften. Den ene var installeret på øverste etage på Crazy Daisy og den anden i kælderen. Begge i selskab med mine venner fra Kolding. Denne aften havde jeg verdens mindste blære. Rendte konstant fra kælderen til 1. sal og retur. Begge kvinder skulle jo serviceres. Den dag i dag kan jeg stadig ikke tro på, at det lykkedes mig at overleve den nat. Ingen af dem fattede nogensinde mistanke om mit dobbeltspil. Et dobbeltspil som var nemt fordi jeg ingen følelser havde for nogen af dem.
I foråret 1996 kommer det sidste hold nye elever på skolen inden vi selv bliver færdiguddannet. Det er den første gruppe med hvad jeg kalder 'indoktrinerede' individer i blandt sig. Blandt andet en talsmand. En talsmand som var så uintelligent, dum og flabet overfor alt og alle, at han kun var til problemer for os andre. Jeg får gentagne gange ytret mig omkring hans adfærd overfor ham. Fortæller ham at han kan holde sit 'talsmand' gejl væk fra os. For det var den generelle holdning hos os.
Den unge mand kommer en dag ind på et af diskotekerne i Sønderborg. Han er pisse stiv og særdeles provokerende. Han sætter sig af alle steder sig konstant hvor jeg er. Og hver gang med en ny opfordring til at jeg skal slå ham. Jeg nægter gentagne gange. Men satanen bliver ved. Og jeg bliver ved med at sige, at jeg ikke falder for hans bullshit og ved han straks vil anmelde mig. Dette forsikre han mig om gentagne gange ikke vil være tilfældet. Der er en del som hører dette. Også folk som ikke var fra Den Kongelige Livgarde. Så til sidst får han en lige højre trukket hele vejen nedefra og op på kindbenet. Han flyver bagover og ned på et bord. Jeg forlader stedet og tænker ikke mere over det. Dagen efter er jeg politianmeldt for vold og skal møde på skolechefens kontor. Hvis politiet opretholder sin sigtelse så er min værnepligtstid lige straks forbi og min militærkarriere spoleret af idioti. Heldigvis så når politiet til konklusionen at det er værtshusuorden og vi får hver en bøde på kr. 500. Så var den sag lukket. Jeg kunne afslutte sergentskolen. Det kom han aldrig til. Han blev sidenhen mobbet ud grundet hans handlinger.
I slutningen af April måned 1996 afslutter vi sergentskolen med et brag af en fest. Vi river i den grad Sønderborg rundt. Der lå et diskotek i byen med en boksering. Denne indtog vi flere gange til 'improviserede' og trænede slagsmål. Vi havde blodtabletter og alt hvad der ellers kunne se drabeligt ud med. Så der var 'slagsmål' så 'blodet' det flød. De stakkels udsmidere kunne smide en ud af døren og 3 kom så ind igen. Til sidst opgav de og lod os feste. Aftenen/natten sluttede af med at vi stjal alle reklameflag i hele byen og beklædte Christian den Xs bro med disse. Samtidig klatrede vi op i skorstenene på sygehuset og fik markeringsstrimmel ud mellem disse og plantet flag her. Byen flagede altså med alle dens reklamer for os denne morgen.
Vi mødes til morgensamlingen denne morgen med forventningens glæde om snarlig udnævnelse og returnering til regimentet. Men skolechefen vil det anderledes. Han vil have de ansvarlige for nattens eskapader udleveret. Heldigvis var vi et rent hold fra Den Kongelige Livgarde så der var ingen stikkere i blandt os og da forældrene kom måtte han pænt udnævne os og sende os retur som befalingsmænd.
Den første tid som befalingsmand tilbage ved regimentet var endnu et kulturchok for os. Vi havde forventet, at vi kunne komme tilbage og være de samme fandens karle som vores sergenter. Men den gik ikke. Regimentet var blevet dus og fysisk afstraffelse var nu også uofficielt forbudt samtidig med at talsmandssystemet var blevet indført. Dette måtte jeg lære på den hårde måde en af de første uger, hvor jeg blev indberettet for at have befalet nogen fra det hold som var midtvejs i deres værnepligtstid til at rengøre kantinen. Dette kostede en tur på bataljonchefens kontor. Et kontor som stadig var lige varmt og modbydeligt. Jeg slap dog med en påtale.
Vi er på et tidspunkt i de meniges rekruttid på skydeøvelse i Jægerspris. Hele kompagniet havde været ude og kaste håndgranater undtagen de 'bovlamme'. Normalt, i tiden før vi kom tilbage, ville disse ikke have fået den fornøjelse at kaste en skarp håndgranat, men det var nye tider og nye ledere i regimentet. Så det blev besluttet at 5 befalingsmænd og en officer skulle tage de 'bovlamme' ud til håndgranatbanen og kaste en pr. person. Vi havde rigeligt med håndgranater med til at befalingsmanden og officeren kunne morer sig med disse. Vi havde også rigeligt med plastiksprængstof med til eventuelle bortspringninger af udetonerede håndgranater. Altså enhver soldats drøm. Vi kastede en del håndgranater efter skiven formet som et menneske. Egentlig en ret kedelig øvelse når man har oplevet det første gang. Men det sagde jo bang. Vi havde så en ung 'raketofficer' som var fuldstændig bang liderlig. Så han ville også eksperimentere med plastiksprængstoffet på menneskeskiven. Resultatet var jo givet på forhånd. Den ville sprænge i stumper og stykker. Efter han havde forsøgt dette skulle man tro hans bang liderlighed var aftaget. Det var den ikke. Så han skulle da lige se om den armede håndgranatmur med jernbanesvælger kunne holde til. Så han plastrer godt med plastiksprængstof på denne. De menige er naturligvis sendt tilbage i Magirusen så der er kun befalingsmændene og officeren tilstede. Jeg husker det som det var igår. Der er 2 håndgranatsmurer som står i en 90 graders vinkel med en forskydning på cirka 3 meter (3 meter ned og 3 meter hen). Jeg kan huske, at officeren havde antændt lunten og vi ventede. Vi skulle lige til at kigge ud fra bagved den mur vi stod beskyttet bag, da det giver et ordentlig knald. Der flyver splintrede jernbanesvælger og beton ud over det hele. Hele muren var væk. Officeren, som den idiot han var, vil ikke tage ansvar for sine handlinger og kalder op til skydeledelsen og fortæller han har en håndgranat liggende op af håndgranatsmuren han skal bortspringe. Dette får han tilladelse til. Så bortspringer idioten en håndgranat omkring det sted hvor muren havde stået. Idioten havde ikke regnet med:
1) Den første 'bortspringning' kunne høres inde i Jægerspris
2) Enhver 'bortsprængning' med materiel skade bliver efterforsket af hærens sprængningstjeneste
3) Når hærens sprængningstjeneste kommer indover så bliver auditørkorpset også inddraget.
Så 2 dage efter står vi alle på kompagnichefens kontor, en tidligere jæger med felterfaring. En efter en kommer vi ind og bliver afhørt med billedemateriale foran os. Heldigvis for os befalingsmænd så havde vi ikke haft sprængningstjeneste på sergentskolen så vi kunne dække os bag uvidenhed. Officeren derimod måtte udstå sin karriere i forsvaret som det vi kalder 'bleskubber' til han blev 35 år (han var på det tidspunkt 21) uden nogen mulighed for forfremmelse. Vi andre slap ustraffet.
Efter vores tur til Jægerspris er der Livgardens dag. Fredagen anvendes til idrætsdag på kasernen, hvor alle kompagnier kæmper indbyrdes om at blive årets kompagni. Behøves ikke fortælle at jeg var i det vindende kompagni. :-) Om aftenen er der så stor fest i gymnastiksalen for de menige og befalingsmændene holder en af deres årlige Top Gun fester. På denne dag er der i gennemsnit 4 kvinder på kasernen pr. mand. Det er rent tag selv bord. Min værelseskammerat er gået tidligt i seng fordi han har tjeneste dagen efter. Jeg derimod tænker det skal udnyttes at man er befalingsmand og har 'privat' værelse. Så jeg scorer en køn ung pige fra Rødovre af. Hun ryger med på værelset og op i den øverste køje mens min værelseskammerat ligger i underkøjen. Hun får den helt store tur. Næste morgen har jeg tidligere tjeneste af min ven. Så jeg skrider bare fra værelset. Hun har fået 'mit' telefonnummer og 'navn'. Så den er i vinkel. Min kammerat har efterfølgende fortalt, at han vågnede med udsigten til en nøgen kvindebagdel hængende ud fra overkøjen. Han får hende pænt hjulpet ud af kasernen.
Da selve Livgardens dag, hvor familie og venner er velkomne på kasernen, er overstået. Har vi tjenestefri og tager derfor til Jylland. Rune og jeg nyder et par af de store Tuborg i toget. Da hans telefon ringer. Det er kvinden fra Rødovre. Hun ville gerne sige tak for i aften til ham. Kold som han er så giver han bare mig telefonen og siger det er til mig. Hvad skal det så hjælpe at bruge en andens navn og nummer? Nå, men det viser sig at kvinden er fuldstændig åndsfraværende og uden geografisk sans. Hun forstod ikke, at man skulle over Fyn for at komme til Jylland. Så den lukker jeg rimelig hurtigt ned for. Tager cirka 30 sekunder.
I perioden der kommer herefter får vi menige og livet går sin gang på kasernen. På et tidspunkt må jeg ufrivilligt søge tjansen som idrætsbefalingsmand. Dette bliver dog en tjans som jeg kommer til at holde af, men også en tjans som ødelagde min sidste tid i militæret. Som idrætsbefalingsmand røg jeg ud af det kompagnimæssige sammenhold og fik pludseligt ledelsesansvar på idrætsområdet overfor blandt andet mine kollegaer og officerer. Dette håndterede jeg ikke altid lige godt. Blandt andet dumpede jeg Obersten i hans fysiske test. Han bestod jo ikke. Men sådanne fejl gør man kun en gang.
Den værste oplevelse i min tid som befalingsmand var, da jeg var holdleder og arrangør til en militær håndboldturnering i Holtehallen. På det tidspunkt er der 2 kompagnier på kasernen som begge var på Rextur. Omkring ni halvti tiden denne morgen får jeg et opkald i hallen. Jeg skal straks tage befaling over de 3 befalingsmænd, der er med i turneringen og kører mod et angiven sted nord for Birkerød. Der var sket en ulykke, hvor en af 1. kompagnis delinger var involveret. Mere fik jeg ikke at vide. Men afsted vi fløj. På vejen derhen er vi til at starte med stadig i godt humør. Men efterhånden som vi nærmer os den befalede position er humøret helt i bund. Vi er undervejs blevet overhalet af flere ambulancer. Da vi ankommer til stedet er det hele et stort kaos. Der ligger udrustning alle steder, der ligger folk med brækkede arme og ben. Der er folk med hovedskader. Vi er simpelthen landet i en 'krigszone'. Der var sket det, at delingen var kommet marcherende i kolonne - 3 personer bred - og henover bakken kommer en ung mand, der påkører kolonnen. Han pløjer så at sige igennem kolonnen og tager alle de 2 yderste personer med i farten. Vi står midt i helvede. En af vores befalingsmandskollegaer var den første der var blevet ramt. Resterne af hans uniform hang stadig på bilens frontende og man kunne tydeligt se, hvordan han var blevet slynget henover kølerhjelmen og direkte gennem forruden. Den dag blev ens førstehjælpsegenskaber sat på spidsen. Vi skulle afhjælpe de lettere sårede indtil de kunne hentes af ambulancer. Vi skulle sørge for dem som ikke var såret var beskæftiget. Vi skulle opretholde militærorden. Det var en psykedelisk oplevelse, at se dem, som ikke var såret line udstyret op så det stod snorlige på 3 geleder. Alt dette her sker mere eller mindre pr. refleks og indlært træning. Ingen falder igennem denne dag. Alle var deres ansvar voksen i de timer. Det til trods for at vi lige havde mistet 2 mænd herunder en befalingsmandskollega. Reaktionen kom først da vi kom tilbage til kasernen. Rex-turen var aflyst for kompagniet, psykologhjælp var rekvireret og messerne var åben. Den aften er den eneste aften jeg kan erindre, udover Livgardens dag, hvor de menige var velkomne i Sergentmessen. Der blev drukket meget, der blev drukket tæt denne aften. Vi var en stor familie.
I løbet af aftenen bliver jeg kontaktet i Sergentmessen af bataljonschefen for 1. bataljon. Ordren lyder: Leth, de har ansvaret for, at alle mand fra 1. kompagni imorgen holdes aktive medmindre de skal til lægen, til psykolog eller på anden måde fritages for tjeneste af kompagnichefen. Ikke lige en ordrer man ønsker at få midt i sorgen over at have mistet en ven og god kollega. Men en ordrer var en ordrer. Så i min brandert - bataljonschefen var bekendte dette, hele regimentet var beruset denne aften - måtte jeg planlægge næste dags aktiviteter. Jeg skulle sørge for fysisk træning til dem som var i stand til det, lettere træning til de lettere til skadekommende og legende øvelser til resten. Heldigvis stod vi sammen i befalingsmandskorpset så sammen fik vi tilrettelagt næste dags aktiviteter og for første gang i min sergentkarriere fraveg jeg alle principper om distance til de menige. Der var knus, der var krammere, der var svære samtaler, der var overvågning af personellet og sidst men ikke mindst så skulle den samlede moral også vedligeholdes. Familierne til de afdøde indvilligede også i at alle som ønskede det kunne sige farvel i kapellet. Så dette skulle der også tages hensyn til.
En ekstrem svær opgave når man selv er i sorg. Men vi kom igennem den. Jeg har tit overvejer, hvorfor kompagniet ikke straks fik fri fra tjeneste og først næsten 2 døgn efter ulykken. I dag kan jeg dog tydeligt se at den eneste ansvarlige løsning var at 'indespærre' dem i fællesskab og arbejde med den indledende sorg der. Den værste del af kompagniets oplevelse kom jo først i dagene derefter, da de alle - frivilligt - kunne deltage i de 2 begravelser.
I mens jeg var ved militæret havde jeg stadig noget kørende med hende i Kolding. Jeg så hende af og til. Hun kaldte mig sin kæreste. Jeg kaldte hende et kvindeligt bekendskab. Jeg oplevede desværre, at jeg på et tidspunkt var i byen med mine venner og forsøger i fuldskab at score en kvinde. I den forbindelse kommer en af mine bekendte hen og fortæller mig, at jeg søger at score min 'kæreste'. Det var ikke hel godt. For jeg kunne ikke engang huske hendes navn. Det kunne han heller ikke. Hvordan jeg klarede mig ud af den kan jeg desværre ikke huske. Men det gik godt for jeg så hende da mere eller mindre til militærtiden stoppede.
Ja, i min tid ved militæret opførte jeg mig ikke særligt galant overfor kvinder. Nok nærmere respektløst.
Denne sommer er jeg til Midtfyns Festival med min gode ven og tidligere værelseskammerat fra tiden på Sergentskolen indtil 31. maj, hvor befalingen lød 'til civil træd af'. Der mødte jeg første gang Christina. Så der forsætter vi historien i næste kapitel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar