mandag den 23. juni 2014

Personlige forandringsprocesser og ens nærmeste.

En ting jeg har lært det sidste år er, at det er ens nærmeste og dem som holder mest af en, der har sværest ved at acceptere ens forandringer/ændringer i adfærd. At de hen af vejen har med et "nyt" menneske at gøre. Samtidig er det dem som gør mest for at fastholde en i sit tidligere handlemønster. Deres forventninger til ens adfærd kan være selvforstærkende i forhold til at fastholde en person i forandring i et uhensigtsmæssigt mønster. Derfor er det svært for de fleste at foretage nødvendige ændringer i deres liv.

Det er lidt tragisk, at dem som efterspørger ændringerne faktisk er den største modstand på vejen.

Jeg har hele vejen igennem min proces søgt at holde dem jeg holdte af opdateret på min proces. Det kan jeg nu se var en fejl. De fleste har troet jeg havde en agenda hermed. At jeg søgte at manipulere dem. At det var et egoistisk behov jeg der udtrykte. Denne nye åbenhed, ærlighed og sårbarhed blev IKKE modtaget i den kontekst jeg kommunikerede fra, mit egentlig jeg - nye jeg, men blev modtaget i den kontekst jeg kom fra. Altså den person jeg var.

Jeg er ikke blevet skubbet ud af kurs af ovenstående. Min motivation for forandringer var så stærke at intet kunne ødelægge min proces. Men jeg forstår nu hvorfor mange oplever fiasko i deres livsstilsændringer og i deres personlige forandringsprocesser. Jeg har faktisk større respekt for dem som fejler end dem som ikke tør give sig i kast med disse. Dem som fejler har i det mindste haft modet.



Grundet ovenstående har jeg også i dag af flere omgange hørt Sting - "If you love somebody set them free". Tænker den gælder begge veje i en sådan proces. At man som pårørende/nærmeste/ven/veninde skal give en person i forandringsprocesser plads til forandring. At man skal være nysgerrig på deres rejse og mål fremfor hele tiden at være nysgerrig (analyserende/konkluderende) på hvor de kom fra. Som person i en forandringsproces tror jeg det er ret så givende at være opmærksom på dette aspekt af processen. Jeg tror det vil kunne give en meget og bringe en langt såfremt man forstår sit netværks frygt og forventninger om fiasko. 


Men tænker også at man selvom man sætter nogen fri sagtens kan vise sin kærlighed, respekt og anerkendelse af deres indsats. Det vil jeg også gøre overfor dem, hvor jeg har muligheden herfor. Desværre kommer jeg aldrig til at udtrykke dette for den som har betydet mest i processen (positivt som negativt ift. denne beskrivelse). Det er så det offer jeg må bære og det er jeg stærk nok til. I sidste ende er mit offer det mindste tænker jeg. Personerne som ikke tør tro på mine forandringer ser jo aldrig det menneske og det potentiale udfoldet som de engang troede på.

Med ovenstående in mente så er jeg nu klar over, at jeg ikke kan forvente hverken tilgivelse af mit gamle jeg eller accept af min nye person i nær fremtid. Ikke engang selvom der er gået et år siden de første spadestik blev taget. Måske oplever jeg det. Måske kommer jeg aldrig til det. Det er helt okay. Jeg har tilgivet mit selv, jeg har tilgivet andre og er klar til at møde dem som tør min person med et åbent sind og uden frygt.

Det siges tiden læger alle sår. Uanset om jeg er såret eller ej så vil jeg leve livet.

Jeg er klar til et nyt liv. 

Jeg har fortjent at nyde mit nye liv. 

Jeg har gjort mig fortjent til at fortid er fortid.

If you love somebody set them free. 

Sæt mig fri af min fortid.